Corona og beredskab
Af Peter Krogsten
Efter efter par ugers panik, er eftertænksomheden – og dermed tiden for løsninger, så småt ved at titte frem. Sundhedsvæsenet taler meget om kapacitet og fremmaner billeder af læger, der skal vælge mellem hvem der skal dø, og hvem der skal i behandling og måske overleve. Den situation har diverse regeringer – uanset farve og sammensætning, selv skabt ved konstant udsultning af sundhedsvæsenet i hele det her årtusinde. Spareplan på spareplan er presset igennem, og der er også en i gang lige nu, selvom man kan håbe den er suspenderet. Det kan måles på mange måder, men det mest effetktive er at se på hvor mange hospitalssenge der er til rådighed pr 1000 indbyggere. Her topper Rusland med 8,5 fulgt at Tyskland med 8. I Italien er der 3,1. Danmark har 2,6. Når vi nu kommer ud af det her, som vi er kommet ud af enhver tidligere epidemi, enten ved naturlig udviklet immunitet eller massevaccine, skal der rejses en del spørgsmål.
Et af den vil være om man burde overveje at bruge nogen – og helst alle – af de mindst 87 mia vi årligt bruger på håbløs integration, på at genskabe et sundhedsvæsen vi kan være bekendt.
Et andet som bør stilles allerede nu, er om Mette Frederiksen har noget bud på en løsning, der ikke sender hele Danmark på fattiggården og fjerner pensionsopsparingerne som dug for solen. Forventer hun at Kina opkøber resterne? Hvad er hendes plan for et post-corona Danmark?
Det er i øvrigt interessant at Corona stort set går uden om Afrika, og at der er meget få smittede i det sydlige Italien. Den sidste ebola smittede blev udskrevet i DR Congo i går.
Kilde: https://healthyjean.com/
p.s Danmarks statistik har lige udsendt befolkningsstatistikken for første kvartal 2020. Ifølge den bor 5.822.763 i Danmark. I går var 5.821.437 af dem raske. Der er 13 døde. Normalt dør der 145 i døgnet, og influenzaen i 2017/18 tog livet at 1800. Tal fra Danmarks Statistik og Sundhedsstyrelsen. Dem behøver i ikke at trykke – vi bliver lynchet, men der mangler lidt sund fornuft i det her, nu har følelserne styret i en måned.
Nedlukning og ensomhed
Af Pernille Birkler
Danmark er blevet lukket ned, vores samfund har fået lagt et tætsluttende låg på. For blot en måned siden havde ingen i deres vildeste fantasi forestillet sig, hvad der var på vej imod os.
Vi er sikkert mange, der har svært ved at vænne os til, at vores frihed er blevet begrænset. Vi kan ikke mere bevæge os, hvor vi vil eller samles i flokke og nyde solen i det spirende forår.
Vores nærmeste er pludselig blevet vores fjerneste. Lige at smutte forbi familie eller venner til en snak og en kop kaffe er ikke længere muligt, og al kommunikation foregår nu via telefon eller på nettet ₋ men tænk om de muligheder heller ikke havde været der.
At få et kram er for de fleste pt. blevet ikke-eksisterende, og det er vi uden tvivl mange, der savner. Et rigtigt bjørnekram eller bare at mærke sin voksne datter i en tæt omfavnelse ₋ men også det er udsat på ubestemt tid.
Ordet alene har også fået en ny betydning. Nu er alene for mange i stedet blevet erstattet af ensom, hvad der ikke gør den nuværende situation nemmere at håndtere.
Og alt er blevet så stille. Når man som jeg bor et kvarters gang fra centrum i en større by og er vant til, at trafikstøjen hele døgnet ligger som en konstant svag summen i baggrunden, er det virkelig underligt, som der pludselig er blevet stille, i dagtimerne kun en enkelt bil i ny og næ.
Men fuglene er ligeglade, de har opdaget, at foråret så småt er på vej, og de bekymrer sig ikke om menneskeskabte kriser og synger allerede fra tidlig morgen.
Om myndighederne har håndteret corona-krisen korrekt, skal jeg ikke gøre mig klog på. Noget kan nok altid kritiseres og kunne være gjort anderledes.
Når det hele til sin tid er overstået, og alt igen er næsten, som det var før, vil håndteringen af denne krise uden tvivl blive vendt og drejet på alle leder og kanter. Nogen vil blive kritiseret, og andre vil blive rost. Men sådan er det vel altid set i bagklogskabens klare lys.
Forskelsbehandling så det batter
Af Erik Pedersen
Nogle ældre kan sikkert huske den gamle revyvise, ”Ih, hvor er det kommunalt”, og nu kan man udskifte ’kommunalt’ med ”socialdemokratisk” eller ”socialistisk” eller andet, alt efter humør og temperament.
Regeringen og Folketinget har foretaget nogle initiativer og beslutninger, som er nødvendige i forbindelse med Corona-krisen, alt respekt for det, selvom de på ubehagelig vis går ind over grænsen for vores etablerede frihedsrettigheder.
Flere hundredtusinder kommunalt og statslige ansatte er nu hjemsendt med fuld løn, så længe smittefaren eksisterer, og regering og folketing er selvfølgelig også med i den pulje, og selvom det ikke er behageligt – det gælder for os alle – at få bevægelsesfriheden begrænset, så er indkomsten dog sikret. Retfærdigvis skal det også nævnes, visse funktionærer kan arbejde hjemmefra.
De store virksomheder, som bidrager med væksten i Danmark, vil i ret stor grad få hjælp via nødpakker, og nogle af disse foretagender vil trist nok blive nødt til at foretage en, måske flere, fyringsrunder. SAS, som på arrogant og nedværdigende vis kastede smuds på danske og skandinaviske værdier og kultur i deres seneste reklame, står nu på ynkelig vis med hånden fremme og beder om økonomisk hjælp – fra hvem? Jo, bl.a. fra den befolkning og det samfund de fornærmede i reklamen!
Men de små firmaer, enkeltmandsfirmaer, mindre servicevirksomheder, restauranter, butiksejere, der også er med til at skabe vækst og via skat betale til statslige foretagender og de statsansattes løn, hvad får de? Ikke det, der ligner! Jo, måske udskydelse af momsen i nogle måneder, til gengæld må de finde sig i, at deres aktiviteter begrænses af en nød-lov – og går de fallit, så er det bare ærgerligt.
Hvis man spænder et økonomisk sikkerhedsnet ud, kan det ikke nytte, at maskerne er så store, at de små foretagender ryger igennem, og det er igen trist, at en socialdemokratisk regering kan være så kynisk, når det gælder små erhvervsdrivende.