Indlæg fra læserne 16. september: MontMartre # Drengebanderne # Stå fast Storbritannien!

MontMartre

Af Per Deleuran

For nylig kom beskeden om, at jazzstedet MontMartre lukker. Selvsagt pga. de samme omstændigheder, som så mange andre virksomheder bukker under for. Vores kulturminister mangler på visse områder kulturforståelse. Det er en skandale, at hun er ikke ser, hvilken mangeårig og traditionel kulturværdi, der hermed går tabt. Og hun går lodret imod Københavns Kommunes indstilling, som har været at bevare den for København så vigtige kulturinstitution og det trækplaster, det er for turister og danskere. For ikke at tale om de eminente kunstnere, som stedet gennem mange år har været i stand til at tiltrække.
DR’s underholdningsorkester led besparelsens skæbne, men de tog selv fat om nældens rod, da man nedlagde dem, og idag klarer de sig. En beundringsværdig indsats. Er der dog ikke noget, vi kan gøre for MontMatre? Indsamling, fonds, gaver hvad ved jeg?
Vi kan ikke undvære MontMartre som den del af vores musikalske kultur, der hedder jazz.

Drengebanderne fra Islam
Af John Lindblad Christensen
Dette område er næsten det mærkeligste punkt på min liste. Nogle forbrydere samles i foreninger og påberåber sig den foreningsfrihed, som grundlovens § 78 indeholder. Som Jönke, leder af Hells Engels engang sagde: “Vi er bare en motorcykelklub. Hvad de enkelte medlemmer ellers laver, har ikke noget med klubben at gøre”.
Men det var lederne af HA og Banditos, der indgik våbenhvile på medlemmernes vegne, så det holder jo ikke. Man kunne med dette argument have forbudt begge klubber.
Men vi taler lidt om den omvendte verden
Med deres indtægt på narko må de være hovedrige, og selv om alle afskyr dem, og naboer til deres rockerborge bare vil have dem væk, så kan de jo ikke undværes. Der er jo nemlig det paradoks, at folk i alle aldre og alle samfundspositioner vil have en joint, en streg kokain eller et skud heroin til festen, og det kan de kun få hos rockerne eller indvandrerbanderne.
Så hvem er egentlig dumme?
Man taler konstant om at lovliggøre hash, men det er jo håbløst, for banderne vil så bare koncentrere sig om stærkere stoffer, og så er vi lige vidt, måske endda længere ude.
Så selv om alle er bange for dem, ja, hader dem, er banderne kommet for at blive.
Og selv om fængslerne er fyldt godt op med dem, så er det ikke noget større problem for dem.
Deres magt der er tilsyneladende uindskrænket. Vi hører jævnligt om, at de truer fængselspersonalet eller deres familier.
(Jeg ved, hvor du bor…).

Det er næsten morsomt, at man taler resocialisering. De kan jo ikke engang tillade sig at forlade klubberne. De risikerer at dø.

Grundloven burde skrives om, da den jo er formet i en helt anden tid, hvor bander i den nuværende størrelsesorden ikke fandtes. De fleste paragraffer gælder nok stadig, men netop på foreningsområdet kunne Jønkes yndlingsparagraf 78 nemt laves om, så bander med vold og kriminalitet som et væsentligt element kan forbydes.

Indvandrerdrengenes problemer kunne løses på en anden måde
De hærger landet i disse tider med knive og pistoler, og det skaber en del frygt i den almindelige danskers hverdag.
Jeg tror bare ikke et sekund på, at det primært drejer sig om bandekonflikter.
Jeg kan naturligvis ikke acceptere, hvad de gør, men de er jo faktisk uskyldige ofre for en betonreligion, som ikke levner nogen plads til integration i et samfund som det vestlige.
Ahmed fødes ind i islam, og han er muslim, til han dør. Apostater, altså frafaldne, står til dødsstraf for mænd og livsvarigt fængsel for kvinder, og selvom det ikke praktiseres i Danmark, understreger det jo alvoren og nødvendigheden af at være med på vognen.
Så helt fra fødslen er disse drenges verdensbillede tegnet af koranen, som er en bog med tre hovedelementer.
1) Du er ingenting. Du kan ingenting. Du ved ingenting.
2) Allah ved alt, kan alt, ser alt. Allah straffer. Allah er barmhjertig.
3) Dræb! Dræb! Mere end tyve suraer (kapitler) handler om at dræbe mig, fordi jeg er vantro.
Og tæt op til koranen ligger de arabiske traditioner, som er så langt fra vores tænkemåde, at vi aldrig vil kunne mødes.
Dette er altså drengebandernes verden. Ingen deltagelse i vores kulturliv, ingen fædre, der tager ungerne med til fodboldkamp, ingen musik, ingen hobbies, ingen lejrskoler, ingen stævnemøder. Ingen forbilleder.
De kender ikke vores historie, De forstår ikke vores humor. De kender ikke vores foreningsliv.
De vil os ikke.
Det er på grund af alt dette, at jeg forstår drengene. Hvad skal de gøre? Ingen tager dem alvorligt i positiv forstand. De har intet udover, hvad koranen foreskriver.
Men de har hinanden, og i disse år er de i gang med en dødsensalvorlig bandeleg, som fjerner dem endnu mere fra samfundet.

Og når de taler med pistoler og ildebrande og om “ære” og leger krig om “vores område”, så er det fordi de nu i deres øjne bliver taget alvorligt af danskerne. Nu er legen forandret. De har nu en rigtig ”fjende”. Nu bliver de taget alvorligt.

Vi burde nok se til Sverige, som har vist en udpræget tolerant holdning til både rockerne og de muslimske bander. Konstant hører vi om bombesprængninger, knivoverfald og ditto med pistoler.
Der var en politimand på tv, der udtalte ønsket om hjælp fra militæret. Så må situationen da siges at være alvorlig.
Og det højreorienterede parti Sverigesdemokraterne er lige på vippen til at blive det største i Sverige.
Vi holder selv i Danmark den samme vage attityde. Kun en enkelt avis, Den korte avis” skriver om forholdene med navns nævnelse og billeder af uromagerne.
Året 2019 har været præget af en anderledes voldsaktivitet i bandemiljøet. Nu er det ikke bare knive, men også pistoler, og man ser oftere, at almindelige borgere kommer i skudlinien.
Og før nytåret gik unge på Nørrebro i København helt amok og affyrede raketter og bomberør mod hinanden og almindelige mennesker.
For befolkningen dybt alvorligt, men for dem en leg, hvor de endelig kunne være militser som i deres hjemlande.
Danskerne kan slet ikke få hul på denne byld, så længe de kulturradikale leger ”gode mennesker” og kun taler om berigelse og globalisering.

Stå fast Storbritannien!
Af Jens Kristian Bech Pedersen

Storbritannien består af rigsdelene England, Wales, Skotland og Nordirland. Da Storbritannien var medlem af EU, var disse fire rigsdele derfor i sagens natur også EU-medlemmer. For det var det samlede og integrerede Storbritannien, der var medlem af EU.

 

Nu har Storbritannien som bekendt meldt sig ud af EU. Men som sagen står lige nu, skal der ske det ejendommelige, at Storbritannien – efter EU´s opfattelse! – ikke kommer ud af EU som det samme samlede territoriale og juridisk fuldt integrerede Storbritannien, der i sin tid meldte sig ind i EU. For Nordirland kommer ikke med ud af EU frigjort fra EU-retten. EU kæmper for, at Nordirland på grund af dets sammenhæng med republikken Irland skal bevare en særlig EU-retslig og markedsmæssig stilling i forhold til EU, så Storbritannien i princippet må afgive den fulde suverænitet over et stykke territorium af Storbritannien til EU, for at komme ud. 

 

I forhandlingerne om Storbritanniens udmeldelse af EU indgik man i efteråret 2019 en udtrædelsesaftale. Aftalen skulle udtrykke enighed om vilkårene for udtrædelse, og skulle samtidig danne forudsætningerne for de senere forhandlinger om markeds- og samarbejdsaftaler mellem Storbritannien og EU. I udtrædelsesaftalen indgår en ”Protokol om Irland/Nordirland”. Denne protokol skulle bla. fastlægge det fremtidige forhold mellem Nordirland, som er en del af Storbritannien, og Irland, som fortsat er medlem af EU. 

 

Fred og åbne grænser på den irske ø
Der var en særlig grund til, at det var nødvendigt med en sådan protokol-aftale. Nemlig den politiske grund, at den adskillelse mellem ikke-EU-medlemmet Nordirland og EU-medlemmet Irland, som Storbritanniens udmeldelse af EU ville medføre, ikke måtte ødelægge den fredsaftale, Belfast-aftalen af 1998, som var indgået mellem den britiske og den irske regering den 10. april 1998. Den fredsaftale, der afsluttede årtiers voldsomme og tragiske konflikt i Nordirland mellem protestanter og katolikker. 

 

Fredsaftalen af 1998 siger bla., at Nordirland konstitutionelt tilhører Storbritannien, og at Republikken Irland skal opgive det krav på Nordirland, som hidtil havde stået i Irlands forfatning. Irland måtte altså ikke længere gøre krav på Nordirland; Nordirland er en del af Storbritannien. 

 

Uden at det eksplicit er nævnt i denne fredsaftale, var det også fredsaftalens hensigt, at der ikke måtte etableres en såkaldt ”hård grænse” mellem Nordirland og Republikken Irland. I fredens ånd ville man altså fremme et godt og gnidningsfrit samarbejde mellem alle irske borgere på den grønne irske ø, selv om nogle var statsborgere i Republikken Irland og andre var nordirske statsborgere i Storbritannien. Bevægelser af personer, handelsvarer og samarbejde mellem virksomheder skulle flyde frit hen over en åben indre-irsk grænse. En grænseåbenhed, der i fredens ånd var blevet aftalt mellem to selvstændige nationer. 

 

Den åbne grænse på den irske ø er EU´s interne problem
Men med anledning i Storbritanniens udmeldelse af EU, blander EU sig nu i dette, og truer i virkeligheden med at ødelægge det gode forhold mellem Nordirland og Irland, som fredsaftalen skabte. 

 

For det EU, som altid fremstiller sine magtkampe som de rene fredsmissioner, ønsker ikke at lukke grænsen mellem Nordirland og Irland på grund af Storbritanniens udmeldelse, og ønsker altså ikke igen skabe splid hen over den indre-irske grænse. Sikke en fadæse, hvis det skulle vise sig, at det fredselskende EU skulle være årsag til ny splid hen over den indre-irske grænse. 

 

Men EU vil heller ikke tillade, at Storbritanniens udmeldelse af EU kommer til at betyde, at der mellem EU-medlemmet Irland og ikke-medlemmet Storbritannien eksisterer en åben grænse, hvor EU ikke kan kontrollere bevægelser af handelsvarer, personer, virksomhedssamarbejde osv., så disse frit og ukontrolleret kan flyde fra ikke-EU-medlemmet Storbritannien via Irland videre ind i EU. EU vil have en sammenhængende kontrol med sit område.

 

EU´s hårde grænse
Hvad gør EU så? EU forlanger, at den grænsekontrol, der – måske hen over en ”hård grænse”! – vil skulle iværksættes mellem EU og Storbritannien, derfor skal etableres uden for den irske ø, nemlig mellem Nordirland og Storbritannien. Er det ikke smart? For på denne måde har EU så bragt Nordirland tættere på EU – også efter Storbritanniens udmeldelse – end på det Storbritannien, der naturligvis forlanger alle sine rigsdele med ud af EU. EU vil ikke yde sit bidrag til den fortsatte fred på den irske ø. Alt besværet med fremtidig grænse- og varekontrol mellem EU og Storbritannien skal derfor foregå internt i det udmeldte Storbritannien, siger EU. For EU ønsker den fuldstændige og sammenhængende politiske, territoriale og markedsmæssige kontrol over sit EU-område; derfor vil EU ikke acceptere nogen kontrolleret indre-EU-grænse på den irske ø.

 

Men hvorfor i alverden skulle Storbritannien acceptere nogen indre grænse på sit territorium – ned igennem Irske Hav – når Storbritannien er udmeldt af EU? Hvorfor skulle Storbritannien give afkald på den fulde territoriale og markedsmæssige sammenhæng inden for sit nationale område, når EU ikke vil give afkald på det samme? Det skriger til himlen! EU, der taler om fred og åbne grænser, vil ikke have indre grænser i EU, selv om sådanne kunne fremme de fredelige og samarbejdsvillige forhold. Skulle et lands udmeldelse af EU give problemer i denne henseende, så kræver EU, at det er inden for det udmeldte land, at der skal etableres skel, grænser og splittelse. 

 

Man kunne virkelig spørge: Hvis EU er et fredsfremmende internationalt samarbejde, der i fredens ånd vil bidrage til den fortsatte fred på den irske ø, så kunne jo EU – i modsætning til, hvad EU kræver af Storbritannien – etablere sin egen indre-EU-grænse syd om Republikken Irland og ned igennem Engelske Kanal. 

 

Det kan ikke være Storbritanniens problem, at EU får et problem med sin grænsekontrol mellem EU-medlemmet Irland og resten af EU, blot fordi Storbritanniens naturligvis vil have alle sine rigsdele med ud af EU, og fordi der mellem Irland og Storbritannien i 1998 er indgået en fredsaftale om en åben samarbejdsgrænse mellem disse to lande. 

 

EU´s magtcentralistiske integritet
Men sagen er, at EU ikke vil opgive den magtcentralistiske og markedspolitiske integritet for hele sit område. Derfor bruger EU Belfast-aftalen af 1998 og Storbritanniens udmeldelse af EU til at konsolidere sin totale magt over hele den irske ø. Og til at forhindre, at Storbritannien kan tage alle sine rigsdele med sig ud af EU. Og som begrundelse for denne politik bliver det i udtrædelsesaftalens Protokol for Irland/Nordirland nævnt, at aftalepartnerne noterer sig, at EU-retten har udgjort en understøttende ramme for bestemmelserne om rettigheder, garantier og lige muligheder i aftalen af 1998 (Belfast-aftalen). 

 

Som om Belfast-aftalen mellem Republikken Irland og Storbritannien dermed skulle være en slags international EU-ret, som både EU-medlemmer og ikke-EU-medlemmer til alle tider må bøje sig for. Men nej, det er ikke Storbritannien, der som udmeldt af EU fortsat skal rette sig efter EU-retten. Det er derimod EU, der skal rette sig efter fredsaftalen mellem de to selvstændige lande Republikken Irland og Storbritannien/Nordirland.

 

Dette er et signal til alle lande, der skulle have tanker om at melde sig ud af EU. EU vil bruge al sin magt på ikke blot at etablere skel og grænser mellem EU og det udmeldte land, men vil også skabe grænser og splittelse internt i det udmeldte land. For at sige det lige ud: Melder man sig ud af EU, gør man EU til sin fjende. EU vil kæmpe for sin centraliserende magt; om nødvendigt og muligt også for at lide færrest mulige territoriale tab ved et lands udmeldelse; men også for i størst muligt omfang at bevare EU-rettens gyldighed i de lande, der melder sig ud. EU er ikke et samarbejde. EU er en omklamrende magtcentralisering, som ikke tillader separatisme i forhold til EU, og som derfor med sine visioner om en stadigt snævrere og snævrere europæisk integration fører territorial og magtpolitisk erobrings-politik overalt i Europa, hvor EU kan komme til det. 

 

Måske et hårdt Brexit – LEAVE, THEN NEGOTIATE
De nuværende forhandlinger mellem Storbritannien og EU om de fremtidige indbyrdes forhold er inde i en meget vanskelig fase. Interesserne står hårdt over for hinanden. Det var jo naturligvis, hvad man kunne forvente. Flere og flere taler om, at det kan ende med et såkaldt ”hårdt Brexit”. For Storbritannien ønsker naturligvis ikke, at store dele af EU-rettens forpligtelser også og fortsat skal gælde i det Storbritannien, der nu er på vej ud af EU. 

 

Og Storbritannien ønsker naturligvis heller ikke, at EU-rettens forpligtelser skal bidrage yderligere til at rive Nordirland ud af det fuldt integrerede tilhørsforhold til Storbritannien. Naturligvis ikke! Dermed synes det, som om Storbritanniens hidtidige velvillige indstilling og indrømmelse over for EU og Republikken Irland gennem den særstatus, som Storbritannien i fredens og samarbejdets ånd indvilgede i at give Nordirland, er ved at blive undermineret af EU. Nærmest ud fra devisen: Èn gang under EU, altid under EU!

 

Er der noget at sige til, at Storbritannien og Boris Johnson i den situation ikke vil acceptere, at Nordirland skulle være tabt for Storbritannien hvad angår gyldigheden af britisk ret i Nordirland i forhold til EU-ret? Naturligvis ikke! Og at Boris Johnson derfor i det britiske parlament fremlægger et lovforslag, der åbenbart skal stramme betingelserne for den fulde integration af Storbritanniens egne interne markedsforhold, herunder sammenhængen mellem Nordirland og Storbritannien. Naturligvis ikke? 

 

Boris Johnsons lovforslag har fremkaldt stor forargelse hos alle EU-notabiliteter. De krævede højlydt, at Storbritannien skulle overholde ”international lov.” Nogle taler om, at det kan komme på tale at indføre sanktioner imod Storbritannien; det kræver enstemmighed i EU; vil Danmark være med til det? 

 

Og en EU-embedsmand anklagede briterne for at tro, at der ”tale om en leg.” Men det er omvendt: Ud fra en ideologi om europæisk overnational magtcentralisering er det EU, der leger med nationernes skæbner. Ethvert EU-land kan herefter være sikker på, at melder man sig ud af EU, vil man få EU´s magt, vrangvilje og had, despekt og modstand at føle. 

 

EU troede, at de havde fået Storbritannien lukket ned i sækken; men det havde de så alligevel ikke. Hvor mange gange har vi ikke gennem de sidste mange århundreders europæiske historie set, at de ideologiske, politiske og handelsmæssige magtcentraliseringer, der er blevet opbygget på Europas fastland, netop ofte – ja, nærmest altid – er blevet knust, når de stødte sig på Europas snublesten for sådanne magtcentraliseringer: Storbritannien! 

 

I anledning af disse gnidninger har den britiske premierminister Boris Johnson udtalt: ”Vi får at vide, at EU ikke blot vil indføre told på varer fra Storbritannien til Nordirland. EU vil måske helt stoppe for transport af fødevarer fra Storbritannien til Nordirland. – – – Jeg er nødt til at sige, at vi aldrig i fuldt alvor troede, at EU ville være klar til at anvende en traktat, som er forhandlet på plads i god tro, til at blokere en del af Storbritannien. Eller at EU reelt ville true med at ødelægge Storbritanniens økonomiske og territoriale integritet.” 1)

 

Hvis dette er sandt, er der to ting at sige. For det første: Hvis EU vil indføre told og stoppe for transport af fødevarer mellem Storbritannien og Nordirland, må man virkelig håbe, at det bliver der to om at bestemme. 

 

Og for det andet: Hvis den helt ekstraordinære og velvillige indrømmelse, som Storbritannien i god tro måtte have givet i sin udtrædelsesaftale til EU om at holde grænsen åben mellem Nordirland og Irland, for at bevare freden og det gode forhold mellem Nordirland og Irland, hvis denne velvillighed ikke fra EU´s side besvares med en lige så stor velvillighed, men blot med en magtstræberisk fastholdelse af EU´s overnationale og ekspanderende centralisering, ja, så må Storbritannien selvfølgelig være i sin gode ret til ikke blot at standse de nuværende forhandlinger med EU om de fremtidige handelsforhold, men også at forkaste udtrædelsesaftalen, og sige: Så går vi helt tilbage til start! For sådan leger vi ikke! Så må vi begynde helt forfra! Måske begynde sådan, som det blev udtrykt på et protestskilt, der i begyndelsen af 2019 blev båret af en ældre herre, der som Brexit-tilhænger deltog i en demonstration i Londons gader: ”LEAVE! THEN NEGOTIATE!”

 

Danmarks Slesvig – Storbritanniens Nordirland

Hele denne historie kan vække mindelser for den dansker, der kender til Danmarks kampe for både Nordslesvig og Sydslesvig og til Danmarks smertefulde tab af Sydslesvig. Fra Arilds tid hørte det slesvigske landområde til Danmark helt ned til Ejderen. Hvem kender ikke Dannevirke? Danmarks ”hårde grænse” til de saksiske folkeslag, til Karl Den Stores Frankerige og til det senere tyske kejserrige. Men gennem århundrederne gjorde rige og magtfulde, saksisk- og tyskorienterede holstenske adelsmænd efterhånden deres indflydelse og magt gældende langt ind i det danske Slesvig; med handel og jordbesiddelser og myndighedsudøvelse. Så vidt, at den dansk-tyske grænse, dvs. grænsen mellem Slesvig og Holsten, langsomt blev mindre ”hård”, fordi dansk-slesvigske (kongelige) og holstenske interesser blev blandet godt og grundigt ind i hinanden. Slesvig gled bort fra Danmark. Som Nordirland er på vej til at glide bort fra Storbritannien.

 

Ud fra datidens arveforhold valgte den magtfulde holstenske adel i 1460 den danske kong Christian den Første som hertug til Slesvig og som greve til Holsten. Altså den samme danske myndighedsperson for begge områder. Men for at opnå dette måtte den danske konge underskrive en håndfæstning, det såkaldte Ribe-brev, hvori Slesvigs og Holstens fremtidige indre samhørighed med hinanden blev udtrykt med ordene: ”ewich tosamende ungedelt” – evigt udelt sammen. 

 

Den holstenske adel havde dermed opnået, at uanset hvem der havde magten over Holsten, og hvem der havde magten over Slesvig, så måtte konflikter mellem disse magthavere ikke skabe indre splid og adskillelse mellem Slesvig og Holsten. Og de to landsdele Slesvig og Holsten måtte heller ikke rives fra hinanden på en sådan måde, at Slesvig blev mere og nærmere knyttet til Danmark end til Holsten; eller helt separat indlemmet i Danmark!

 

Under Tysklands centraliseringsproces i 1800-tallet blev også det tysk-orienterede og tyskstøttede Holsten drevet ind under denne centralisering. Holsten var jo tysk. Men nu opstod senere i forløbet dermed skæbnetimen for hele Slesvigs tilhørsforhold til Danmark; det Slesvig, der altid havde været dansk. Holstens lange – flere århundreder lange – magtfulde indflydelse i Slesvig og på dansk politik havde skabt en stærk forviklethed mellem dansk og tysk og dermed en samhørighed, der var vanskelig at bryde op nationalt mellem dansk og tysk. 

 

Det Tyske Forbunds magtovergreb via Holsten mod det danske Slesvig
Men med det centraliserede og stærke Tyskland (Det Tyske Forbund) i ryggen blev det nu med tiden krævet, at denne samhørighed mellem Holsten og Slesvig efter Holstens og Tysklands opfattelse måtte betyde, at Slesvig skulle rives ud af danskernes og den danske konges hånd, og at Slesvig ved sin tilknytning til Holsten skulle følge med Holsten ind under det centraliserede Tysklands magtområde, selv om Slesvig som dansk ikke indgik i Det Tyske Forbund.  Den tyske centralisering skulle betyde, at Danmarks territoriale integritet skulle splittes ad, og ikke Tysklands. Eller man kan sige: Tyskland (Prøjsen) ville godt bevare og forsvare freden mellem Holsten og Slesvig, men altså kun på den betingelse, at den tyske centralisering med bla. Holsten ikke betød, at Holsten og Slesvig skulle adskilles. Selv om Holsten fra gammel tid var saksisk-tysk og Slesvig dansk. 

 

Dette førte – på grund af den ekspanderende tyske magtcentralisering! – til situationen med de slesvigske krige, hvor Danmark i 1864-krigen ulykkeligvis mistede hele Slesvig op til Kongeåen. Netop med Holsten som springbræt rev Det Tyske Forbund Slesvig ud af Danmarks hænder; og forbrød sig groft mod Danmarks territoriale integritet, sådan som den havde eksisteret siden vor tidsregnings begyndelse. Og netop under de slesvigske krige blev slagordene ”ewich tosamende ungedelt” fra en gammel lokal fredsaftale anvendt som propaganda mod Danmark. 

 

Lykkeligvis fik Danmark igen Nordslesvig tilbage i 1920. Og i 1945 efter Anden Verdenskrigs afslutning blev Danmark af Storbritannien tilbudt igen at overtage det gamle danske land, Sydslesvig, helt ned til Ejderen – Danmark samlet! Hvilken drøm! På det tidspunkt havde Sydslesvig i tiden 1864 – 1945 kun været en del af Tyskland i 81 år! Mens det i tiden forud fra ca. år 500 til år 1864 havde hørt til Danmark i 1364 år – et tusind tre hundrede og fireogtres år! Hvorfor skal vi ikke også i dag, i år 2020 – hvor Sydslesvig kun har hørt under Tyskland i 156 år, to menneskealdre – kalde 1864-nederlaget for et uretfærdigt territorialt tyveri, der blev begået mod det selvstændige Danmark i den hellige centralstyrede integrations navn? Men de danske politikere valgte i en slags skræk og rædsel for fremtidens Tyskland og en tysk mindretalsbefolkning i Sydslesvig inden for det danske rige ulykkeligvis at sige nej til Storbritanniens tilbud.

 

Ribe-brevet og Belfast-aftalen
Ribe-brevet af 1460 og Belfast-aftalen af 1998 ligner hinanden derved, at to selvstændige lande ved en fælles aftale har skabt fred i et grænseområde i fuld respekt for grænseområdernes nationale tilhørsforhold, og med respekt for et gnidningsfrit samarbejde hen over en åben grænse. Men det kan hurtigt ødelægges af en centralistisk, overnational og splidskabende magtinstans, som har fået magten over det ene grænseområde, som ikke vil anerkende nationale grænser og national integritet, og som derfor gennem sin centralistiske magtideologi også vil have den uindskrænkede magt over det andet grænseområde, selv det hører under en anden nation. 

 

Udviklingen af tysk anti-separatisme
Tyskland har gennem århundreder bestået af et hav af selvstændige stater og områder. Men i 1800-tallet startede den tyske samlings- og centraliseringsproces. Som et led i denne meget kringlede proces oprettedes blandt andet i 1834 under prøjsisk ledelse det Tyske Toldforbund, hvor 23 selvstændige medlemmer deltog, men hvor Holsten og Lauenburg ikke deltog. Dette tyske toldforbund (Deutscher Zollverein) skulle sikre indre handelsfrihed bag en fælles ydre toldmur og danne ramme om et samarbejde om indre samfærdsel. En centralisering af det stærkt fragmenterede tyske Centraleuropa.

 

Der var tale om en centraliseringsproces, som med bla. med det nuværende Tyskland som én af hovedkræfterne i vor tid er blevet fortsat på forskellig måde ud over Tysklands grænser til hele det øvrige Europa. Det er en tysk centraliseringside til nedbrydelse af Europas fragmentering i selvstændige nationer. Samarbejde? Nej, men magtcentralisering og central styring af Europa. 

 

Også kredsen af nazistiske politikere omkring den berygtede Adolf Hitler var store modstandere af både indre-tysk og indre-europæisk separatisme. Ideologisk var disse tyske politikere store tilhængere af et samlet og centraliseret Europa. Under nazismen blev samlingen af Europa som bekendt forsøgt opnået med vold og militære erobringer. 

 

Det nazistiske udenrigsministerium forelagde i 1943 sin europæiske vision for Hitler, og foreslog etableringen af en europæisk konføderation, for at holde angelsakserne (briterne) ude. Og Hitler fastslog, at Tyskland som den førende magt i Europa skulle sidde på den absolutte ledelse inden for produktionsplanlægningen i det europæiske system. I Det Tredje Riges interne planlægningsdokumenter blev den tyske ”reichsmark” undertiden omtalt som ”Euro-Mark”, fordi den skulle være den fuldt omvekslelige valuta på det europæiske kontinent efter krigen. Det tyske rige skulle selvfølgelig have en dominerende stilling inden for dette centraliserede europæiske system. 2) Og dette system var selvfølgelig en del af det nazistiske Tysklands magt- og krigspolitik. 

 

Nu er der jo ingen, der siger, at sådanne tanker og visioner behøver at være specielt nazistiske, blot fordi de blev fremsat, mens nazisterne sad på magten. Disse tanker kan sagtens være en del af almindeligt indgroede erfaringer i den tyske tænkning om nationernes rolle, historie, betydning og berettigelse. For hvad har tyskerne oplevet? At Tyskland gennem lange perioder var totalt opsplittet lige fra Romerrigets tid og indtil midten af 1800-tallet; og at også mange ikke-tysker herrer til forskellige tider sad på magten over forskellige og omskiftelige dele af Tyskland. Med en sådan skæbne kan det næppe stå skrevet klart – historisk og erfaringsmæssigt – for tyskerne, at i det internationale liv er en nation med sin nationalt-kulturelle sammenhængskraft og med historisk selvfølge en stærk og afgørende faktor, en helstøbt national skabning, der eksisterer i kraft af sig selv. 

 

EU´s anti-separatisme i vor tid
Situationen er en anden i vore dage. Men det er dog ejendommeligt at se, hvordan magtcentralistiske ideer fødes i 1800-tallet i det stærkt splittede, centraleuropæiske Tyskland, overtages og videreføres af det nazistiske Tyskland, består og udvikles tværs igennem europæiske storkrige og overlever den dag i dag i nærmest uforandret udgave – til ulykke for de europæiske nationers selvstændighed, deres nationale og territoriale integritet og deres selvstændige og indforståede fælleskultur. 

 

Og hvem er i dag i tvivl om, at det stadig er Tyskland, der er den politiske og økonomiske drivkraft i den stadigt snævrere og snævrere centralstyring af Europa? Hvem svinger taktstokken? Man kan virkelig spørge sig selv, om den splittelse og fragmentering af Tyskland i et hav af selvstændige småstater, der har været Tysklands historiske skæbne hele vejen op igennem Europas historie indtil 1800-tallet, har givet Tyskland en indgroet aversion mod og en frygt for ikke blot sin egen interne splittelse, men for europæisk separatisme? Mon europæisk integration og centralstyring af Europa er Tysklands redskab til at holde også Tyskland selv fri af separatisme? 

 

Man kan også spørge, om Tysklands årtusindlange historiske fragmentering mon også betyder, at Tyskland aldrig har fundet og udviklet den sammenhængende og harmoniske nationalkultur, der som noget selvfølgeligt kunne binde Tyskland og det tyske folk sammen? Men at Tysklands årtusindlange historiske fragmentering derimod har vist tyskerne, at sammenhæng, harmoni og integration ikke er eller kan være et spørgsmål om en selvfølgelig historisk betinget, folkelig og fælleskulturel sammenhængskraft, men derimod er et spørgsmål om konstruktion, magt og centralstyret integration. 

 

Skulle Tysklands iver for europæisk integration derfor i virkeligheden være et udtryk for Tysklands dybe folkepsykologiske kompleks og frustration over, at historien aldrig gav Tyskland den nationale og folkekulturelle sammenhængskraft, som historien gav mange andre europæiske folkeslag? Er dette grunden til, at vi i vore dage må se EU som Tysklands stråmand i dets strategisk-psykologiske bestræbelser for at sige til Europa, at sandheden ikke er separatisme og fragmentering, men integration? Fordi – ja, fordi Tyskland aldrig lærte, hvad en nation egentlig er. 

 

Selv i nutidens moderne udgave er Forbundsrepublikken Tyskland et føderativt forbund af 16 delstater med udstrakt selvstyre – dvs. nærmest som en centraleuropæisk miniudgave af EU. Er det mon meningen, at hele Europa skal være lige som Tyskland? Og at Tyskland vil anvende sin politiske, økonomiske og befolkningsmæssige kraft og magt til at spille den ledende og dirigerende rolle i dette retfærdige anti-separatistiske projekt, hvor ingen må skille sig ud.

 

Stå fast, Storbritannien!
I de seneste år har der i journalistiske og politiske kredse og i al kommentator-automatikken rejst sig en storm af forargelse, fordømmelse, hån og uheldsvangre profetier ud over Brexit. For nu har alle idealistiske EU-integrationister fået et stort problem: Storbritannien! Den overnationale integrationsvision er styrtet sønder og sammen. Og som den europæiske situation står i dag, er der derfor kun ét at sige: ”Stå fast, Storbritannien!” 

 

Nordirland hører fuldt integreret til Storbritannien. Og EU skal naturligvis respektere både denne nationale integritet og Belfast-aftalen, fredsaftalen mellem Republikken Irland og Nordirland. Hvis EU indfører en ”hård grænse” mellem Nordirland og Irland/EU, vil dette være et brud på fredsaftalerne begået af EU. For at undgå dette, må EU om nødvendigt lave særaftaler mellem Republikken Irland og resten af EU, fx ved at lægge den af EU ønskede grænsekontrol, ikke mellem Nordirland og Storbritannien i Irske Hav (hvordan skulle EU i øvrigt kunne det?), men mellem Irland og resten af EU, dvs. syd om den irske ø og ned igennem den Engelske Kanal. 

 

For er EU da ikke den store forsvarer af fred og samarbejde? Nej, det er EU måske ikke, hvis det sker på bekostning af EU´s store ideologiske centraliseringsprojekt for Europa. EU må som det første respektere nationerne og deres fulde integritet og selvstændighed. Det er ikke noget nyt, at det netop nu i vore dage igen er Storbritannien, der må sige dette til Europa. Danmark fulgte Storbritannien ind i EF/EU i 1973. Så hvad nu, Danmark?

 

1) Policy-Watch 12 SEP 2020
2) Brendan Simms: Hitler – Kun hele verden var nok. Gads Forlag 2019.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…