Indlæg fra læserne 14. oktober: Ukristelig politisk korrekthed # Censur på Facebook

Ukristelig politisk korrekthed

Af Visti Christensen

 

Et af kendetegnene hos dem, der udviser det, man kalder politisk korrekthed, og som betyder selvbestaltet, elitær bedreviden hos beslutningstagere, kendisser, kommentatorer og Tv-værter er, at de undlader at være helt ærlige i deres udmeldinger. 

 

I stedet benytter de ofte lejligheden til at udbrede sig med smarte ord og begreber i emnets periferi, hvorfra de lidt overlegent kan fyre halvpsykologiske drillerier og beskyldninger af imod dem, der er mere kontante og konkrete i deres syn på tingene. 

 

Mesteren fra Nazareth sagde engang: ”Jeres tale skal være ja-ja og nej-nej. Hvad der går derudover er af det onde.” Udtalelsen er lige i øjet. Både ind i jødiske lærdes tankegang og ind i dansk politik, for begge steder mener man, at mange ord er sagen. 

 

Selv statsministeren undgår at tage stilling. F. eks. til omskæring af drengebørns penis. Hun er både for og imod, og så opfinder man argumenter til lejligheden. Biskop Peter Skov-Jakobsen har det på samme måde. Ikke kun i omskæringsspørgsmålet. 

 

I ’Altinget’ skriver han jævnligt om danskernes ukristelige angst for indvandrere. Han mener vist, det er en smitte, og at vi bør blive bedre og mere politisk korrekte mennesker, der helst skal anskue alle kulturformer som positive og lige berigende. 

 

Men ikke nok med det. Er man ægte politisk korrekt, skal man også helst se ned på dansk, kulturkristen tradition og etik, som var det noget, der havde bremset en sund samfundsudvikling, og ikke været bærende element i vort lands frihed og stabilitet.

 

Men nu er Gud kommet på mode på højrefløjen. Det hævder en selvstændig kommunikationsrådgiver i et indlæg på mediet ’Altinget’ 25/9. Hans navn er Benny Damsgaard, og han har tidligere været kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti. 

 

Med den baggrund er det klart, at Benny Damsgaard interesserer sig for emnerne Gud, konge og fædreland, som altid tidligere har været kendetegnende for Det konservative folkeparti, der netop som parti har stået vagt om disse samfundsbevarende ting. 

 

Men i indlægget afsløres, at børnelærdommen er forladt. Nu er Gud, kristendom og dens indflydelse på landets etiske og kulturelle udvikling, nærmest til grin. Men især højrefløjen har man stået i kø for at få Gud på mode igen, hævder Damsgaard.

 

På bedste ’politisk korrekte’ vis hænges især DF’s Morten Messerschmidt ud. Han tillod sig nemlig i Politikken at hævde, at Danmark er et kristent land, og at vi har for meget fremmedreligions-lighed i Danmark, som vi bør og skal gøre op med. 

 

Også Messerschmidts bekymring over, at biskopper bruger bispekåben som politisk talerstol og sammenblander politik og religion, falder Benny Damsgaard for brystet. Også selvom han ikke selv mener, at højrefløjens mange ”korstog” vil virke.

 

Men Benny Damsgaard synes helt at overse, at essensen i forsøgene på at råbe folk op, ikke er personlige, politisk ”ukorrekte” anliggende, men opfordring til at indse, at kulturkristendommens grundlag for samfundsindretningen er ved at forsvinde. 

 

Kristendom er intet politisk trækplaster. Slet ikke for venstrefløjen. Men selv for en ny politisk korrekt rådgiver bør det gå op, at Messerschmidts ærinde hverken er menighedsrådsvalget, et nationalkonservativt formandsopgør eller hans kirkegang.


 

Censur og små magtmennesker på Facebook

Af Pernille Birkler

 

Efter igen at være forsvarligt anbragt bag Facebooks tremmer, blokeret og frataget min ytringsfrihed på samme, spekulerede jeg på, hvad det er for mennesker, der ser det som deres livsopgave at melde andre til facebookpolitiet. Selv sætter jeg frihed og dermed også ytringsfrihed så højt, at jeg ikke kunne drømme om at tage dem fra andre. 

 

Mange af disse små magtmennesker lægger ikke engang skjul på, hvad de foretager sig, men fortæller mig, hvilket racistisk og ondt mennesker jeg er, og at de nøje følger mig, så de hurtigt igen kan melde mig til Facebook for ”hadefuld retorik”. Andre gemmer sig bag tomme eller falske profiler, krystere, som ikke tør stå frem i eget navn. 

 

Og alt sammen blot fordi jeg ikke lægger skjul på min afsky for den kvindeundertrykkende og udemokratiske politiske ideologi Islam.

 

Med begrebet ”hadefuld retorik” har Facebook fundet gåsen, der lægger guldæg, når det handler om censur. Det er et udtryk med elastik i og bruges ivrigt af små mennesker om alt, de ikke er enig i – og befinder de sig politisk samme sted som Facebook, så er den bare hjemme.

 

Måske består Facebooks stikkerhær af mennesker, der ser sig selv som verdensfrelsere – ”fri os fra det onde” – og opfatter det som en af deres vigtigste opgaver her i livet at lukke munden på alle, som i deres øjne tilhører ”det onde”. 

 

Måske er det dagens højdepunkt at blokere endnu én, hvis synspunkter de ikke deler, og sørge for at vedkommende for en tid – eller for evigt – ikke kan ytre sig på Facebook. Og måske krydser de så endnu et navn af på listen over dem, som de fik ”taget livet af”, som dusørjægerne i det vilde vesten satte et hak i revolverskæftet, når endnu en forbryder var uskadeliggjort.

 

Hvad ser de mennesker, når de kikker sig i spejlet? Ser de en helgen med en lysende glorie svævende over hovedet, en frelser med et hyldestkor messende i baggrunden? Og er det mon de samme mennesker, som i barndommen mobbede en klassekammerat, som af en eller anden grund ikke fandt nåde for deres kritiske øjne? 

 

Har de mon deres egen eksklusive klub på Facebook, hvor de udveksler erfaringer og kårer ugens vinder, der har fået flest ”ned med nakken”, og hvor de giver hinanden gode råd om, hvordan man lukke munden på ”onde mennesker”?

 

For på Facebook er der skam forskel på folk. Som én skrev for nylig, så burde sådan nogen som mig udryddes, hvilket Facebook ikke reagerede på som ”hadefuld retorik” og fjernede, det gik rent igennem Facebooks ellers fintmaskede net. 

 

Så censuren lever igen i bedste velgående i Danmark, og den har mange tilhængere.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…