Karel og Vlasta fra Prag var farmaceut og øjenlæge, men også jøder:  De fortalte mig om grufulde oplevelser i koncentrationslejr – det må aldrig ske igen

Auschwitz-dag 27. januar: Det, som skete, kan ske igen, hvis vi ikke passer på!

 

Den 27. januar 1945 blev den tyske koncentrationslejr Auschwitz befriet af sovjetiske soldater, og nu 75 år efter mindes vi dagen. Auschwitz var den største koncentrationslejr, hvor over 1,1 mio. mænd, kvinder og børn mistede livet under forfærdelige lidelser. Menneskelig ondskab overgår alt!

 

Under 2. verdenskrig, blev en af mine venner sendt til koncentrationslejren Oranienburg nær Berlin, hvor han oplevede befrielsen i 1945. Oranienburg var en af de første lejre, oprettet i 1933 i et gammelt bryggeri i byen Oranienburg. Lejrleder SA Sturmbannführer Werner Schäfer brugte også lejren til propaganda. Mange rapporter i den tyske presse kom fra denne modellejr, og indslag blev vist i den ugentlige nyhedsoversigt ”Wochenshau” i ca. 5.000 biografer i Tyskland.

 

Karel Wassermann og fru Vlasta i Prag fortalte mig under et besøg i 1982 om tiden. Samtalerne med Karel foregik på gaden, da han mente, deres hus blev overvåget. Det var under den sovjetiske periode, og bare at komme over grænsen var speciel, da alt i bilen blev undersøgt, og bøger blev bladet igennem for at finde skjult materiale. På vejen til Prag var der plakater med stjerner i rødt, hammer og sejl, så befolkningen kom fra pest til kolera, men det er en anden historie:

 

Karel og Vlasta var jøder, han var farmaceut, hun øjenlæge, og de havde et godt liv, før den tyske besættelse under 2. verdenskrig. Karel deltog i modstandsbevægelsen mod tyskerne, blev fanget og sat i fængsel i Prag. I fængslet hørte han mange komme ind, blive tortureret og hørte deres skrig, før de blev ført til dødsmarken. De blev skudt, fik han at vide gennem et indsmuglet brev.

 

En dag blev han ført foran kommandanten og spurgte, hvornår det var hans tur til at blive skudt. Kommandanten spurgte sin sekretær: ‘Se lige efter’, men hans navn var tilfældigvis ikke på listen. Så blev han med kreaturvogn kørt til Oranienburg ved Berlin. Da de gik ind gennem porten var 2 medfanger iført læderjakker, der lignede dem, fangevogterne bar. De to vendte om i marchen og spadserede ud ad porten igen, og da de lignede vagter, var der ingen, der standsede dem.

 

I stedet for at skjule sig på marken tog de til jernbanestationen for at komme med et tog, og da de i lejren talte op, at der kun var 11 i stedet for 13, blev der slået alarm, og de blev fanget. De 11 andre inkl. Karel blev beordret til at grave et dybt hul i jorden (mest sand), hvor de 2 blev begravet levende med hovedet ovenover, hvorpå de 11 andre skulle gå rundt og pisse på dem. Om natten blev Karel tilkaldt og troede, han skulle skydes, men de førte ham udenfor på marken, hvor han skulle bære 2 varme hjerner tilbage til lejren. De 2 var blevet skudt, som om de var flygtet.

 

Den oplevelse gav Karel et hukommelsestab. Da han efter krigen mødte en bekendt i Prag, hilste de hjerteligt på hinanden og begyndte at komme sammen, indtil Karels hukommelse pludselig en dag kom tilage, og denne bekendt var en af hans tidligere fangevogtere fra den episode. Han slog op med ham, som nu var kommet ind i det russiske kommunistparti som ”tillidsmand”.

 

I Oranienburg fik de 2 stk. brød om dagen + ”suppe”, og efterhånden var de så udmagrede, at de ofte lå helt stille for ikke at bruge energi. Karel hørte en dag fangen i køjen ovenover lave en kradselyd, og han var ved at kradse af huden på foden for at spise af sin egen fod! Efterhånden som fangerne døde, begyndte man også at skære ballerne af medfangerne, ren kannibalisme.

 

I nærheden var indrettet et bordel, hvor de yngste og kønneste af de kvindelige fanger var anbragt, de fik ekstra madration, dsv. de fik de portioner, som de døde fanger ikke nåede at spise.

 

Stanken fra krematoriet var forfærdelig, men det var et tabu-emne at tale om. En dag fik Karel et grimt udslet på maven, og det bredte sig og kløede, han blev sendt til lejrhospitalet, som ikke var det ringeste af lejrhospitaler, da det ofte blev brugt til fremvisning.. Han havde høj feber – muligvis skarlagensfeber, og han lå i koma i 14 dage. Da han vågnede op, var han forbløffet over at se hadet i de andres øjne. Han anede ikke hvorfor og spurgte, men ingen ville udtale sig. Endelig var der en tysker, der tidligere havde været guvernør i Sydafrika og senere boet i USA, men da Hitler udsendte en venlig erklæring til alle tyskere i udlandet om at komme ”Heim ins Reich”, fulgte han opfordringen, men blev med det samme uden forklaring anbragt i koncentrationslejr. Den mand kom Karel i snak med, og det viste sig, at han under komaen havde talt i vildelse og udbredt sig om stanken fra krematoriet og om natten var kravlet ud af sengen og hugget mad, der var sendt til de andre gennem Røde Kors – fx fik danske og norske fanger (og patienter) pakker, hvilke de som regel byttede for sprit (hospitalssprit). Det var de kendt for!

 

Da krigen i 1945 nærmede sig sin afslutning, så de bombardementet af Berlin, hvilket for fangerne var et festfyrværkeri. Tyskerne pakkede sammen og foreslog fangerne at gå med for måske at skjule sig blandt dem, men Karel vidste, at hvis de ikke kunne følge med, ville de blive skudt. En stakkels invalid blev skudt efter 50 m. Da tyskerne var væk, styrtede alle til forrådskamrene og begyndte at æde. Karel vidste, at man skulle bevare fornuften og spise lidt – mange faldt om og døde af overgangen fra ingen mad til overfodring. De tog kaniner og lavede en kæmpegullash.

 

Efter 8 dage kom 2 mongoler og sagde, de var frie og efter 14 dage blev de befriet af russerne. Derefter blev Tjekkoslovakiet besat af Sovjet ‘i fredstid’, hvilket blev en helt anden historie med en socialisme, hvor alle skulle være lige – men en del blev mere lige end andre!

 

Ironisk nok – efter at lejren var befriet og krigen forbi, brugte Sovjetunionen Oranienburg-lejren til egne fanger inkl. nogle tyskere (måske fangevogtere)! Gulag lejre var fangelejre, hvor fangerne arbejdede – til de døde. ”Arbeit Macht Frei” stod der også på porten til Oranienburg.

 

Jonna Vejrup Carlsen, global-alarm.dk

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…