Af Kirsten Damgaard, kulturpsykolog cand.pæd.psych.
Hvorfor slår mænd? – fordi de kan!
Sådan svarede forskere i Det Nationale Voldsobservatorium, for mange år siden da der drøftedes partnervold i stor stil i Danmark. Nu er SF igen kommet på banen med en anmodning om, at Danmark skal gøre noget ved al den – hovedsagelig – importerede vold mod indvandrerkvinder (kronik i Kristeligt Dagblad 22.maj). Omsorgen er blusset op efter det formodede æresdrab på socialsvindlersken Huda Ali Ahmad (se mere om Huda ali Ahmad i Kristeligt Dagblad og Snaphanen.dk).
Konfliktløsning spejler kultur
Pia Olsen Dyhr og Halime Oguz har ret i at virkelig mange indvandrerkvinder er underlagt social kontrol. Medbragte og viderebragte forestillinger om ære og maskulinitet, foruden ukritisk overtagne traditioner om hvem der tildeles autoritet ligger til årsag. Når en stille og rolig dansk by inviterer den tredje verden indenfor, så får den også den tredje verdens konfliktløsningsmodeller! Og den får ghettoer, for integration er ikke en muslimsk kerneværdi – og selvforsørgelse egentlig heller ikke.
Opdragelse bygger værdier
Dyhr og Oguz ønsker forandring af medbragte værdier hos alle de indvandrersamfund, der vil tyrannisere og undertrykke deres kvinder. Det sker også, at en dansk kvinde i et blandet ægteskab bliver henrettet af den tilgiftede familie, eller at en dansk mand maltrakterer en udenlandsk kvinde. Men politikerne her taler om et mønster, et menneskesyn, som de vil af med. Så hvordan ændrer en person sine værdier? Ja, de stammer jo oprindeligt fra ens opdragelse. Dernæst fra de erkendelser man får som ung og voksen, som giver nye indsigter i årsager og sammenhænge, hvilket resulterer i en fastholden eller ændring, aktuelt i holdningen til menneskets frihed. Det nye syn på ansvar, ligestilling og dominans kan så komme til udfoldelse, hvis personen er selvsikker nok til at efterleve sin etik. Nogle vil kun magte en halvejs problemløsning i et dobbelt-liv med hemmelige gøremål og uudtalte holdninger, som vi så ofte ser det udfoldet i indvandrermiljøer. Andre er uheldigvis for ubegavede efter generationers indgiftning og traditionel, ikke-analytisk, kedelig, aflukket opvækst til at få omvæltende indsigter. Og atter andre vil, trods god IQ og god uddannelse, blive ved at foretrække og videreføre det salafistiske livssyn baseret på sharia, jihad og ydmyge kvinder.
Hvad skal vi med voldsmænd?
Det drejer sig i høj grad om selvopdragelse hos de nu voksne. Dyhr og Oguz har muligvis erkendt at både mænd og kvinder fra muslimske udvandrerlande generelt er autoritært opdraget, foruden at kvinderne tillige i høj grad er infantiliserede. Jeg hører ikke disse politikere tale om økonomiske straffe eller udvisninger af voldsmænd. Det er nok synd for mændene, at de udøver deres hæslige voldskultur over kvinderne, de er vel også ofre? De to politikere taler om at socialrådgivere skal opkvalificeres.
Modne voksne træffer indsigtsfulde valg
Eftersom jeg ved, at kun personlig erkendelse vil ændre en persons værdier, vil jeg tale om VIDEN. Det betyder, at jeg foreslår uddannelse. Det betyder undervisning i filosofi i Folkeskolen fra 10 års alderen, senere undervisning i psykologi (opnåelsen af det gode liv i overensstemmelse med menneskets natur), tvungen undervisning af voldsmænd i egne ressourcer, i menneskers behov, og om muligheder i samfundet, m.m. Almendannelse i humanisme kunne gerne også betyde nogle dramaserier om multi-kulti-ballade på dansk TV. Her skal dominans præsenteres som det åndsfattige våben det er, og med fremvisning af attråværdige resultater udfra ægte respekt, indlevelse og samarbejde i familien. Ghettoen skulle gerne bringes til at drøfte handlemuligheder og forholdemåder. Det er for dyrt at sende alle i terapi, som jo egentlig er lig med personlig skræddersyet undervisning med henblik på adfærdsændring på basis af indsigt.