Hvorfor skriver ingen statsstøttede medier om de alvorlige påstande om omfattende valgsvindel i USA?

Af Aia Fog, cand. jur., formand for Trykkefrihedsselskabet

Man kan ikke fortænke den almindelige dansker i at tro, at USA’s næste præsident hedder Joe Biden, for selvom der endnu ikke fra officielt hold er udråbt en vinder, så har medierne allerede gjort det.

 

Skal man tage de nuværende resultater af stemmeoptællingen efter det amerikanske præsidentvalg for pålydende, har Joe Biden vundet og Trump tabt. I så fald er der igen grund til for Trump (og resten af den undrende omverden) at trække pinen ud og undlade at sikre en smidig overgang mellem den nuværende og den nye administration, og det kan virke pinagtigt, at han ikke gør det, fordi han dermed lægger yderligere ved til bål af anklager om hans uberegnelige selvoptagethed, der længe har stået i lys lue.

 

Læser man de statsstøttede medier har man ikke kinamands chance for at få et andet billede af den faktiske situation i Det Hvide Hus, for de leverer udelukkende en fortælling om en bindegal præsident, der mod bedrevidende klamrer sig til stolen i Det Ovale Kontor.

 

Ingen har fundet det værd at beskæftige sig med de opsigtsvækkende anklager, der i disse dage kommer fra Trump-lejren, anført af hans advokater: den tidligere borgmester i New York,  Rudy Giuliani og ikke mindst højesteretsadvokaten Sidney Powell. Sidstnævnte er ingen hvem-som-helst: hun er en af USA’s mest estimerede advokater med speciale i at føre særligt komplicerede sager i den amerikanske højesteret. Det var således hende, der fik den tidligere sikkerhedsrådgiver Mike Flynn renset for at være i russernes sold – noget af en bedrift al den stund, at store dele af FBI og ikke mindst James Comey var fast besluttede på at trække Flynn ned.

 

I snart en uge har Sidney Powell sagt, at resultatet af det amerikanske præsidentvalg er forkert, at Trump har vundet ”by a landslide” og at Demokrater i en række stater har bedrevet valgsvindel i hidtil uset omfang for at sikre Joe Bidens valg og Trumps fald. Og her taler vi ikke om døde, der står op af graven for at stemme eller folk, der har stemt i to stater, eller Black Lives Matter, der har indsamlet stemmer, nej: Sidney Powell siger, at hun og resten af Trump-staben har beviser for, at det valgsystem og de optællingsmaskiner, Dominion Voting, som anvendes i op mod 30 amerikanske delstater, er blevet brugt til at sikre Biden sejren.

 

Ifølge Sidney Powell har valgmaskinerne både slettet Trump-stemmer og ændret Trump-stemmer til Biden stemmer, endda mens optællingen var i gang. Dette kunne ifølge Powell lade sig gøre på grund af den software (Smartmatic), som Dominion Voting angiveligt bruger og som med anvendelsen af bestemte algoritmer groft sagt skulle kunne gøre det muligt at følge med optællingen af stemmer live – og ændre resultatet, hvis det ikke falder ud som ønsket. Softwaren skulle ifølge Powell være lavet til den tidligere diktator Hugo Chavez og brugt i Venezuela.

 

Sidney Powell udtalte forleden til Fox News: ”Selvom delstaterne er dumme nok til at fortsætte og godkende stemmerne, hvor vi ved, at optællingsmaskinerne kørte og fabrikerede ændringer i afstemningsresultaterne – hvis de er dumme nok til at gøre det – så vil disse godkendelser blive tilsidesat som bedrageri. Jeg mener, vi taler om hundrede tusinder stemmesedler (…) Patrioter strømmer til hver dag for at afgive edsvorne erklæringer om, hvordan deres stemmesedler blev stjålet og hvordan optællingsmaskinerne fungerede. (…) Der er behov for en massiv strafferetlig efterforskning, og det vil berøre millioner af vælgere”

 

Det er meget alvorlige påstande – og det kan jo være, at hun og Rudy Giuliani er fulde af løgn. Men hvad nu, hvis der er noget om snakken? Så står USA over for en forfatningsmæssig krise, der giver Watergate-skandalen baghjul. Og ikke nok med det: det vil være en bombe under demokratiet i USA, som vi betragter som bolværket for vestlige grundværdier og frihedsrettigheder.

 

Under alle omstændigheder er det en kæmpe historie, der nok fortjente at blive dækket af medierne, men ingen skriver om den. Det er meget besynderligt al den stund, at det vil være enden på både Giulianis og ikke mindst Powells troværdighed og karriere, hvis påstandene skulle vise sig at være grundløse. Og det har jo altid været spalteplads værd i de statsstøttede medier at viderekolportere negative historier om Trump-lejren.

 

Ifølge Sidney Powell, vil hun og resten af teamet fremlægge beviser i slutningen af denne uge, og hun har ifølge eget udsagn aldrig fremsat påstande, hun ikke kunne bevise.

Aia Fog

cand. jur.

Formand for Trykkefrihedsselskabet

 

Aia Fog, LL.M.
Chairman of the Free Press Society

 

www.trykkefrihed.dk

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…