Hvor var muslimerne henne, da verden mindedes de jødiske ofre for Holocaust?

Opdateret 28. januar, kl. 13.15

 

I mange lande har der været højtideligheder i anledning af 75 års dagen for befrielsen af fangerne i Auschwitz.

 

I Israel forsamledes en stor del af verdens politiske ledere for at mindes ofrene for Holocaust og vise deres respekt for dem, der stadig lever.

 

Men hvor var muslimerne henne, da verden på denne dag skulle samles om at mindes de mange forsvarsløse jøder, der led en frygtelig død eller blev mærket for livet?

 

Hvor var de muslimske ledere, og hvor var de almindelige muslimer?

 

Helt fraværende har muslimske ledere ganske vist ikke været. Der har således været en delegation i Auschwitz fra den islamistiske World Muslim League, der har hovedkvarter i Mekka. Det er noget nyt. https://www.timesofisrael.com/islamic-faith-leaders-make-groundbreaking-visit-to-auschwitz/

 

 

Men generelt der fortsat stor tavshed om Holocaust i muslimske kredse.

 

Hvorfor har de ikke været mere debat om denne tavshed?

 

Tysk opgør

I politisk korrekte kredse er det i vidt omfang tabu at tale om dette. I Danmark og andre vestlige lande bliver det i høj grad fortiet, at antisemitiske holdninger står meget stærkt blandt muslimer.

 

Folk, der peger på den stærke antisemitisme blandt muslimer, kan opleve, at de udpeges som skurkene i den offentlige debat.

 

Det oplevede den konservative tyske politiker Philipp Amthor (CDU), da han på mindedagen for Holocaust  sagde til n-tv:

 

”Det er også klart, det må man ikke glemme, at antisemitismen selvfølgelig frem for alt er særlig stærkt repræsenteret i muslimsk prægede kulturkredse.”

 

Det udløste straks stærke angreb fra venstreorienterede politikere.

 

Kritikken blev skubbet ind under, at Amthors udtalelser var upassende midt under mindehøjtidelighederne i forbindelse med Holocaust. Men ingen af kritikerne sagde noget om, at antisemitiske tendenser blandt muslimer er et alvorligt problem.

 

Amthor trak i land og understregede, at højreekstremismen naturligvis var den største fare i forhold til antisemitisme i Tyskland.

 

Til gengæld har Amthors fremtrædende partifælle Friedrich Merz ladet offentliggøre et tweet, hvor det hedder om den muslimske indvandring: ”Mange bringer det jødehad med, der bliver prædiket i deres hjemlande. Heller ikke i forhold til det bør der udvises nogen tolerance.”

 

Muslimske hadprædikanter

Det højreekstreme jødehad er afskyeligt, og det bør tages alvorligt. Vi har ikke bare set jødiske gravpladser blive skændet. Vi har også set højreekstrem terror mod jøder – senest i den tyske by Halle sidste år.

 

Men den højreekstreme antisemitisme er under ingen omstændigheder en gyldig grund til at fortie antisemitismen inden for den kraftigt voksende muslimske befolkningsandel i Europa.

 

Muslimske hadprædikanter citerer skriftsteder, hvor der opfordres til had mod jøder eller ligefrem drab på dem. I maj 2017 stod en imam således i en moské på Nørrebro og fortalte, at muslimer må følge Profeten Muhammeds ord. Han citerede et berømt skriftsted:

 

”På denne dag vil stenene og træerne sige til dem: ’Oh muslim, oh Allahs tjener, en jøde skjuler sig bag mig, kom og dræb ham!’”

 

Dengang stillede TV2 sig op ved moskeen i to dage og spurgte de fremmødte om deres holdning til imamens prædiken. Ifølge TV-stationen var det ikke muligt at finde nogen, der ville tage afstand.

 

Terror mod jøder

Det muslimske had til jøder er naturligvis farvet af de politiske kampe i Mellemøsten. Men i vidt omfang glider den politiske modstand mod Israel sammen med et generelt jødehad.

 

Den muslimske antisemitisme har i Europa givet sig udslag i chikane mod jøder – for eksempel folk, der går på gaden iført kalot.

 

Men den har også antaget voldsommere former. For eksempel i 2015, hvor muslimen Amedy Coulibaly angreb et jødisk supermarked i Paris og dræbte fire jøder. I 2012 dræbte muslimen Mohammed Merah elever og lærere i på en jødisk skole i Sydfrankrig.

 

Mette Frederiksen

Statsminister Mette Frederiksen har bevæget sig ind på antisemitismen blandt muslimske indvandrere – dog uden at nævne ordet ”muslimer”.

 

Før hun rejste ned til Holocaust-højtidelighederne i Israel, gav hun et interview til Politiken. Her lagde hun afstand til antiisraelske og jødefjendtlige holdninger i ”nogle indvandrermiljøer” og i ”visse venstreorienterede kredse”. Hun sagde i den forbindelse:

 

”Det er det, jeg hører en gang imellem i nogle indvandrermiljøer. At fordi man ikke kan lide Israel, kan man heller ikke lide danske jøder. Det har jeg ingen sympati eller forståelse for.”

 

Stefan Löfvén overrasker

Forbløffende nok blev Mette Frederiksen her til morgen nærmest overhalet indenom af den svenske socialdemokratiske statsminister Stefan Löfvén. Det skete på svensk TV (SVT).

 

Löfvén erkendte, at antisemitismen vokser i Sverige. Han sagde, at en del af forklaringen kan være den store indvandring fra ”Mellemøstenregionen”. (www.friatider.se)

 

En opsigtsvækkende udtalelse fra en politiker, der er kendt for ekstrem politisk korrekthed.

 

Måske er der gået nogle sammenhænge op for Stefan Löfvén. Eller måske siger han bare den slags ting for at tage kampen op med de fremstormende Sverigedemokraterne.

 

Antisemitismen er igen på fremmarch i Europa. En del af dette er knyttet til højreekstreme miljøer. Men den massive indvandring fra den muslimske verden er en væsentlig del af forklaringen.

 

Man ledte forgæves efter muslimske røster, da Holocaust skulle mindes og fordømmes. 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…