Hvem er Dr. WHO?

Tedros Adnahom Ghebreyesus (Foto: Wikimedia)

Af Sven Hakon Rossel

 

WHO som del af FN

De fleste af os kender naturligvis FNs verdenssundhedsorganisation WHO (World Health Organization) med hovedsæde i den schweiziske by Génève, endnu én af de mange bureaukratiske underorganisationer med (altfor) mange ansatte, stor administration og endnu større budget. Der er flere end 7.000 ansatte og budgettet var for perioden 2018/19 4.2 mia dollars, hvoraf USA, der er den største bidragyder både til WHO og hele FN, bidrager med flere end 400 mio. dollars

Og som det er tilfældet med andre af FNs underorganisationer, påkalder også WHO sig opmærksomhed pga. ineffektivitet og – netop – overskredne budgetter.

 

Hvem er så Dr. WHO?

 

Dr. WHO i klummens overskrift er naturligvis ingen anden end denne organisations generalsekretær, dvs. chef, som man indtil udbruddet af coronapandemien intet havde hørt om og som heller ikke havde gjort sig synderlig bemærket i medierne. Det drejer sig om en vis Tedros Adnahom Ghebreyesus eller Dr. Tedros, som han for nemhedens skyld kaldes.

 

Papir er som bekendt tålmodigt, og på papiret ser Dr. Tedros såmænd udmærket ud, men dykker man ned under overfladen kommer en række problemer frem til overfladen. Han er født i 1965 i Asmara i Etiopien, idag hovedstaden i Eritrea, der 1993 udskiltes fra Etiopien, og fik sin Bachelor of Science-grad i biologi i 1986 ved det ubetydelige University of Asmara. På det tidspunkt sluttede han sig til den marxistisk-leninistiske Tigray People’s Liberation Front i dens succesrige kamp mod den etiopiske diktator Mengistu Haile Mariam. Efter at have studeret ved University of London blev Tedros i 1992 Master of Science i immunologi, og ved University of Nottingham erhvervede han i 2000 en doktorgrad i almen sundhedspolitik, hvilket på mange måder må siges at være en blandet landhandel.

 

Tedros har haft to ministerposter i sit hjemland. Som sundhedsminister fra 2005-2012 reformerede han landets sundhedsvæsen, forbedrede lægeuddannelsen og etablerede en almen sygesikring. Som udenrigsminister fra 2012-1016 etablerede han en tæt forbindelse til Kina, der resulterede i store økonomiske investeringer i Eritrea. I 2017 blev Tedros så med kinesisk støtte som tak for sidst valgt for en femårs periode til WHOs generalsekretær, den første afrikaner på en sådan post. I 2009 blev han valgt til præsident for The Global Fund til bekæmpelse af aids, tuberkulose og malaria.

 

Problemer med WHO

 

At WHO har spillet en uheldig rolle i forbindelse med coronapandemien pga. de altfor sene advarsler mod faren og den ukritiske accept af de kinesiske meldinger vedr. coronavirussen, er en kendsgerning, så det batter, og en stor del af skylden må falde på Tedros. Som bekendt fandt de første udbrud af coronavirussen allerede sted i slutningen af november 2019, og d. 31. december informerede Kina officielt WHO om en række mysteriøse lungesygdomme i millionbyen Wuhan i provinsen Hubei, hvis årsag ikke kendtes. Den 12. januar meddelte de kinesiske sundhedsmyndigheder WHO, at lungelidelsen skyldtes en virus, men afviste stadigvæk, at den smittede fra person til person; smitten kunne kun overføres fra dyr til menneske. Det meddeltes officielt, at der kun var 41 smittede patienter i Wuhan og ingen nye var kommet til siden 3. januar. Derfor udtalte WHO sig udtrykkeligt mod at indføre rejse- og handelsforbud til og fra Wuhan.

 

Først d. 20. januar indrømmede de kinesiske myndigheder, at coronavirussen var alment smittende, og denne information blev så også overtaget af WHO. Samtidigt blev al rejseaktivitet til og fra provinsen Hubei forbudt. Men stadigvæk nægtede WHO at erklære en internationalt gældende sundhedsmæssig undtagelsestilstand. Tværtimod udsendtes en pressemeddelelse, der betegnede de kinesiske forholdsregler som ”de mest ambitionerede, mest aktive og hurtigste forsøg på sygdomsbekæmpelse i hele verdenshistorien”. Forlængst havde virussen nu bredt sig til Japan, Thailand, Sydkorea og USA, og også Kina måtte rykke ud med nogle officielle, men ubekræftede tal af virusramte. Allerede i januar meldtes om flere end 2.700 smittede og 80 dødsfald – tal, der senere eksploderede opad.

 

Problemer med Dr. Tedros

 

Nogle dage forinden havde en delegation fra WHO med den kinavenlige Tedros i spidsen officielt besøgt Wuhan og kunne beroligende meddele verdensoffentligheden, at alt var under kontrol. Generalsekretæren roste endnu engang den kinesiske effektivitet i virusbekæmpelsen samt myndighedernes åbenhed, hvad angik de udsendte informationer – og mens man først så denne skamros som et udslag af Tedros’ naivitet, er det i mellemtiden blevet klart, at han ukritisk lod sig udnytte af det kinesiske propagandamaskineri.

 

Først d. 30. januar udråbte WHO en international undtagelsestilstand, men nægtede at kræve rejseaktiviteter begrænset. På dette tidspunkt var mange tusinde personer blevet smittet fordelt over en lang række lande. Epidemien var ved at udvikle sig til en pandemi.

 

Kritiken af Tedros’ rolle i forbindelse med disse misinformationer og WHOs manglende kritik af den kinesiske sundhedspolitik har ført til, at flere journalister har gravet i generalsekretærens fortid. Her kom bl.a. hans tidligere engagement i en marxistisk organisation i hjemlandet for dagens lys, men herom kan man intet læse i den professionelt udarbejdede Wikipedia-artikel om ham.

 

Ligeledes har kritiske journalister hæftet sig ved, at allerede dagen efter Tedros’ valg til generalsekretær erklærede han i de kinesiske medier, at WHO støttede Kinas ”en-stats-politik” over for det demokratiske Taiwan, der hverken af WHO eller Kina anerkendes som selvstændig stat og allerede i 1971 på Folkerepublikkens foranledning var blevet smidt ud af FN – og dermed også WHO. Det kan tilføjes, at det var læger i Taiwan, der allerede d. 31. december 2019 af kollegaer i Wuhan var blevet informeret om, at coronavirussen kunne smitte fra person til person og meddelte dette til WHO, der totalt ignorerede advarslen.

 

Endnu et eksempel på Tedros’ forkærlighed for autoritære regimer er udnævnelsen kort efter at han var blevet WHO-chef af Zimbabwes korrupte nu afdøde diktator Robert Mugabe til WHOs særlige udsending eller goodwill-ambassadør; udnævnelsen måtte han dog efter voldsom kritik tilbagekalde. Er det nødvendigt at nævne, at samme Mugabe var en langvarig allieret af Kina? Mere skete ikke i denne sag!

 

Da Dr. Tedros i 2017 blev lanceret som topkandidat til at lede WHO, anførte avisen The New York Times d. 13. maj nogle beskyldninger om, at han som sundhedsminister skulle have mørklagt tre voldsomme koleraepidemier i sit hjemland i årene 2006, 2009 og 2011 og blot karakteriseret udbruddene som “akut vanddiaré”. Epidemierne spredte sig med mange dødsfald til nabolandene Kenya, Somalia og Sudan. Parallellen til måden coronaepidemien er blevet underspillet på er ikke uinteressant. Tedros afviste omgående beskyldningerne og så sig – kan det undre – udsat for ondartet racediskriminering. Vi kender melodien!

 

Manglende troværdighed

 

Ikke blot Tedros, men med ham hele WHO har mistet sin troværdighed og man forstår godt, at Donald Trump har kritiseret organisationens tætte forbindelse til Kina – også den franske og engelske regering har udtrykt sund skepsis – og derfor besluttet, at USAs bidrag til verdenssundhedsorganisationen foreløbigt skal lægges på is, hvilket naturligvis har fremkaldt en storm af protester i de venstreliberale medier.

 

Den australske regering er gået et skridt videre og har krævet en uafhængig undersøgelse af, hvordan coronavirussen overhovedet brød ud i Wuhan. Dette kan kaste endnu flere mørke skygger over Tedros. Og lad os heller ikke glemme, at Trump-administrationen d. 31. januar indførte rejserestriktioner til og fra Kina og Tedros d. 4. februar skarpt kritiserede disse restriktioner. Kan det undre, at han fra forskellig side er blevet opfordret til at træde tilbage?

 

Det er spændende tider, vi lever i!

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…