Her er den uhyggelige historiske beretning om arabiske muslimer, der tog hvide slaver – får vi en undskyldning? Næppe

Spanien var under muslimsk overherredømme fra 711 til 1492 (Foto: Moskeen i Cordoba, Wikimedia)

Den fornyede interesse for fortidens slavehandel bør ikke udelukkende være etnisk centreret omkring de hvide europæiske aktører, idet det engang var almindeligt hos forskellige folkeslag i verden at have slaver.

 

Særligt den arabisk-muslimske slavehandel adskiller sig fra den transatlantiske ved sin varighed, omfang og grusomhed samt mangelen på skyldfølelse. Det er både gået ud over millioner af afrikanere, der blev taget til fange og ført ud til kystbyernes slavemarkeder, og ca. 1 ¼ million hvide europæere og amerikanere, der i perioden 1500-1800 var slaver i den arabiske verden.

 

Hvide europæere og amerikanere blev taget som slaver

Efter islams fremkomst i 600-tallet på den arabiske halvø, bredte islam sig hastigt ved hellig krig (jihad) i Nordafrika, Mellemøsten, Sydeuropa, – og efterhånden også i hele Afrika, Asien og Europa. Siden da er der blevet taget flere millioner slaver. Her er enkelte historiske nedslag fra deres fremfærd i Europa:

 

I 711-715 blev 30.000 kvinder fra den gotiske adel i Andalusien taget som slaver.

 

I 1187 erobrede sultan Saladin Jerusalem fra korsfarerne og solgte byens kristne indbyggere som slaver.

 

I 1268 erobrede sultan al-Zahir Baybars Antioch, dræbte 16.000 mænd og tog 100.000 slaver.

 

I 1330-1656 tog osmannere over 1.000 kristne drenge om året, omskar dem og gjorde dem til janitsharer.

 

I 1449-1783 var den osmanniske vasalstat Krim-khanatet centrum for en omfattende slavehandel med slaviske kristne (deraf ordet ’slave’) i Østeuropa og Rusland.

 

I 1571 blev osmannere svækket i søslaget ved Lepanto. Herefter stod barbaresk-staterne stærkere i Middelhavet, hvor kaperne sejlede ud for at tage slaver.

 

I 1627 blev 380 islændinge taget til fange og ført til Algier, og 63 af dem blev sidenhen løskøbt.

 

I 1631 blev landsbyen Baltimore i Irland lagt øde, og 107 blev taget med som slaver i Nordafrika.

 

I 1683 gjorde den osmanniske hær et sidste forgæves forsøg på at erobre Europa ved Wiens porte og havde under tilbagetoget 80.000 fanger med sig som slaver.

 

Efter USA’s løsrivelse fra Storbritannien i 1783 måtte deres handelsskibe undvære britisk flådebeskyttelse og penge til løskøb af slaver. Tripolis ambassadør fortalte i 1786 USA, at det står skrevet i Koranen, at alle lande, der ikke anerkender muslimers autoritet, er syndere, og det er muslimernes ret og pligt at føre krig mod enhver, som de kan finde, og at tage slaver blandt alle, som de kan tage til fange. Thomas Jefferson besluttede herefter at arbejde for opbygningen af en amerikansk flåde, så USA kunne føre krig imod barbaresk-staterne og herved sikre søvejene og gøre en ende på slaveriet.

 

Livet som slave

De tilfangetagne fik en jernring på 10-20 kg om foden og blev smidt i underjordiske, overfyldte celler, hvor de led på grund af sult, fugt, utøj, rotter og pest.

 

Deres videre skæbne blev bestemt udfra en individuel vurdering. Fangens nøgne krop og førlighed (hop og spring) blev vurderet. Galejslaver skulle have stærke tænder for at kunne tygge på de hårde skibsbeskøjter.

 

Muligheden for at opnå en løsesum for fangen blev overvejet udfra vedkommendes klæder og hændernes beskaffenhed, ligesom man ved list eller tortur prøvede at skaffe sig oplysninger.

 

Kastrerede mænd (eunukker) blev brugt til administrative opgaver og som haremsvogtere. Ved kastrering sikrede man sig loyale slaver og havde en høj grad af kontrol, da man forhindrede familiedannelser og efterkommere. Operationen var forbundet med en meget høj dødelighed. De hvide slaver fik fjernet testiklerne. På afrikanske slaver fjernedes både testikler og penis, for i modsætning til europæerne mentes afrikanerne bedre at kunne overleve operationen, og de mentes at have en utæmmelig seksualitet.

 

I Bagdad havde Abbaside-kaliffen al-Amin (r. 809-813) mange hvide og sorte eunukker. Kalif al-Muqtadir (r. 908-937) havde 4.000 græske eunukker og 7.000 sorte eunukker. I Iran var der i 1600-tallet mange, fortrinsvist hvide, eunukker. Shah Sultan Husayn (d. 1722) havde 100 hvide eunukker og 100 sorte eunukker ved sit harem.

 

De mandlige statsslaver arbejdede på galejer, som soldater, havnearbejdere, på byggepladser eller med håndværk. De private slaver lavede markarbejde, var bærere, sælgere eller lavede håndværk. De kvindelige slaver lavede husholdningsarbejde eller var sexslaver.

 

Galejslaverne var lænket 3-6 mand sammen ved hver åre, og det var her de roede, spiste, forrettede nødtørft og sov. De led under den bagende sol, af sult, tørst, rotter, lopper og væggelus. De roede op til 20 timer uden pauser. Når et skib skulle forfølges, blev de pisket og slået for at få skibet op i fart. Galejslaverne blev således slidt til døde, mens de hjalp deres ejer med at få endnu flere slaver.

 

Bygningsarbejdere opførte moskeer, minareter, monumenter, paladser og store haremsbygninger.

 

Noget af byggematerialet stammede fra nedrivning af templer, kirker og synagoger i erobrede områder. I havnene fik molerne tilført nye tonstunge sten, som slaver brød i bjergområder og transporterede på slæder ned til havnen.

 

Afstraffelsesmetoder

Ulydige slaver blev udsat for grusomme afstraffelsesmetoder, såsom slag på fodsålerne, at blive spiddet med jernspyd gennem kroppen eller blive brændt levende. Havde slaven haft sex med en muslimsk kvinde, blev han halshugget, og hun blev druknet. Ved mistanke om et forhold blev slaven kastreret, og kvinden fik slag under foden. Flugtforsøg kunne straffes med at få en ekstra tung jernkugle og kæde om anklen, blive slået på fodsålerne, få søm gennem hånd og fod, eller at blive halshugget. Havde slaven myrdet en muslim, kunne straffen være at blive spiddet på kroge på bymuren.

 

Løskøb af slaver

Det var vanskeligt at komme i kontakt med folk derhjemme, der ville og kunne løskøbe fangen. Der kunne være udfordringer med at anskaffe sig papir og blæk, analfabetisme, at få brevet frem, skaffe penge og at finde fangen.

 

I slutningen af 1500-tallet satte to spansk-katolske ordener, trinitarer og mercedarianere, system i registrering af spanske fanger og løskøb af dem.

 

I 1600-tallet var der mange europæiske fanger. Trinitarerne løskøbte over 15.000 spaniere, men de to katolske ordener fik i 1580-1680 kun løskøbt 2% af de europæiske slaver.

 

I 1700- og 1800-tallet var der få løskøb, da muslimerne hellere ville bruge fangerne som slaver. Prisen blev meget høj, og mange fanger måtte vente i årevis på en eventuel frigivelse (galejslaver op til 20-40 år), hvis de da kunne holde sig i live så længe.

 

I Danmark organiseredes der kirkeindsamlinger, men prisen steg voldsomt. Der oprettedes en slavekasse, og i midten af 1700-tallet betalte vi over 100.000 rigsdaler årligt.

 

I 1797 betalte USA 1/6 af statsbudgettet i tributter. Den voldsomme udgift betød, at landet fik opbygget en flåde, der i 1815 fik stoppet slavetagningen af amerikanere.

 

Frankrig gik i 1830 ind i Algier og fik standset kaperiet i Algier, Tunis og Tripoli. I 1845 blev betalingen af tributter til Marokko standset.

 

Angrebet på Island

I sommeren 1627 angreb fire kaperskibe Island. Ved Grindavik blev 15 islændinge og et ukendt antal danskere taget til fange. På deres videre færd overlistede kaperne et dansk handelsskib og tog besætningen til fange.

 

Den 16. juli angreb kaperne Vestmannaøerne ved et regulært blodbad. Præsten Oluf Eigilssen blev sammen med sin familie ført ned til havnen, mens præstegården blev sat i brand og de gamle tjenestefolk brændte ihjel. Præsten Jón Thorsteinsson blev formentlig halshugget, mens han lå på knæ og bad. Da en Bjarne Valdsen fik ansigtet hugget igennem på tværs, faldt hans kone om af besvimelse. Kaperne slæbte hende hen til de andre fanger ved havnen og huggede hendes mand i småstykker. Der blev sat ild til husene. Da en gammel kvinde med et to-årigt barn ikke flyttede sig hurtigt nok, kastede kaperne dem i ilden. En gravid kvinde flygtede, mens hun blev forfulgt af flere mænd. Under flugten begyndte hun at bløde; hun tabte barnet og faldt selv død om. Flere kvinder blev slået ihjel, deres lig skamferet og deres kønsdele blottet.

 

Der blev i alt taget 380 til fange på Island, og 63 af dem blev sidenhen løskøbt.

 

Tre danskeres skæbne

Hark Olufs

Hark Olufs blev født i 1708 på Amrun. Som 15-årig blev han i 1724 sømand på et skib, der blev bordet, hvorefter han blev slave i Algier. Han blev slave for den lokale guvernør (bey) i Constantine i 11 år. Olufs avancerede fra lakaj til skatmester, hærkommandør og siden finans- og krigsminister i provinsen. Han tog med bey’en på pilgrimsvandring til Mekka. I 1735 blev han løsladt som tak for, at han havde spioneret for bey’en og vendte herefter tilbage til Amrun.

 

Friderich Helt

Friderich Helt kom fra København, og han var i 1719 sømand på et hamborgsk skib, der blev bordet af kapere. Helt skrev mange breve hjem, hvor han tryglede om at blive løskøbt. Han skulle slæbe tunge sten udover den 20-25 kilo tunge kæde om foden, og han sultede og tørstede. Om dagen var han udsat for den bagende sol,  mens han frøs i de iskolde nætter, “thi jeg har desværre ikke en skjorte ej heller bukser på mit legeme, så at jeg ved nattetid må fryse som en hund, thi jeg ligger under den åbne himmel både i regn og frost”. I 1736 døde han efter 17 år som slave i Algier.

 

Niels Lauridsen Fuglesang

Niels Lauridsen Fuglesang kom fra Hellerød i Blekinge. Han blev i 1648 taget til fange til søs og blev slave i Algier. Han skrev otte breve hjem, men de nåede aldrig frem. I 1650 skrev han igen hjem og bad om indsamling til løsesummen på 400 rigsdaler. Brevet nåede frem i 1652. Den danske konge foranstaltede en indsamling. Det er uvist om Fuglesang kom hjem. I brevet beskrev han sin situation: “lider her en usigelig svar slaveri (…) med utallige og ulidelige slag, ja, hunger og tørst, nøgen og ilde klædt. Dernæst har nat og dag slæbe og trælle, (…) et umælende bæst, ja, en sten på jorden må græde over denne min store jammer og elendighed”. Han skriver om et mislykket flugtforsøg: “blev slagen fem hundert slag under mine fødder, syv stokke i stykker, at jeg ikke kunne gå på mine fødder udi en måneds tid.”

Kilder:

 

Pirater og kristne slaver. En sømands møde med den islamiske kultur i 1700-tallet, Fiskeri- og Søfartsmuseet, 2003 (https://tinyurl.com/ybxxsxcd)

 

Barbariet tur retur, Jens Riise Kristensen, 2003 (https://tinyurl.com/y7z43xp7)

 

White Gold: The Extraordinary Story of Thomas Pellow and North Africa’s One Million European Slaves, Giles Milton, 2005 (http://www.gilesmilton.com/white-gold)

 

Kristne slaver, muslimske pirater, Jacob Vrist Nielsen, 2010 (https://tinyurl.com/ybw5jn42)

 

En kort Beretning Om De Tyrkiske Søe-Røveres onde Medfart og Omgang, da de kom til Island i Aaret 1627, og der borttoge over 300 Mennesker, ihjelsloge mange, og paa tyrannisk Maade ilde medhandlede dem : Sammenskreven af præsten Oluf Eigilssen fra Vestmanøe, som tillige blev ført derfra til Algier, og 1628 kom tilbage igien ; af Islandsk oversat paa Dansk, 1628 (https://tinyurl.com/y7srsvx7)

Opdateret 10.7.20 kl 7.40

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…