Mange har undret sig over, at der blev givet tilladelse til demonstrationer midt i en coronatid, hvor hele landet var lukket ned. Det gjorde også en motorcykelbetjent, som fulgte med i søndagens demonstration med 15.000 deltagere (Berlingske, bag betalingsmur).
Politikerne undskyldte det med, at retten til at demonstrere står i Grundloven.
Grundlovens § 79 – fredelige forsamlinger
Hvis Grundlovens fædre havde kendt politikere af i dag, havde de nok tilføjet, at der ved borgernes ret til ubevæbnede (sic.) at samle sig naturligvis var en begrænsning ved sundhedsfare. Politikere kunne vel bruge hovedet, ikke?
Men når dette glipper, har politikerne jo mulighed for at slå op i en af FNs stentavler, som de ellers altid holder højhellige og henviser til i en uendelighed.
Ikke fordi konventionen er nødvendig, da politikerne burde kunne slå den sunde fornuft til, men det kræver åbenbart lidt vejledning som i Menneskerettighedskonventionens artikel 11, stk. 2 om forsamlings- og foreningsfrihed:
”Der må ikke gøres andre indskrænkninger (….) end sådanne (….) for at beskytte sundheden….” (min fremhævelse).
Grundlovens fædre kunne umuligt forestille sig, at omvendt proportionalt med stigningen i indvandringen og venstrefløjens forherligelse heraf faldt den sunde fornuft.
Hvad skal vi med Grundloven?
Folketingspolitikerne skal underskrive Grundloven. Derefter får den vist bare lov til at samle støv.
Den bliver i hvert fald helt glemt, når EU, FN eller andre organer finder på noget nyt, der skal beskytte fremmede folkeslags menneskerettigheder.
Politikerne har vist næppe på noget tidspunkt afvist at underskrive konventioner og andre for Danmark bindende traktater, love, resolutioner, forordninger m.v. med oplysning om, at ”det forhindrer vores Grundlov”.
Nedenfor er et par eksempler, hvor politikerne har overtrådt Grundloven i deres iver efter at vise dybfølt omsorg for ”Danmarks omdømme”.
Grundlovens § 29 – valgret
Stk. 1: ”Valgret til Folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og har nået den i stk. 2 omhandlede valgretsalder….”
Grundloven omhandler således alene valgret til Folketinget.
Devisen synes at være, at alt, hvad der ikke udtrykkeligt er forbudt i Grundloven, ordnes ved at forfatte en lov i overensstemmelse med endnu en resolution eller konvention, som er forfattet i udlandet.
Således ønskede Europarådet ved resolution nr. 1459 af 2005 at fjerne begrænsninger i retten til at afgive stemme og anbefalede medlemsstaterne at bevare den demokratiske legitimitet ved at sikre valgret og valgbarhed til lokale valg i videst muligt omfang til flest mulige borgere uanset nationalitet eller etnisk oprindelse (min fremhævelse).
Så en ny lov blev strikket sammen, så fremmede efter 4 år i landet kunne stemme ved kommunal-, regions-, og EU-valg. Derved blev de også valgbare.
At ikke-danske statsborgere efter 4 år kunne stemme var slemt nok, men under sloganet ”Et Danmark, der står sammen” fra oktober 2011, ville den nye Thorning-regering sikre, at udlændinge igen fik valgret til kommunale og regionale valg efter 3 års ophold. Se Folketingstidende side 11/12 her.
Så for politikere, der har brug for de fremmedes stemmer, kom Europarådets påhit i 2005 som sendt fra himlen. Det er fuldstændigt ligegyldigt, at migranterne måske hverken taler, læser eller forstår dansk og stort set intet kender til, hvordan dette land er skruet sammen.
Grundlovens § 34 – højforræderi
”Folketinget er ukrænkeligt. Enhver, der antaster dets sikkerhed eller frihed (….) gør sig skyldig i højforræderi.”
Ifølge straffeloven kan det give fængsel i op til 16 år eller livstid.
Livstid? Overfaldet udløste til de to overfaldsmænd henholdsvis 3 og 4 måneder bag tremmer, og den politiker, der gjorde overfaldet muligt, blev senere belønnet med en ministertaburet.
Grundlovens § 44 – indfødsret
Denne paragraf er nok den, der er mest kendt, og som har vakt flest protester, når den er blevet krænket af politikerne.
Stk. 1: ”Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.”
Men det kan udlændinge så godt alligevel. For på trods af Grundlovens meget tydelige forbud mod at give udlændinge indfødsret uden ved lov, ratificerede Danmark i 1977 Statsløsekonventionen. Det har også 75 andre stater gjort, heraf 21 lande i EU. Se debatten i Folketinget her – fra side 36.
Et forsøg på fra Danmarks side i 2017 at få en kreds af andre lande i EU med til at debattere udsigterne til at få ændret eller nyfortolket konventionen mislykkedes.
Regeringens ønske var bl.a. at tage indfødsretten fra IS-krigere. Om dette sagde fhv. integrationsminister Inger Støjberg: ”Vi vil ikke give statsborgerskab til folk, der kan være til fare for statens sikkerhed, og regeringen vil fortsat arbejde på at få ændret Statsløsekonventionen.”
Kan det mon have været disse, regeringen havde i tankerne?
Men hvorfor i alverden skal andre lande dog deltage, før vi kan opsige eller nyfortolke konventionen? Mantraet ”Danmark går ikke enegang”, glemmes helt i andre sammenhænge, fx i klimadebatten, hvor ”Danmark skal være foregangsland”. Det lyder da også ret ensomt.
Grundlovens §§ 70 og 75 – ret og pligt og offentlig forsørgelse
- 70: ”Ingen kan (….) berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.” (Min fremhævelse).
- 75, stk. 2: ”Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine (….) er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.”
Hvis borgerpligt er den ene side af mønten, er rettighederne vel den anden, således at personers afvisning af pligter (arbejdsvægring), der er pålagt alle arbejdsføre borgere, betyder vel automatisk, at rettigheder fratages dem. Og der tænkes vel her især på skatteydernes forsørgelse af dem.
Mange, mange tusinde har aldrig har rørt en finger for at deltage i fællesskabet og fælleskassen efter at have sat foden på dansk jord, mens syge danskere er blevet pisket rundt i manegen for at opfylde såvel egne som de fremmedes forpligtelser.
Vi lever sandelig i mærkelige tider, når vi har politikere, der ugyldiggør vores Grundlov gennem FN-konventioner og EU-forordninger. Så hvad skal vi egentlig med Grundloven?