Godt gået, Anthony Fauci! Hvem er eksperten, der forudsagde, at mellem 100.000 og 200.000 amerikanere vil dø pga. Corona-virussen?

Af Sven Hakon Rossel

 

I disse virustider

 

I disse dystre virustider leder vi alle desperate efter lyspunkter – både i dagligdagen, som f.eks. spadsereture ude i den frie natur, skypesessioner eller telefonsamtaler med familie i Langbortistan og/eller når vi i radioen eller på tv lytter til opmuntrende – men usikre – diagnoser om pandemiens eventuelle udbredelse eller afsvækkelse.

 

Hverdagens helte

 

Men vi leder også efter personlige forbilleder– først og fremmest inden for sundhedsvæsnet: læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale i hospitaler og alderdomshjem. Og hertil kommer de snart ligeså uundværlige postbude, politibejente og kassepersonale i supermarkederne – allesammen hverdagens anonyme helte.

 

Men alle disse helte forbliver mere eller mindre anonyme, og hentes kun en sjælden gang ind i vores dagligstue via radio og tv eller de forskellige printmedier. I disse medier dominerer såkaldte eksperter, især læger, og iblandt disse især virologer, der enten er indbyrdes uenige eller så forsigtige og vage i deres udsagn, at vi for det meste er lige vidt.

 

Også vore politikere benytter enhver lejlighed til at profilere sig enten med dommedagsprofetier eller – og dette sker oftere, da vi alle hungrer efter solstrålehistorier – med løfter om, at vi – eller rettere sagt – de, eksperterne, har haft held med deres forholdsregler og at situation såmænd snart vil komme under kontrol, vi skal bare give os tid.

 

Her kommer Anthony Fauci ind i billedet

 

Det kræver mod at sige sandheden, ikke mindst hvis denne sandhed har et negativt indhold, der handler om isolation, sygdom og endda død. Og det er her Anthony Fauci kommer ind i billedet. Han er én af USAs mest anerkendte immunologer og dén sundhedsekspert, der oftest optræder ved siden af USAs præsident Donald Trump under dennes næsten daglige pressekonferencer.

 

Men den 79årige Fauci soler sig ikke i den præsidentielle glans – langt snarere er han dén, der vover at korrigere og endda modsige den almægtige og optimistiske præsident, når det gælder om at træffe ofte upopulære forholdsregler og forudsige vanskelige tider.

 

Så hvem er denne mand?

 

Dr. Anthony S. Fauci fik i 1966 sin medicinske doktorgrad ved det kendte Cornell University i staten New York. Som lægekandidat arbejdede han derefter ved New York Hospital i New York City, før han i 1968 blev ansat ved National Institute of Allergy and Infectious Diseases (NIAID) i forbundsstaten Maryland. I 1980 blev han chef for laboratoriet her, der beskæftiger sig med antistoffer, såkaldte immunglobuliner, og endelig i 1984 blev han så direktør for NIAID.

 

Allerede i 1980 var Fauci rådgiver for den daværende amerikanke præsident Ronald Reagan. Han var med til at bekæmpe aids-krisen i New York i samme årti, ebola-epidemien i Afrika i årene 2014-16, og nu er han så den nuværende præsidents vigtigste rådgiver i den aktuelle Coronakrise.

 

 

Coronakrisen i USA

 

Med denne krise er der tale om en epidemi af en størrelsesorden, som USA ikke har kendt tidligere, ikke mindst takket være Donalds Trumps tøven med at gribe til radikale forholdsregler for at hindre eller i det mindste bremse Coronavirussens udbredelse. Allerede i januar måned advarede en række sundhedseksperter, blandt dem også Fauci, Trump om det kommende udbrud af sygdommen, som denne dog på det tidspunkt afviste som blot ”en kinesisk virus” – hvad den faktisk også var – som måske ikke engang ville hjemsøge USA.

 

Men kostbar tid gik tabt, idet Trump favoriserede teorien om den såkaldte flokimmunitet, der gik ud på, at man skulle skabe immunitet ved at store dele af befolkningen bliver smittet under epidemiens første bølge. Parallellen til den engelske premierminister Boris Johnsons holdning er oplagt. I marts måned begyndte så virussen at brede sig både i London og såvel i millionbyerne på USAs østkyst, især New York, og på vestkysten, i staterne Californien og Washington – og både Johnson og Trump skiftede strategi.

 

Donald Trumps sene strategi

 

Kun modstræbende gik Trump med til først at lukke butikker, senere skoler og universiteter og kræve en generel ”social distancing”. Alligevel steg antallet af infektioner med raketagtig fart. I midten af marts blev alle flyrejser til USA stoppet foreløbigt for én måned, et fornuftigt initiativ, som de internationale medier hylede op over i samlet kor. Alt, hvad der kommer fra Trump, er som bekendt forkert og ondt. Alligevel fulgte de allerfleste europæiske lande stiltiende efter og lukkede deres grænser!

 

Antallet af Corona-døde steg i USA frem til d. 31. marts til ca. 3.000 – ugen før havde tallet ”kun” været på ca. 1.500 – og man har indtil videre talt flere end 163.000 smittede mennesker. Hermed er der i absolutte tal flere inficerede i USA end i Kina, Italien og Spanien, de lande, der følger efter på den makabre rangliste. Derimod ligger USA under disse lande – og Frankrig – hvad angår dødsfald – endnu!

 

Situationen er katastrofal

 

Situationen er ganske enkelt katastrofal – ikke mindst i de amerikanske storbyer. Hospitalerne mangler senge, læger, sundhedspersonale, testapparatur, masker og de vigtige respiratorer og dette er kendsgerninger, som det er Faucis opgave at viderebringe USAs skræmte befolkning. Når Trump indtil for nylig har udtrykt håbet, at krisen om nogle uger vil have toppet omkring påske, og at amerikanske forskere indtil da vil have fundet en vaccine baseret på malaria-medicin, så mener iagttagere ved pressekonferencerne, at have set Fauci under præsidentens taler rynke panden og endda tage sig til hovedet – det kan nu også have været for at tørre sveden af panden, må man retfærdigvis tilføje.

 

Den dystre fremtid

 

Men det korte af det lange er, at netop Fauci er den, der tør sige præsidenten imod – og også gør det. Det er ganske enkelt ham – naturligvis sammen med andre rådgivere – der har fået Donald Trump til at ændre kursen. Ja, Fauci gik heller ikke af vejen for på én af de seneste pressekonferencer nøgternt at meddele, at ikke blot vil mellem 100.000 og 200.000 amerikanere dø af Corona-virussen – og tallet er her på det sidste for opadgående – men han forventer, at flere millioner vil blive smittet – og så kan fremtiden komme til at se endnu mere dyster ud.

 

Anthony Fauci er en modig mand! På trods af sit dystre budskab er han blevet enorm populær i medierne og blandt de amerikanske seere, når han slutter præsidentens pressekonferencer med at rykke tingene på plads. Godt gået!

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…