Frankrigs tragedie udstiller faren ved indvandring fra muslimske lande

Kristian Thulesen Dahl (Foto: Privat)

Fredag aften skete det desværre igen. Frankrig blev ramt af endnu et forfærdeligt islamistisk terrorangreb. En 47-årig skolelærer blev på bestialsk vis myrdet for at have passet sit job. Han havde undervist sine elever om ytringsfrihed og havde i den forbindelse vist dem en tegning af profeten Muhammed.

 

En 18-årig muslimsk mand, der er kommet til Frankrig som flygtning, angreb og halshuggede skolelæreren. Det er så forrykt, at man savner ord.

 

I det sekulære Frankrig er det nu med livet som indsats, hvis man underviser muslimske børn om ytringsfrihed. Og dette seneste forfærdende angreb er langt fra det eneste angreb på de fundamentale værdier, som Frankrig er bygget på. Frihed, lighed og broderskab er i dén grad under angreb. Faktisk har der de seneste år i gennemsnit været et terrorangreb hver måned. Frankrig er nu et land i permanent undtagelsestilstand, hvor svært bevæbnet militær mange steder patruljerer på gaderne.

 

Frankrigs geografi og historie har betydet, at landet har en meget stor andel af indbyggere indvandret fra muslimske lande. De forfærdelige konsekvenser heraf er tydelige for alle.

 

I den danske debat har mange – herunder jeg selv – ofte anvendt udtrykket ”svenske tilstande”, når vi ville advare om, hvor galt det kan gå, hvis man ikke fører en ansvarlig indvandringspolitik. Men ”svenske tilstande” er efterhånden et mildt udtryk ved siden af ”franske tilstande”. Frankrig er selve billedet på det multikulturelle mareridt, der venter Europa, hvis vi ikke får vendt udviklingen og stoppet den truende vækst i den muslimske befolkningsandel i vores lande.

 

Det er lige præcis den trussel, som Dansk Folkeparti har kæmpet imod hele vores levetid. En trussel, der ikke ser ud til at blive mindre med tiden. Asylstop, effektiv hjemsendelsespolitik, nultolerance over for den snigende islamisering af det danske samfund. Det er nogle af de ting, der skal til for at vende udviklingen, inden det endegyldigt er for sent.

 

Udviklingen i Frankrig er en tragedie. En stor nation med en stolt historie er under belejring af mørke kræfter.

 

Mine tanker går til det franske folk. Må de rejse sig imod den ondskab, som har ramt dem!

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…