Frankrig er havnet i et stormvejr, der giver mindelser om Danmarks trængsler under kampen om Muhammed-tegningerne i 2005-2006.
Det skyldes præsident Macrons klare forsvar for ytringsfriheden i forbindelse med mordet på en skolelærer, der brugte Muhammed-tegningerne i sin undervisning.
Morderen var en tjetjensk islamist. Han er efterfølgende blevet hyldet af grupper af islamiske migranter i landet.
I en række arabiske lande er der indledt en boykot af franske varer. I Bangladesh afbrændte demonstranter en dukke, der forestillede præsident Macron. I Libyens hovedstad Tripoli havde en butik sågar lagt en måtte med et billede af Macron, så man kan tørre sine fødder på ham i foragt.
Erdogans vilde angreb
I Tyrkiet har præsident Erdogan, der gerne vil fremstå som en stor international muslimsk leder, været ude med voldsomme verbale udfald mod Frankrig og Vesten generelt.
Tyrkiets økonomi befinder sig i en elendig tilstand, men nu søger Erdogan at udnytte striden om tegningerne til alligevel at stå som den muslimske verdens stærke mand. Med undertrykkelse af den interne opposition og med voldsom krigerisk adfærd udadtil. Han siger, at Macron bør mentalundersøges.
Selv om økonomien sejler i Tyrkiet, lægger Erdogans ”galmandsagtige” adfærd et pres på Frankrig. Han trækker andre muslimske lande med sig, og han appellerer til det kæmpestore antal tyrkere, der lever som migranter i de europæiske lande.
En topjurist går på barrikaden
Indtil videre har Macron været meget standhaftig over for presset og fortsat sit forsvar for ytringsfriheden.
Men hans muligheder for at bekæmpe islamister og terrorister er stærkt hæmmede på grund af alle de begrænsninger, som lægges af menneskerettigheder, der ofte er virkelighedsfjerne i forhold til den trussel, Frankrig og Europa står over for.
Dette opsigtsvækkende budskab lyder nu midt under Frankrigs Muhammedkrise fra en topjurist, der er kendt som systemets mand.
Det drejer sig om Jean-Éric-Schoettl, der er tidligere generalsekretær for Forfatningsrådet, der er Frankrigs højeste juridiske instans.
Bredt definerede menneskerettigheder gør det svært at bekæmpe ekstremister
I et interview med Le Figaro leverer han en sønderlemmende kritik af de store begrænsninger, som hensynet til bredt definerede menneskerettigheder lægger på muligheden for effektivt at bekæmpe islamisme, terrorisme og uønsket indvandring.
Gennem årene er menneskerettighederne blevet defineret stadig bredere, så de begrænser myndighedernes muligheder for at tage kampen op mod islamismen og massemigrationen. Sådan lyder det fra Jean-Éric Schoettl.
Dermed går han i direkte clinch med de kredse og institutioner, der gennem årene har svækket statens handlekraft mere og mere i forhold til mørkets kræfter. Staten ser i stigende grad magtesløst til, fordi et indgreb mod truslerne defineres som en krænkelse af menneskerettighederne, lyder det fra topjuristen.
Det gør det vanskeligt at isolere farlige islamister. Det gør det vanskeligt at kontrollere moskeer, der er mere eller mindre ekstremistiske og meget ofte styret fra rabiate muslimske lande. Og det gør det vanskeligt at lukke sådanne moskeer.
Denne voldsomme svækkelse af kampen mod mørkets kræfter kommer fra Menneskerettighedsdomstolen og fra de juridiske og politiske institutioner i EU – sådan lyder det fra den erfarne franske topjurist.
Stram styring af indvandringen forhindres
Svækkelsen rammer ikke kun kampen mod islamismens trusler mod ytringsfriheden. Den rammer også landenes forsøg på at få styr på den massive indvandring.
De bløde regler og hensyn til bredt definerede menneskerettigheder gør det særdeles svært at regulere tilstrømningen til de europæiske lande. Og de gør det svært at få hjemsendt migranter, som ikke bør have ophold i de europæiske lande.
Det er højst opsigtsvækkende, at en topjurist som Schoettl kommer med så skarpe angreb på den måde, som de juridiske rammer – herunder hensynet til menneskerettighederne – fungerer på i dag.
Han gør det ikke, fordi han er modstander af, at staterne garanterer mennesker, der kommer fra andre lande, bestemte rettigheder.
Men han gør det, fordi han er dybt bekymret og forarget over, hvor flagrende det juridiske grundlag er, og hvor lidt det er i stand til at beskytte de enkelte lande og deres befolkninger mod kræfter som de islamister, som nu angriber det franske samfund.
Der skal indføres love og regler, som gør det muligt at afvise islamisternes angreb og forsvare friheden – herunder ytringsfriheden. Det er hans kernebudskab.
Skærpelse af asylreglerne
Der skal skabes en kontrol med indvandringen, der i langt højere grad sikrer de tilrejsendes assimilation – altså deres vilje og evne til at indordne sig under modtagerlandets regler og værdier.
Samtidig skal det, ifølge Schoettl, gøres lettere at udvise mennesker, der ikke lever op til disse regler og værdier.
En vigtig brik i de stramninger, som Schoettl forestiller sig, skal være stramninger af asylreglerne, stramninger i forhold til illegal indvandring og stramninger i forhold til familiesammenføringer, som har antaget et helt ukontrollabelt omfang.
Retsstaten er blevet bytte for politisk korrekthed
Jean-Éric Schoettl er en glødende tilhænger af retsstaten. Det ville da også være mærkeligt, hvis det ikke var tilfældet med en topjurist som ham.
Men han mener, at retsstaten i alt for høj grad er blevet et bytte for politisk korrekte kræfter (han bruger ikke selv det udtryk).
Alt for meget er kommet til at dreje sig om at uddele alle mulige rettigheder – også til mennesker, der overhovedet ikke vil det franske samfund med dets værdier – eller det danske samfund med dets værdier.
Man har lukket sådanne mennesker ind for at kunne føle sig god. Og så har man forklaret de sagesløse borgere, der ikke ønsker det, at det er moralsk nødvendigt. For at sige det lidt firkantet.
Alle alarmklokker bør ringe
Således er Frankrig nu havnet i en situation, hvor den muslimske befolkning udgør en meget stor og voksende andel af landets befolkning. Og som de aktuelle begivenheder viser, er der i den muslimske befolkning meget stærke kræfter, som vil rulle Europas og Frankrigs frihed, lighed og broderskab tilbage.
Her står Frankrig så. Der er et voksende ønske om at slå denne fatale udvikling tilbage. Men man har år for år fjernet flere og flere af de redskaber, herunder juridiske redskaber, der gjorde det muligt at forsvare sig samfundsmæssigt og kulturelt.
Situationen i dag er blevet så grel, at selv en meget tung jurist, der i den grad identificerer sig med retsstaten, nu siger fra over for de enorme svigt i retssystemet. Svigt, der ofte er sket i menneskerettighedernes navn.
Alle alarmklokker bør ringe, ikke bare i Frankrig, når en mand som Jean-Éric Scoettl nu tager bladet fra munden.
