Fox News – en tv-station kom i modvind, da kvinderne gik til modangreb

Af Lone Nørgaard

**** fire stjerner ud af seks

 

Den amerikanske filminstruktør Jay Roach har stået bag filmene ’Meet the Parents’ og ’Trumbo’ med Helen Mirren og Bryan Cranston. Sidstnævnte leverede et portræt af manuskriptforfatteren Dalton Trumbo, som blev sortlistet i 1947, fordi han nægtede at vidne om påstået kommunistvirksomhed i filmmiljøet (læs her).

 

Med BOMBSHELL – OPGØRETS TIME borer Roach sig i denne omgang ned i den alt andet end flatterende historie om, hvad der er foregået i kulisserne på tv-stationen Fox News.
Filmen er baseret på virkelige hændelser, og hovedtemaet er sexchikane.

 

Handling

Megyn Kelly (Charlize Theron) og Gretchen Carlson (Nicole Kidman) arbejder som journalister og studieværter på nyhedsmediet Fox News. De er begge frustrerede over sexchikanen på deres arbejdsplads og forsøger at give modspil – uden den store succes. De kræfter, de er oppe imod, er gigantiske – personificeret af den altdominerende, daglige leder, Roger Ailes (John Lithgow), der med et pennestrøg kan bringe en ansat (kvinde) til top eller fald i virksomheden.

 

Da Megyn Kelly i et interview går specifikt efter præsidentkandidaten, Donald Trump, og hans kvindesyn, får hun kærligheden – og pisken – at føle.

 

Den nyansatte Kayla Pospisil (Margot Robbie) er ved at gå ud af sit smukke skind af begejstring, da Ailes udvælger hende som favorit til en attraktiv post som studievært. Adgangen til at stige i graderne skal imidlertid vise sig ikke at blive afgjort af kvalifikationer, men af omfanget af loyalitet alias seksuelle ydelser over for topchefen.

 

Vil kvinderne blive ved med at finde sig i sexismen, eller vil de gå til modangreb? Har de overhovedet en chance i et miljø, hvor alle i konkurrencens navn er hinandens fjender? Og hvor et dårligt rygte som ’vanskelig’ kan sende såvel karriere som omdømme ned i det sorte hul.

 

Portrætteringen af Megyn Kelly er overbevisende
”Bombshell – opgørets time” er fortælleteknisk virkeligt godt skruet sammen i et flydende mix af dokumentaroptagelser og fiktion. Vi følger især de tre kvinder, Megyn, Gretchen og Kayla, og får dermed et indblik i deres forskellige personligheder og reaktioner på sexchikanen.
Ved at sammenflette de tre spor giver filmen et godt indblik i de strategier, kvinderne hver især tager i anvendelse for at begå sig i det magtfulde medieimperium.

 

Portrætteringen af først og fremmest Megyn Kelly er overbevisende, og filmen holder én i ånde fra først til sidst. Det er bare ærgerligt, at historien ikke bliver foldet lidt mere ud, for persongalleriet er så enormt, at det kan være vanskeligt at holde styr på, hvem der er hvem.

 

Den unge Kayla, der er parat til (næsten) hvad som helst for at komme til tops så hurtigt som muligt, er desværre ikke helt overbevisende. Mit bud er, at hun – i modsætning til Megyn og Gretchen – er en fiktionsfigur, og at hendes rolle er skrevet til at spænde over et så bredt register, at den kan repræsentere et koncentrat af de mange kvinder, som Roger Ailes igennem årene har udøvet sexchikane imod. Det fungerer ikke altid, og (dialogen i) et par scener skurrer decideret.

 

Tankevækkende underholdning
#metoo-bevægelsen, der så dagens lys i forlængelse af de artige afsløringer på Fox News, er i min optik gået alt for vidt, men at den ikke udspringer af ingenting, er ”Bombshell – opgørets time” en særdeles fin dokumentation for.

 

Alt i alt tankevækkende underholdning, der kaster grelt lys over magtforhold, seksualitet og begæret efter berømmelse.

Længde: 109 minutter

  • Medvirkende: Charlize Theron, Margot Robbie, Nicole Kidman, John Lithgow m.fl.
  • Instruktør: Jay Roach
  • Manuskriptforfatter: Charles Randolph
  • Censur: 7 år
  • Premieredato: torsdag d. 27. februar

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…