Professor Jakob Skovgaard-Petersen (herefter blot Jakob) har lige udgivet bogen ”Muslimernes Muhammed – og alle andres”. Jeg har ikke læst den, men vil alligevel tillade mig at forholde mig til den på baggrund af Jakobs præsentation af den i Deadline 30.10, hvor journalist Steen Nørskov behandlede den fine og dueblå professor så respektfuldt, at han ikke fandt anledning til at stille eet eneste kritisk spørgsmål.
Som det fremgår af titlen behandler Jakob i sin nye bog Muhammedskikkelsen. Men problemet er, som han også selv gør opmærksom på, at vi intet ved om den historiske Muhammed. Vi kender ham udelukkende i den skikkelse, som Uulama, dvs islams lærde, gradvist opbyggede efter profetens død. Der er givetvis historiske træk i deres muhammedkonstruktion, men dem finder vi aldrig ud af. Den historiske Muhammed finder hverken vi eller muslimerne nogensinde tilbage til.
Men de lærdes fiktionsskikkelse er også alt rigeligt for både os og muslimerne, for det er denne skikkelse, der står i islams centrum. Det er mytens Muhammed, som den muslimske ummas medlemmer i dag forholder sig til og kopierer i et og alt. Han er beskrevet i Koranen og Hadith, hvor sidstnævnte er langt den vigtigste og også den mest omfattende. Her bliver muslimer gjort bekendt med, hvad der var profetens gøren og laden. Hans sædvane tjener som en rettesnor for dem i alle livets forhold. Det er religiøs pligt for muslimer at handle på samme måde som profeten.
Mytens Muhammed står for en misogyni af verdenshistoriske dimensioner undertrykker sine omgivelser og stiller krav om, at alt og alle skal underkaste sig islam.
Jakob prøver, som den islam apologet han er, at forsvare denne skikkelse:
Han henviser for det første til det spanske ummayade kalifat i Cordoba, hvor den muslimske sultan skulle have udvist tolerance og åbenhed, men argumentet er hult, for det i dag afvises i dag af stadigt flere som slet og ret en myte.
Derudover jævnfører han Koranen med Biblen, hvor han påpeger, at der jo også i Biblen findes tekster båret af perversion og misogyni, hvilket imidlertid ikke har ført til krav om fordømmelse af det jødiske og kristne samfund. Men han glemmer her elegant, at der ikke findes statssamfund i den kristne eller jødiske verden, der som Saudi-Arabien har Koranen, dvs de religiøse tekster, som grundlov.
Endelig fremfører han, at islamkritikkere, der læser teksterne i Koran og hadith bogstaveligt er fundamentalister. Og den er jo god, fordi han så udmærket ved, at alle er kede af at blive kaldt fundamentalister.
Titlens sidste led
Men værst er titlens sidste led: ”og alle andres”. Jakob hævder her, at vi alle er nødt til at træde i forhold til Muhammedskikkelsen. Han er ikke til at komme uden om for nogle. Og noget er der jo om det! Vi har gennem den massive muslimske migration fået profeten tæt på. Og vi får jævnligt hans nærvær at mærke, fordi muslimer i den vestlige verden insisterer på, at vi skal opgive vores ytringsfrihed og vestlige levevis, fordi den er uforenelig med islams sharia (lov). Det er et stift stykke at skulle huse gæster, der, når de træder ind i huset, kræver, at det er dem, der skal bestemme musikken.
Men Jakob opfordrer os ikke desto mindre til her midt i Muhammedkrisen og islams trussel mod vores ytringsfrihed at springe ud i det uundgåelige og gøre Muhammed til vores allesammens. Og svaret på denne kvalmende opfordring er et ”aldrig i livet”. Muhammedskikkelsen bliver aldrig vores, uanset hvor meget vi så tolker på det. For han og hans styre er en fornægtelse af alt, hvad vi som samfund står for. Muhammed skal vi ikke træde i forhold til. Ham skal vi af med!
Hvor er muslimerne?
Jakobs argument for, at vi må træde i forhold til Muhammed er, at det skylder vi de mange muslimer, der lever som os og er velintegreret. Det er et til kedsommelighed gentaget argument. Men hvis det hr noget på sig, hvor er de så henne nu, hvor danske lærere bliver truet med, at de kan få halsen skåret over? Hvor er deres klare afstandstagen fra imamernes manipulation og fortielse?
Og hvis muslimer virkelig var så integrationsvillige og parate til at respektere det danske samfund og dets værdier, hvad er så forklaringen på, at den eneste folkelige bevægelse i den muslimske verden, Det Muslimske Broderskab. er rubriceret som en terrororganisation, der går ind for sharia og den fuldstændige nedkæmpelse af vesten?
Universitetets islamapologeter
For mig at se er en ubehagelige sandhed, at Jakob er sammen med et flertal af statsligt betalte ”islamforskere” er illoyal. Han betragter det som sin opgave at prøve at bortforklare almindelige menneskers frygt for, at islam er en fjendtlig magt.
Jakob har sammen med de fleste andre islamforskere valgt side. De afviser forskningsresultater, som Højrefløjen kan anvende i sin argumentation mod den islamiske indvandring. Parolen synes at være: PAS PÅ HØJREFLØJEN!
Svend Lindhardt
