Forholdet mellem politik og ekspertise – med Coronakrisen og Inger Støjbergs sag som eksempler

Mette Frederiksen, Søren Brostrøm, Kåre Mølbak

Af Kai Sørlander

 

Her under corona-krisen har forholdet mellem den politiske myndighed og den faglige ekspertise været et centralt tema. Specielt fordi den socialdemokratiske regering valgte at køre en strammere nedlukningslinje end den, som eksperterne fra både Sundhedsstyrelsen og Statens Seruminstitut anbefalede.

 

Der kan være forskellige meninger om regeringens kurs. I bagklogskabens lys ser det umiddelbart ud til, at vore hjemlige eksperter var for optimistiske. De overdrev troen på, at man kunne skabe flokimmunitet, og de underdrev sygdommens langsigtede konsekvenser. Men hvad man end mener om klogskaben i regeringens beslutning og om holdbarheden i eksperternes oprindelige vurdering, så er der én ting, der bør stå fast. Det er forholdet mellem det politiske niveau og den faglige ekspertise.

 

Det er politikerne, som skal tage beslutningen om, hvad der skal gøres, på baggrund af eksperternes rådgivning om de sandsynlige konsekvenser af forskellige mulige handlemåder. Derunder er det politikerne, som skal beslutte, hvilke risici man vil løbe i forhold til de forskellige scenarier. Og hvis eksperterne er uenige, er det politikerne, som skal tage beslutning om, hvilke eksperter de finder mest troværdige.

 

Når det er politikerne – og ikke eksperterne – som skal beslutte, hvilken politik der skal føres, så hænger det sammen med, at det er politikerne, som står til ansvar for befolkningen. Det er dem, der vælges til at tage politiske beslutninger på samfundets vegne. I og med at politikerne står til ansvar for befolkningen, er det befolkningen, som får det egentlige ansvar. Og ligesom politikerne må bruge den viden, som de får fra eksperterne, i deres vurdering af, hvorledes de konkret skal lovgive, så må befolkningen også kunne bruge eksperternes viden i deres vurdering af, om politikernes lovgivning er holdbar – eller om de skal vælge nogle nye politikere.

 

For at den demokratiske frihed kan være reel, er det helt afgørende, at politikerne står til ansvar for befolkningen. At det altså er befolkningen, som skal dømme, om politikernes lovgivning bør stå fast. Det kræver, at man har en oplyst befolkning; men det er også demokratiets fornemste opgave at danne og uddanne en sådan befolkning.

 

På den anden side betyder det, at politikerne står til ansvar for befolkningen, at de ikke står specielt til ansvar for eksperterne. I et demokrati må eksperterne – når de har givet deres råd – også blot finde deres plads som en del af befolkningen. Det er ikke eksperterne, som skal have magt til at afsætte politikerne, hvis de finder, at politikerne tager forkerte beslutninger. Det er befolkningen som helhed, der skal have den magt gennem de demokratiske procedurer.

 

Dette gælder i det sundhedsfaglige tilfælde, som her under corona-krisen. Eksperter skal rådgive, men ikke tage politiske beslutninger, fordi de ikke står til demokratisk ansvar. Her har vi et eksempel på en politisk korrekt procedure, som burde gælde alment for forholdet mellem politikere og eksperter i et demokrati.

 

Men desværre har vi oplevet en udvikling, hvor særlige ”eksperter”, som ikke står til demokratisk ansvar, har fået magt til at tage politiske beslutninger, som de ikke står til demokratisk ansvar for, og som kan være skæbnesvangre for demokratiet. Denne udvikling har fundet sted, i og med at vi har bundet os til internationale konventioner som Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, flygtningekonventionen og FN’s børnekonvention, og fordi vi har givet domstole ret til at bestemme, hvorledes disse konventioner skal tolkes. Dermed har vi sat demokratiet og den folkelige ansvarsudøvelse ud af kraft. I stedet for at politikerne står til ansvar for befolkningen, står de nu til ansvar for, om domstolene finder deres politiske beslutninger konventionsmedholdelige. Dermed er befolkningen reelt sat under politisk administration af domstolene.

 

Dette har medført, at spørgsmål, der er uhyre centrale for en sekulær demokratisk samfundsordens evne til at opretholde sig selv, er blevet taget ud af den egentlige demokratiske beslutningsproces, og i stedet lagt i hænderne på domstole. Det gælder helt centralt for asylpolitikken. Hvis folk kan søge asyl, så er det i sidste instans domstolene, der bestemmer; og den demokratiske diskussion af asylmodtagelsens sociale konsekvenser undertrykkes og ignoreres. Det gælder også for spørgsmålet om religionsfrihedens grænser. I et demokrati må det være et helt centralt politisk spørgsmål, hvorledes man skal tolke det muslimske tørklæde: om det skal tolkes som et rent religiøst symbol, eller om det skal tolkes som et politisk symbol, som implicerer tilslutning til sharia-loven. Der er ikke noget i definitionen af religionsfrihed, som indebærer, at man kan afgøre dette spørgsmål uden at tage en politisk beslutning. Alligevel har vi ladet domstole afgøre det, som om der var en demokratisk neutral løsning.

 

Dette har skadet vort demokrati på to niveauer. For det første har det skadet den egentlige demokratiske debat om asylspørgsmålet og om religionsfrihedens grænser. Den demokratiske debat blev gjort betydningsløs, fordi en domstol kunne monopolisere svaret. For det andet har det skadet vort demokrati reelt, fordi domstolene har påtvunget samfundet politisk naive løsninger. De har påtvunget demokratierne en asylpolitik, som mange var imod, og som måske er uholdbar, når konsekvenserne viser sig. Ligesom de har påtvunget demokratierne en anerkendelse af sharia-loven, hvis konsekvenser vi heller ikke kender.

 

Jura og politik i sagen mod Inger Støjberg

Og nu står vi med en ny sag, der involverer forholdet mellem jura og politik, nemlig sagen imod Inger Støjberg. Substantielt drejer det sig om, hvorledes vi her i landet skal forholde os til ægtepar, som søger asyl, og hvoraf mindst en af parterne er mindreårig. Støjberg er anklaget for at have krævet, at sådanne par skal adskilles af hensyn til de normer for ægteskab, som gælder her i landet. Det hævdes, at Støjberg hermed har overtrådt en lovfæstet ret til, at sagerne skulle prøves individuelt. Grundlaget for denne ret skulle ligge i den almindelige asyl- og forvaltningslovgivning samt i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s børnekonvention.

 

Når jeg ser på disse retskilder, så kan jeg primært se, at man skal ind og foretage en afvejning af de forskellige kilder i forhold til hinanden, og at der ikke er noget entydigt svar på, hvad der skal være trumf. Derfor indebærer afvejningen en politisk vurdering. Ligesom det kræver en politisk vurdering at afgøre, hvilken vægt hensynet til de gældende normer i Danmark skal have. Altså bliver spørgsmålet om, hvorvidt sagerne skal prøves individuelt, i realiteten genstand for en politisk vurdering. Og denne vurdering bør derfor overlades til den demokratiske selvrefleksion.

 

Som følge heraf kan jeg udmærket anerkende, at man kan være politisk uenig med Inger Støjberg, og at man kan søge at imødegå hendes politik med demokratiske midler. Men jeg anser det som en demokratisk fejltagelse at ville gøre sagen til et juridisk spørgsmål, hvor man bilder sig ind, at der kan og bør drages en juridisk entydig løsning ud fra de foreliggende retskilder. Og hvor man sætter os som demokratiske borgere under administration af juridiske eksperter.

 

Skal vi bevare demokratiet, så skal vi lære at forstå, at politik skal diskuteres og kritiseres som politik, hvor det er demokratiet, som er den ansvarlige instans: politikerne under ansvar for borgerne. Og hvor det ikke er særlige eksperter, af hvilken kategori de end måtte være.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…