Fascismen i Italien og dens fortolkninger

Hvad dækker begrebet fascisme, som vi dagligt hører brugt som skældsord af det politisk korrekte skrålekor mod deres politiske modstandere? Og ved de, der råber deres vrede ud, hvad begrebet dækker? Jeg mener svaret er nej. Fascismen er i dag en kliché, som mange har en passioneret, irrationel opfattelse af snarere end en kritisk og intellektuel holdning. Derfor skal der om den vanlige banalisering og sammenstilling af Mussolinis sorte og Hitlers brune terror her kun bemærkes, at bevægelserne var forskellige med forskellige målgrupper. Jeg vælger derfor at holde mig til Mussolinis fascisme i Italien.

 

Fascismen i sin tid 

Fascismen var en strømning i 1920’s og 30’s Europa, som i forskellig grad kom til udtryk i de enkelte lande. En noget diffus størrelse var det, hvis oprindelse der i tidens løb har været delte meninger om, dog bortset fra de vigtigste karaktertræk nemlig, at den var national, førte sig voldeligt frem, og afviste det parlamentariske demokrati, som den ville omstyrte om nødvendigt ved vold. 

 

Almindeligvis forstås fascismen som en ideologi med rødder i datidens liberale system, som på det tidspunkt var  i opløsning i Italien. Også Ernst Nolte, tysk filosof og historiker, så fascismen som en anti-marxistisk bevægelse, der ikke ville være opstået uden truslen fra bolchevismen. 

 

Ifølge Zeev Sternhell, historiker og førende ekspert i fascisme, fastslår analyser af nyere dato dog noget andet nemlig, at fascismen var en variant af en national, ortodox socialisme, der havde staten som kult, og at den således ikke tog sit udgangspunkt i tidens “Højre”, men i marxismen, der med sit socialistiske program forsøgte at vinde masserne i de voksende industrialiserede bysamfund. Selv mener han, at det var krisen både i det liberale demokrati og hos socialisterne, der banede vejen for fascismen, og at fascismen var en revolte mod overklassen og plutokratiet, deres moralbegreber,  socialpolitik, struktur og livsstil. Fascismen bør dog ikke ses som en slags gensplejsning af marxismen i krise, påpeger han, selv om fascismen til dels hentede sin næring fra denne krise. 

 

Alain Renault, fransk journlist, kommer ind fra en anden kant i sit forord i Noltes bog. For ham var det liberale system simpelthen en forudsætning for fascismens opståen, hvis afvisning af det parlamentariske demokrati var det vigtigste element. Det var nemlig på det tidspunkt, hvor erhvervslivet, intellektuelle og tidligere folk fra hæren for alvor begyndte at efterlyse en person, som kunne sætte en stopper for usikkerheden og det politiske rod. 

 

Der synes således ikke at være helt enighed om, hvor fascismen tog sit udspring, men den overvejende opfattelse er, at fascismen kort fortalt var en sammensmeltning af revolutionære syndikalister, socialister og nationalister. 

 

Kort historisk baggrund

I 1915 gik Italien på trods af manglende opbakning i befolkningen ind i 1. Verdenskrig på fransk britisk side mod Tyskland og Østrig. Beslutningen om deltagelse blev truffet af regeringen Salandra-Sonnino trods modstand fra præsident Giolitti, da han var tilhænger af demokratiet. Mussolini, der var blevet ekskluderet af det ultra revolutionære socialistparti, fordi han gik imod partiets neutralitetspolitik, stiftede i I919 sit fascistiske parti Partito Nazionale Fascista. I 1921 blev hans parti valgt ind i parlamentet, og  fra 1922-43 var han Italiens leder, hvor han styrede landet med hård hånd. Han afviste demokratiet, som i øvrigt ikke på det tidspunkt var en hel klart defineret størrelse i Italien med stor analfabetisme. Mussolinis vej til magten kunne dog have været forhindret, hvis Giolitti havde besluttet at knuse den unge fascistbevægelse med  militær magt. Men han støttede fascisterne af frygt for socialisterne, som havde været en trussel i det første efterkrigsår (1919-1920) og som formodentlig ville have vundet i styrke ved fascismens fald. 

 

Den største udfordring for det liberale system i mellemkrigstidens Europa var den  sejrende bolchevisme i Rusland, og i flere lande opstod der  fascistisk orienterede oprørsgrupper, hvor deltagerne hentede deres energi fra dybe lag i samfundet. Fra 1924 til 30 havde det været et nationernes Europa, men da Hitler overtog magten i Tyskland, tog  historien en anden fart, som vi ved. 

 

Også Mussolini, der drømte om det Romerske Riges storhedstid, var begyndt at genere naboerne med sin emigrationspolitik bla. i Tyrol. Dette rejste international vrede, og flere så det i vid udstrækning som synonymt med kommunismen. Herefter var international politik nu delt op i to hårde fronter, nemlig fascisme og dens modstandere, og det var under disse forhold anden verdenskrig brød ud. I 1939 indgik Italien en forbundsaftale med Tyskland i Berlin under overværelse af Hitler.

 

Læs også
Forfatter med arabisk baggrund har skrevet en kritisk bog om islam – men den har hans forlag nu afvist at udgive med en opsigtsvækkende begrundelse

Den fascistiske doktrin

Staten er over alt og alle. “Ingen stat, ingen nation”, bekræftede Mussolini i 1924.  Folket blev betragtet som masser ikke som individer, og folket skulle afgive magt til én ubestridt leder. Kun en stat kunne give et folk de nødvendige  rammer med autoritet, orden og retfærdighed. Nationen skulle dyrkes som en stærk og skabende kraft, og vold blev anset som et legitimt politisk middel endda med moralsk opbyggende effekt. Dertil kom opdragende propaganda bla. om æresbegreber og organisering af masserne blev et vigtigt omdrejningspunkt. 

 

Fascismen, som var en udløber af krigen 1914-18, bestod i første omgang af gamle kombattanter, hvoraf mange af dens ledere havde været før-krigs socialister og revolutionære fagforeningsfolk, men fascismen rekrutterede også sine ledere fra overklassen. Det kan synes paradoksalt, men fascisterne blev for en stor del støttet af de store jordbesiddere og industrien, da Mussolini ikke gik til angreb på kapitalen og den private ejendomsret. Dertil kom opbakning fra unge med våben, som bar sorte skjorter, og som var parate til diverse former for hærværk, vold og endda mord. 

 

Det er korrekt, at den italienske fascisme var en vigtig inspirationskilde for den tidlige tyske nazisme, og tankesættene var dermed beslægtede. Nazismen skilte sig dog hurtigt ud  fra fascismen ved sin antisemitisme. Den italienske fascisme var nemlig ikke oprindeligt antisemitisk, før den indgik i Stålpagten (forbundsaftale mellem Tyskland og Italien indgået i 1939). Da havde fascismen eksisteret i 20 år.

 

Konklusion

Forvirringen om fascismen er stor, og måske er de modstridende fremstillinger af den grunden til, at denne bevægelse uden skelen til datidens forhold bliver forsøgt overført til nutiden, hvilket jeg mener er nonsens. Fascismen opstod under andre forhold end dem, som gør sig gældende i nutidens Europa, men skulle man drage en parallel mellem dengang og nu, kunne det være det voldelige element, som tiltrækker grupper blandt socialisterne i dag plus de totalitære samfund, der vokser frem  i Europa. Derfor er den blevet et taknemmeligt våben hos gadens skrålhalse og andre, hvis historiske viden og interesse er begrænset, men hos hvem volden finder genklang. Og stoffet er ikke let tilgængeligt. Den bog, som jeg synes kommer med den bedste forklaring af de materialer jeg har støttet mig til, er Ernst Noltes nedennævnte bog fra 1966 med et glimrende forord af Alain Renaut.

 

Kilder: Zeev Sternhell: “Ni droite ni gauche”, Albin Michel: “Socialisme et Fascisme: une mème famille?”. Ernst Nolte: “De fascistischen Bewegungen”, oversat til flere sprog. Evola: “Il fascismo visto dalla Destra” oversat til flere sprog. Wikipedia.


 

Læs også
Fascister, nazister, racister og højrenationalister

 

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…