EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, fremlagde i går et forslag til en gigantisk EU-hjælpepakke, der skal støtte de medlemslande, der er særlig hårdt ramt af corona-krisen. Det drejer sig frem for alt om Italien og Spanien.
I debatten om hjælpepakken har Danmark været del af en gruppe på fire EU-lande, der er blevet døbt ”de sparsommelige fire” (”the frugal four”), fordi de kræver en markant begrænsning af udgifterne til hjælpepakken. Udover Danmark drejer det sig om Østrig, Holland og Sverige.
Fire alvorlige problemer
Ursula von der Leyens forslag imødekommer på ingen måde holdningerne hos Danmark og de andre tre ”sparsommelige”. Tværtimod har Danmark grund til at være særdeles skeptisk over for Kommissionens udspil.
Det er der fire grunde til:
For det første vil udspillet give væsentlig mindre magt til nationalstaterne og mere magt til EU.
For det andet vil udspillet betyde en voldsom forøgelse af EU’s udgifter. En betydeligt større andel af de danske skatteyderes penge vil blive slugt af EU.
For det tredje er det særdeles usikkert, hvordan de øgede EU-udgifter skal finansieres.
Og for det fjerde lægges der op til, at et land som Italien, der notorisk har ført en uansvarlig økonomisk politik, kan modtage langt flere penge fra EU, herunder Danmark, uden at der er ordentlig kontrol med, hvordan pengene anvendes.
Der er i den grad brug for, at statsminister Mette Frederiksen kæmper for en begrænsning af EU’s magt og for en strammere økonomisk kurs. EU kan og bør give et bidrag til at hjælpe hårdt ramte lande som Italien og Spanien. Men disse lande skal også hjælpe sig selv ved nødvendige reformer.
Svimlende beløb
Ifølge EU-kommissionen skal hjælpen til de betrængte lande beløbe sig til i alt 750 milliarder euro (5.600 milliarder kr.). De to tredjedele skal falde som tilskud fra en ”genopbygningsfond”, mens den sidste tredjedel skal være lån.
Disse svimlende beløb kommer oven i det kommende almindelige EU-budget (2021-27), der ifølge EU-kommissionen skal have en størrelse på 1100 milliarder euro.
EU skal låne pengene til genopretningsfonden. Tilbagebetalingen af disse penge vil lægge beslag på en stor del af EU’s midler – i en størrelsesorden, som man ellers kun kender fra stærkt forgældede stater.
EU-skatter
EU kunne gøre noget ved dette ved at begrænse det almindelige EU-budget. Eller man kunne vælge at hæve landenes indbetalinger til EU over den nuværende grænse på 1 procent af bruttonationalindkomsten.
Men det sidste er blandt andet Danmark imod, og det første er andre lande imod. Så i stedet lægger EU-kommissionen op til, at EU fremover skal kunne udskrive sine egne skatter. Altså en markant forøgelse af EU’s magt.
Der tales blandt andet om afgifter på plastik, på CO2 og på digitale virksomheder. Det er foreløbig meget svømmende og en del af det kan næppe gennemføres. Men det er alvorligt, at man nu lægger op til selvstændige EU-skatter – og dermed tager et skridt mod en EU-stat.
De mange unionsbegejstrede EU-parlamentarikere gav da også stærkt bifald til denne del af Ursula von der Leyens tale. Men Danmark skal bekæmpe denne tankegang, der går i retning af at styrke EU på nationalstatens bekostning.
Problembarnet Italien
De fleste af de nye EU-penge skal som sagt gå til Italien og Spanien (til sammen 300 milliarder euro). Der vil være en kontrol med, om disse midler bruges økonomisk ansvarligt. Men denne kontrol ser ud til at blive helt utilstrækkelig. Især i forhold til Italien.
Man vil ikke stille de skrappe betingelser, som fulgte kriseprogrammet for Grækenland. Her blev pengene kun udbetalt skridt for skridt i takt med, at Grækenland levede op til kravene til reformer.
Udspillet fra EU-Kommissionen lægger altså op til, at Danmark skal betale en betydelig ekstra sum – uden at Italien og Spanien skal forpligte sig til en solidaritet med danskerne ved at holde styr på deres økonomi. Det duer ikke.
Men EU og det store Tyskland ønsker tydeligvis ikke at stille skrappere krav til Italien og Spanien. Specielt Italien er problembarnet. Det er der både politiske og økonomiske grunde til.
Der har længe været stor utilfredshed i Italien, fordi man har følt sig ladt i stikken af EU og ikke mindst Tyskland.
Proteststemningen i Italien har ikke kun politiske konsekvenser, men også økonomiske. Den gør det meget svært at gennemføre de økonomiske reformer, som skulle bringe landet på fode. Alt for længe har den italienske statsgæld fået lov til at vokse.
Samtidig har italienerne med god grund følt sig svigtede af resten af Europa, når det gælder den massive flygtningestrøm.
Mette F. må sætte hælene i
Italienernes vrede mod Tyskland og EU er brandfarlig. Merkel vil for alt i verden undgå at kaste benzin på dette bål. Derfor vil hun give Italien lempelige vilkår.
Men resultatet er altså dyre og centralistiske skattefinansierede EU-ordninger, uden at der er ordentlig kontrol med pengene.
Det vil give EU mere magt. Og de enorme økonomiske problemer i Europa får lov til at flyde.
Statsminister Mette Frederiksen må sætte hælene i – sammen med de østrigske, svenske og hollandske kolleger. De lande, der er i store problemer, skal udelukkende hjælpes med lån, som de så skal tilbagebetale. Og der skal være klare betingelser for at modtage hjælpen.