EU-projekt ramte plet i Frederikssund: Markant flere unge begynder på en erhvervsuddannelse

Tre års målrettet arbejde i et EU-projekt har gjort erhvervsuddannelser populære blandt unge i Frederikssund Kommune. Silotænkning er afløst af respektfuldt og effektivt samarbejde mellem erhvervsliv, kommune og uddannelsesinstitutioner.

 

Frederikssund Kommune er en af de danske kommuner, der haft størst held med at gøre erhvervsuddannelserne attraktive. I 2020 har 28,6 pct. af afgangseleverne fra grundskolen i Frederikssund Kommune valgt en erhvervsuddannelse, og dermed er kommunen rykket op blandt de 15 kommuner, som er bedst til at trække unge til erhvervsuddannelser – og er allerede nu meget tæt på Danmarks uddannelsesmål på 30 pct. i 2025.

 

Årsagen er tre års markant indsats af et strukturfondsprojekt, FUEL (Før Under Efter Læringsmiljøer), der er støttet med 9,3 mio. kr. af EU’s Socialfond. Projektet er sat i søen for at øge optaget på erhvervsuddannelserne og for at sikre virksomhedernes adgang til faglært arbejdskraft i fremtiden. Og kombinationen af ekstra ressourcer fra EU, projektets ildsjæle og old school metoder har skabt en succeshistorie, lyder det fra virksomheder, uddannelser og Frederikssund Kommune.

 

Borgmester i Frederikssund Kommune John Schmidt Andersen (V) siger det således:

 

”I 2016 var ansøgningsprocenten til erhvervsuddannelser på 19,5 pct., så det er tydeligt, at opstarten af FUEL i 2017 har skabt en positiv udvikling på området.”

 

En evaluering af projektet kalder det ”sandsynligt”, at FUEL er årsagen til, at tilgangen til erhvervsuddannelserne er steget til 28,6 pct. i 2020. FUEL-projektleder Andreas Bøhl Stenbæk-Larsen har svært ved at få armene ned over tallene:

 

”Vi kan naturligvis ikke tage hele æren for det, men der er virkelig arbejdet for sagen.”

 

Ud af siloen og ind i samarbejdet

Projektlederen lægger ikke skjul på, at det har været hårdt arbejde at nå dertil, og at parterne har brugt meget tid og megen energi på at finde hinanden. I dag taler parterne i projektet om, at der via FUEL-projektet er kommet et helt nyt samarbejde og vilje til dialog mellem det lokale erhvervsliv, kommunen og uddannelsesområdet. 

 

”Parterne kendte ikke hinanden på forhånd, fordi vi hidtil har arbejdet i hver vores silo. Men i FUEL fandt de en afgørende respekt for hinandens kultur og tempo. Vi fandt blandt andet ud af, at grundskolen skal have god tid, mens virksomhederne er klar til at rykke fra dag ét. Og alligevel har de fundet hinanden,” siger Andreas Bøhl Stenbæk-Larsen.

 

Heidi Post Dam, rektor for U/Nord Frederikssund og formand for Campus-rådet, er enig:

 

”Siloerne er brudt ned, og der er skabt en ny, gensidig respekt mellem uddannelserne, kommunen og erhvervslivet. Og så er erhvervslivet for alvor kommet ud af busken og har virkelig bidraget til udviklingen af ungdomsuddannelserne.”

 

I erhvervsforeningen Frederikssund Erhverv har rådgiver Hans Peder Wagner fungeret som bindeled til foreningens knapt 240 medlemsvirksomheder. Han er stolt af, at det er lykkedes at engagere så mange virksomheder i FUEL – fra de mindste til de allerstørste i kommunen.

 

”Erhvervslivet har selv bidraget til ”den brændende platform”, fordi vi år tilbage ikke rigtig tog del i kompetenceudvikling af arbejdsstyrken. I FUEL er det lykkedes at få erhvervslederne med ind i tankegangen og få arbejdet på tværs af siloer og direktioner,” siger Hans Peder Wagner.

 

 

Dialog mellem virksomheder og skoler

Virksomhederne har blandt andet taget initiativ til et ambassadørkorps af virksomheder, som kommer ud til skoleklasserne. Og det har været meget vigtigt, siger Heidi Post Dam, rektor på U/Nord:

 

”Grundskolen er fokuseret mod at aflevere de unge til gymnasiet og handelsskolen, hvor de skal bruge deres hoved og ikke deres hænder. Lærerne har ofte akademisk baggrund og kommer ikke fra en erhvervsskolebaggrund. Her har FUEL sørget for, at der er kommet nogle seje faglærte ud i grundskolen for at forklare, hvilke muligheder der er i erhvervsuddannelserne.”

 

Også på andre måder er eleverne og virksomhederne blevet synlige for hinanden igennem FUEL. Fx tager eleverne via Karriereagenterne ud og besøger virksomheder i Frederikssund-området. Tilbage på skolen skal eleverne fremlægge de uddannelsesmuligheder, der er på virksomheden – og virksomheden kommer og bedømmer elevens fremlæggelse.

 

”Det virker godt for en elev, at en virksomhed reagerer positivt på noget, som eleven har lavet. Og generelt virker det bare, når en tømrermester kommer ud på en skole og fortæller om, hvad en tømreruddannelse egentlig går ud på. Det er old school, men det har skabt en forbindelse mellem uddannelserne og den virkelige verden,” siger projektleder Andreas Bøhl Stenbæk-Larsen.

 

Eleverne deltager fx i ”Kloge Hænder”, hvor de unge ude på virksomhederne får mulighed for at prøve kræfter med forskellige typer håndværksfag – fra murer til smed og lagermedarbejder i Føtex.

 

”En af grundene til, at vi er gået med i Kloge Hænder, er, at vi har kraftigt brug for kvalificeret arbejdskraft, og en af måderne, vi kan få det på, er ved at få fat i de unge tidligt,” siger Peter Kyster, direktør i 3Byg, tag & facade.

 

Virksomhederne er også aktive på Campusdag XL, den årlige karrieredag for grundskole- og ungdomsuddannelses-elever, hvor ca. 2.000 elever møder virksomhederne. På grund af Covid-19-restriktionerne er Campusdag XL dog blevet aflyst i år.

 

FUEL viser markante resultater: På nogle skoler i Frederikssund Kommune svarer op mod 50 pct. af eleverne, at de har fået et bedre og mere positivt indtryk af erhvervsuddannelserne efter deltagelsen i FUEL. Også virksomhederne er begejstrede: Hver anden virksomhed har fået tættere samarbejde med erhvervsskolerne, og hver tredje virksomhed arbejder tættere sammen med grundskolen.

 

Men er opskriften virkelig så enkel – at uddannelserne og virksomhederne blot skal lære hinanden at kende? Ja, svarer Jakob Buus Møller Andersen, direktør i kursuscentret Bautahøj i Jægerspris, som har været dybt engageret i FUEL.

 

”Virksomhederne og udskolingen taler to forskellige sprog. Vores branche er præget af uforudsigelighed, og tingene ændrer sig hele tiden. Den forståelse havde lærerne ikke, men da vi fx havde været ude og lave mad sammen med nogle 7. og 8. klasser, fik vi en bedre forståelse for hinanden. Vi fik talt med lærerne, hvilket vi aldrig havde gjort, og det kan vi tilskrive FUEL.”

 

Det nye samarbejde er i hele processen blevet drevet af ildsjæle i FUEL, som er støttet med 9,3 mio. kr. fra EU’s Socialfond. EU-støtten og de ekstra hænder i FUEL har været afgørende ekstra ressourcer, siger Jacques Duelund Mortensen, afdelingschef i arkitektfirmaet Mangor & Nagel, Frederikssund.

 

”Virksomhederne har ikke budgetter til at kaste ind i noget, som ikke med sikkerhed kaster en ny opgave af sig. EU-støtten har skabt det nødvendige råderum, så projektet har kunnet forløbe på et meget højt niveau,” siger Jacques Duelund Mortensen.

 

Rektor Heidi Post Dam er enig:

”Det var aldrig blevet til noget uden FUEL. Der er blevet lagt et stort og vedholdende arbejde i udviklingen af projektet, og det havde vi aldrig haft muligheden for at drive med vores budgetter.”

 

Stor gevinst for virksomheder

Mange virksomheder, der har deltaget i FUEL-projektet, har fået sidegevinster ud af mødet med virksomhederne fra andre brancher.

”Det har haft kolossal værdi for os at sidde med i et netværk af virksomheder, som vi normalt ikke sidder til bords med. Mange flere har fået kendskab til os, siden vi gik med i FUEL, og vi oplever, at virksomheder hjælper hinanden med at rekruttere folk og skaffe boliger til medarbejdere,” siger Jacques Duelund Mortensen.

 

Det har desuden været afgørende for FUEL’s succes, at der med Campus Frederikssund er etableret en platform for erhvervsuddannelserne i Frederikssund, der har fået de unges opmærksomhed. Rektor Heidi Post Dam:

 

”Vi har nu et udbud af uddannelsesinstitutioner, som vi tror er attraktivt for vores bysbørn, og vi prøver at være attraktive sammen. Det er vigtigt, at vi i fællesskab er store, for ellers tager de unge til Roskilde, Hillerød eller andre byer. Samarbejdsfilosofien på Campus gør det nemmere at finde hinanden – ligesom når indkøbscentre åbner ved siden af hinanden.”

 

Jacques Duelund Mortensen, som har sin gang på Campus Frederikssund som en af FUEL’s mange campus-ambassadører:

 

”Frederikssund har fået en campus, der virkelig har skabt noget potentiale.”

 

Nyt projekt tager over

FUEL-projektet afsluttes i efteråret 2020. Derfor viderefører Frederikssund Kommune nu de gode erfaringer i et nyt projekt, MakerVærket, der i september startes af regionale partnere og interessenter. Projektet omfatter som noget nyt også de videregående uddannelser og kulturinstitutioner, bl.a. J.F. Willumsen-museet.

Borgmester John Schmidt Andersen (V) har store forventninger til MakerVærket:

 

”MakerVærket skal være et Maker Space for både grundskoler, ungdomsuddannelser, og virksomheder. En af grundstenene er den samarbejdsform, som vi har lært at håndtere gennem FUEL, nemlig den tætte kobling mellem virksomheder, uddannelser og kommunen. Det tætte samarbejde gør, at vi sammen kan styrke og kvalificere de unges valg af uddannelse, styrke virksomhederne i kommunen samt gøre både grundskoler og ungdomsuddannelser meget mere orienteret mod erhvervslivet.”

 

FAKTA OM FUEL

FUEL (Før Under Efter Læringsmiljøer) er et treårigt projekt, som skal få flere elever til at tilmelde sig og gennemføre en erhvervsuddannelse i Frederikssund Kommune. På længere sigt vil projektet give mere faglært arbejdskraft, der imødekommer virksomhedernes behov.

 

Projektet har skabt et tværgående, koordineret og forpligtende samarbejde mellem kommune, virksomheder/erhvervsliv og erhvervsskoler. Fokus i samarbejdet er den udvidede campus i Frederikssund.

 

Projektet blev indledt i juli 2017 og afsluttes i efteråret 2020. EU’s Socialfond har støttet projektet med 9,3 mio. kr. Projektet drives af Frederikssund Kommune, Frederikssund Erhverv og erhvervsskolerne TEC, SOSUH og U/Nord.

Læs mere om FUEL i Erhvervsstyrelsens projektdatabase

Læs mere på projektets hjemmeside

 

FAKTA OM EU’S SOCIALFOND

I perioden 2014-2020 investerer EU’s Socialfond, Regionalfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet. Socialfondsprogrammet for 2014-2020 er målrettet iværksætteri, uddannelse og social inklusion. Vi skal have flere nye virksomheder og en dygtigere arbejdsstyrke. Det er afgørende forudsætninger for at øget produktivitet, konkurrenceevne og vækst.

 

Derfor medfinansierer EU’s Socialfond projekter, der skal:

  • Øge iværksætteraktiviteten og sørge for vækstrettet kompetenceudvikling i små og mellemstore virksomheder
  • Fremme social inklusion – via særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, indslusningsforløb til arbejdsmarkedet og socialøkonomiske virksomheder
  • Styrke erhvervsuddannelserne, erhvervsfaglige uddannelser og videregående uddannelser

 

ERHVERVSSTYRELSEN

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…