Et modsvar til negativ individualisme  og et lyspunkt for alle ægte konservative    

Målet med dit liv er at realisere dig selv! Sådan lyder modernitetens 1. bud. Nej tak, svarer en ny bog, der begrunder, hvorfor mottoet skal have modspil.  

 

Rasmus Ulstrup Larsen: TIDENS TEGN. Hvordan frigørelse, individualisme og selvrealisering gør os til dårligere mennesker. Hæftet. 162 s. Vejl. pris kr. 250. Forlaget Munch & Lorenzen. Udkommet d. 6. marts 2020.         

 

**** fire stjerner ud af seks  

___________________________________________________________________

 

Undertitlen på Rasmus Ulstrup Larsens nye bog ”Hvordan frigørelse, individualisme og selvrealisering gør os til dårligere mennesker” angiver ærindet og den røde tråd i skriftet. Det er lidt af en påstand, men argumenterne står i kø for, at vor tids etiske grundsætninger: Det gode liv er det, du selv vælger, og hvis nogen står i vejen for din lykke og egeninteresse, så frigør dig – ved et nøjere eftersyn ikke er så attraktive endda.

 

I hvert fald er mange unge ulykkelige og ensomme. Det samme gælder tilsyneladende for mange voksne. Et stigende antal lever alene, og stadig flere kvinder får børn med sig selv – de såkaldte solo-mødre. Forfatteren ser det som et kæmpe problem, at vi i dag kan opnå det meste uden at gå på kompromis med andre mennesker: Planlægge vores arbejdsdag, dyrke sex med robotter og skride fra et ægteskab, der ikke lige lever op til forventningerne. 

 

To positioner står over for hinanden
Grundlæggende står to positioner over for hinanden, hvor menneskesynet skiller vandene: Den ene anser mennesket for at være et uafhængigt individ, hvis livsopgave er at realisere sig selv. Projektet lægger op til en radikal frigørelse fra sociale bånd og eksistentielle grundvilkår, og den grundlæggende logik er: Begrænsninger / grænser er noget skidt, ubetinget frihed er godt.  Selvrealisering som det moderne menneskes højeste mål.
  Forfatteren betegner positionen: Modernitetens etik. 

 

Dens modstykke er den kommunitaristiske etik, der opfatter mennesket som en integreret del af et fællesskab. Mennesket fødes ind i en given, partikulær kontekst, der er formet af de slægter, der er gået forud, af traditioner, af nationen og af familien. Fordi denne sammenhæng går forud for individet, er den enkelte forpligtet på den. 

 

Rasmus Ulstrup bekender sig til og forsvarer den sidste position. 

 

Citatmosaik
Et par citater fra bogen kan kaste lys over tidens credo: Hvis jeg har lyst, har jeg også lov – og hvorfor tage pligten på sig, hvis jeg ikke har lyst? 

 

”Velfærdsstaten fungerer (…) som en buffet af muligheder for forpligtelsesudlicitering af de nære relationer (…)” (s. 26) 

 

”(…) en iboende frigørelseslogik i vores velfærdssystem, hvor vi for alt i verden ikke må være bundet af hinanden for at komme igennem tilværelsen. ” (s. 29)

 

”I individualismens sejr har etikkens karakter ændret sig således, at det moralske ”Du skal!” er skiftet ud med ”Vælg selv, hvad du skal!” (s. 54) 

 

Feminismen får én på frakken
Den massive institutionalisering af vores børn i forbindelse med den såkaldte kvindefrigørelse bliver også taget under behandling med spørgsmål som: Hvorfor er arbejdslivet mere værdifuldt end familielivet? Hvorfor var det ikke kvinden, der trak det længste strå ved at kunne være sammen med sine børn, mens manden var bundet til at tjene penge? Hvorfor er samvær med sine børn det onde, at tjene penge det gode? 

 

Feminismen får én på frakken, for et kernepunkt i dens ideologi er ’en tvungen frigørelse af mennesket’. 

 

Et lyspunkt for alle ægte konservative
Rasmus Ulstrup Larsen har skrevet en rigtigt fin, lille debatbog, hvor min vurdering selvfølgelig ikke kan adskilles fra, at jeg er tæt på 90 procent enig med ham i såvel synspunkter som argumenter!  

 

En ekstra gennemskrivning af manus ville ikke være at foragte. Jeg plæderer ikke for pixibogs-lix, men en del at sætningerne ER meget lange og snirklede. Et enkelt eksempel må række her: ”Fælles for modernitetens udfordringer er derfor også, at når de skal findes i en individualiseringsproces, så sker der en eksponentiel vækst af udfordringerne, fordi vi tvinges til at beskytte os selv mod andres (manglende) fællesskabsindgåelse.” (s. 142-143). 

 

Der er også mange gentagelser, men de er til at leve med. Gentagelser fremmer som bekendt forståelsen. 

 

Alt i alt er der god grund til at være fornøjet over en præcis karakteristik af tidsånden, skrevet af en ganske ung mand, der på et meget tidligt tidspunkt i sit liv demonstrerer indsigter, (vi) andre har skullet bruge et langt liv til.
  Dermed bliver ”Tidens Tegn” et lyspunkt for alle ægte konservative, og her tænker jeg ikke på Det Konservative Folkeparti, der i den grad har solgt ud af arvesølvet. 

________________________________________________________________ 

Fakta

Rasmus Ulstrup Larsen (født 1990) er cand.merc.fil. fra Handelshøjskolen i København. Har arbejdet som gymnasielærer og er i dag politisk konsulent. Redaktør ved Årstidsskriftet Critique.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…