Lone Scherfigs nye film er et moderne eventyr

**** fire stjerner ud af seks  

 

Lone Scherfig (f. 1959) er uddannet på Københavns Universitet og Den Danske Filmskole. Hun har gjort en stor karriere som både instruktør på og manuskriptforfatter til mange spillefilm og fik sit gennembrud med ”Italiensk for begyndere”(2000). Siden er hun blevet kendt for bl.a. ”An Education” (2009),  ”Samme dag næste år” (2011) og ”Their Finest Hour” (2017). 

 

Jeg holder meget af hendes film, hvor mine favoritter er nævnt ovenfor, og selv om det seneste skud på stammen THE KINDNESS OF STRANGERS ikke kommer til at høre til yndlings-samlingen, er der tale om en fin, rørende og ikke mindst humoristisk portrættering af en gruppe mennesker, hvis skæbner flettes ind og ud af hinanden. 

 

Handling
New York City danner rammer om en række menneskers liv, hvis veje på forunderlig vis krydser hinanden. Umiddelbart er der noget taberagtigt over dem, men som historien udfolder sig, viser det sig, at de sammen vokser og finder håb og redning hos hinanden.  

 

En af dem er den unge mor Clara (Zoe Kazan), som er flygtet hjemmefra med sine sønner. Politiægtemanden (Esben Smed) er voldelig, og da volden også begynder at gå ud over drengene, får Clara nok. Hun er klar over, at hun må væk for at beskytte sine børn og fingerer en ferie i NY, men de barske realiteter i storbyen trækker hende langsomt ned mod bunden.
Al hendes snarrådighed, omsorg og handlekraft slår ikke til. For hvor og hvordan skal hun skaffe tag over hovedet og mad i munden til sønnerne og sig – uden job, uden uddannelse, med spærrede kreditkort og en edderspændtrasende mand på jagt efter hende?  

 

Kun venlige, og helt fremmede menneskers mellemkomst, forhindrer katastrofen. Blandt dem er Alice (Andrea Riseborough), der arbejder hårdt som sygeplejerske, men alligevel finder kræfterne i sin fritid til at agere amatørterapeut og frivillig i et suppekøkken for hjemløse. En anden er den nyligt løsladte Marc (Tahar Rahim), der har held til at få et tilbud som bestyrer af en russisk restaurant, ejet af den aldrende og excentriske Timofey (Bill Nighy). 

 

Denne restaurant skal komme til at spille en vigtig rolle i det videre forløb.  

 

Indbegrebet af en feelgood film
”The Kindness of Strangers” er indbegrebet af en feelgood film og baldrende urealistisk med sine mange skæbnetræf, uselviske næstekærlighed og undsætning i 12te time.
Men det gør ikke spor, fordi manus, som Lone Scherfig også har stået bag, (stort set) rider klar af sentimentalitet ved hele tiden at have kant og bid i sin beskrivelse af, hvor barskt det er befinde sig på samfundets bund. Ja, i det hele taget, hvor svært det kan være for nutidens mennesker at klare hverdagens stød og bump, hvis man ikke er født med en sølvske i munden.  

 

Humoren er Lone Scherfigs varemærke (et af dem) og løber som en vederkvægende understrøm hele filmen igennem, selv når det ser allersortest ud for den enkelte. Først og fremmest den altid velspillende Bill Nighy er suveræn i sin timing, mimik, gestik og underspillede fremstilling af figuren. 

 

”The Kindness of Strangers” kan genremæssigt placeres som et moderne eventyr, hvor alt falder på plads til sidst, som det skal. Først skal man gå så grueligt meget igennem, og så dukker en happy ending op – i denne fortælling, fordi mennesker stiller op for hinanden og tager ansvar.  

 

Det budskab er helt igennem attraktivt og opbyggeligt, når det som her er formidlet uden at lukke øjnene for bagsiden af medaljen – i form af menneskelig ondskab og tragedie. 

 

Længde: 116 minutter  

  • Medvirkende: Zoe Kazan, Andrea Riseborough, Tahar Rahim, Bill Nighy m.fl. 
  • Instruktør: Lone Scherfig 
  • Manus: Lone Scherfig 
  • Premieredato: d. 18. juni 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…