Hvorfor lider vi? Det ondes problem i kulturkritisk perspektiv – “et frit essay med lutter løse ender”

Forfatteren betegner sin lille bog som ”et frit essay med lutter løse ender”. Det har han helt ret i. Det er en meget ujævn bog, som man skal gå på opdagelse i for at finde guldkornene. 

 

Det er ellers et væsentligt, menneskeligt problem, Tornøe har kastet sig over: det ondes problem. Et problem, som har beskæftiget mennesket til alle tider, og som er blevet behandlet på mangfoldige måder. Hans tese er, at vi i dag har svært ved at forlige os med tanken om at være et offer for egentlige onde kræfter. Lidelse giver ikke længere nogen mening. Konsekvensen er, at vort liv derved bliver meningsløst. 

 

Jesus var ”a tough guy”

Præcist spiddes tidsånden, som kendetegnes ved dommedagssyge, medlidenhedskult og en navlebeskuende forurettethed. Lidelsen betragtes som en skandaløs krænkelse, som skal udbasuneres til alverden. Vi tåler så lidt og er ofre for alt muligt.

 

Tornøe giver et velgørende korrektiv til den meget udbredte sødladne opfattelse af Jesus. Nej, Jesus var nok en kærlig, men ikke nogen venlig mand. Han var en hård negl, som kunne mod- og udstå hvad som helst, fordi han var absolut uforanderlig. Han havde modet til at stå imod. Dén dyd har langt de fleste af os mistet, desværre.

 

Djævelen er som Inspector Columbo…

Der er mange kloge tanker om det ondes væsen. Det onde er først og fremmest en parasit på det gode, ude af stand til at bidrage med noget selv. Hvad skal et moderne menneske stille op med Djævelen? Det bedste, der måske nogensinde er sagt om Hans Majestæt Fanden, er Baudelaires udsagn: ”Djævelens største list er at have overbevist os om, at han ikke eksisterer”. Djævelen er som Inspector Columbo, der simulerer komplet inkompetence for derved at indgyde morderen en falsk fornemmelse af overlegenhed. 

 

van Goghs øre

Den berømte maler har lagt navn til et syndrom, som betegner en selvlemlæstende adfærd. Her får vi en for mig helt ny forklaring på, hvorfor van Gogh i 1888 skar sit højre øre af. Det var – påstår Tornøe – motiveret af hyperempati over for en vansiret stuepige på et bordel! Hvor han har fået den historie fra, fortæller han ikke. Læseren kan ikke lade være med at tænke: er det virkelig sandt?

 

Vestens masochistiske habitus

Man deler forfatterens undren over, at Vestens sønner og døtre altid er at finde foran U.S.A.s og Israels ambassader, men aldrig foran den kinesiske, russiske eller saudiarabiske. Den kulturelle masochisme er den postmoderne vesterlandske civilisations mest tåkrummende last. Den bygger på det kristne arvesyndsdogme, som altid står på spring for at påtage sig både individuel og kollektiv skyld. En som næstekærlighed kamufleret fejhed, der truer sindet med psykisk sammenbrud. Man kunne have tilføjet den meget aktuelle snak om racisme, som plager den offentlige debat. Én gang uproduktivt selvplageri. Vesten er ond, og derfor er det kun rimeligt, at vi lader os løbe over ende! 

 

Denne bog er ikke letlæst. Forfatteren pleaser på ingen måde sine læsere, og stilen virker gennemgående noget arrogant og intellektuelt opskruet. Hvem skriver han for? Absolut ikke for den forudsætningsløse, som hurtigt står af, da der afkræves en ikke ubetydelig indsigt i teologi og filosofi. Tornøe er bedst, når han bliver konkret – skriver om en bog, en film, en erfaring eller oplevelse, som belyser hans ærinde.  

 

Caspar Wenzel Tornøe, Hvorfor lider vi? Det ondes problem i kulturkritisk perspektiv.

Eksistensen 2020, 134 sider, 160 kroner.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…