Éric Zemmour har fået sin dom

Wikimedia Commens

 Bitten-Kirsti Nielsen

For læsere, der har fulgt lidt med i sagen om den franske essayist, journalist og forfatter Éric Zemmour, kunne det måske have interesse at vide, hvordan den sluttede. Zemmour er blevet idømt en bøde på 10.000 euro. Den kriminelle handling lyder på fremprovokation af had i forbindelse med en tale, han holdt ved et møde hos den politiske højrefløj i øvrigt for fulde huse.

Ifølge tilhørerne af talen, var den en klar, præcis og pletfri fremstilling af uafviselige kendsgerninger med referencer til historien.

Zemmour indledte sin famøse tale med at definere ordet progressisme som en guddommeliggjort materialisme, der hævder, at “mennesket er et udifferentieret, udskifteligt væsen uden køn, uden rødder, et væsen som er helt igennem konstrueret som Lego klodser, og som derfor kan ødelægges af verdensskaberen. Til eksempel nævnte han  jacobinismen, kommunismen, fascismen, nazismen, neoliberalismen og menneskerettighederne”. En sekulær mesianisme, kalder han begrebet.

Progressismen er det omnipresente frie ord spredt ved en magtfuld teknologi, som aldrig er set før i historien, men samtidig et repressivt instrument, der bliver mere og mere sofistikeret for at kunne udbrede censur.

På en måde er EU godt for samhandel mv., men efterhånden har den ekstreme venstrefløj tusket sin marxisme og klassekampens bønnesprog igennem for minoriteternes hellige sag, om de er seksuelle eller etniske.

Progressisme er i dag en revolution ført af dem, der hævder at kæmpe for frihed, men kun kæmper for deres egen vel at bemærke, og som altid skråler op om refærdighed, mens de forbyder andre at nyde samme frihed. En frihedsdræbende frihed.,  

Lige siden Oplysningstiden og den franske Revolution og  til den 3. republik med de radikale frimurere og op til i dag har der været den samme opfattelse af, at friheden var forbeholdt de rettænkende. Kun de rettænkende alene kan værdsætte friheden og bruge den. Kun de er værdige til at nyde friheden. Ifølge Robespierre må man dræbe de onde,  mens Lenin og Stalin tilføjede, at man også gerne måtte dræbe de gode.

Vi tror, vi er kommet fri af dette mørke spil, men vi er derimod kommet ind, og det er som om vore ledere har villet bevare demokratiet for bedre at kunne tømme det indefra.

Et hak i tuden på venstrefløjen var det vel, men om det indgik i rækken af krænkelser, skal her lades uvist. Zemmour gjorde sig derimod skyldig i at skelne mellem franskmænd og muslimer og i at betegne de muslimske indvandrere i Frankrig i anseelig grad som kriminelle og skyldige f.eks. i attentaterne i 2015, og ved at betegne dem som de nye koloniherrer. Sådanne bemærkninger udgør en både implicit og eksplicit diskrimination og had til muslimerne, mente anklagerne.

Zemmour  talte også om islamisk levevis, som franskmænd i dag opfordres til at underlægge sig, og han anklagede den franske stat for at være i gang med at udskifte det franske folk med et andet.

Zemmour påpegede, at indvandrerne i dag er kommer for at erobre Europa. Jamen det erkender de jo åbenlyst selv. Det er også sandt, at der sker en forbindelse mellem den stigende indvandring og den stigende kriminalitet med attentater i gaderne begået af folk, som råber had over de vantro.

Er denne melding at opfordre til had, eller er det rene ord for pengene, bliver der spurgt i en artikel? Og hvordan kan fakta opildne til had? Sandheden ansporer ikke til had, den gør fri.

Zemmour gjorde også gældende, at det var nødvendigt at undertrykke de “liberticide” (frihedsdræbende) love og genoprette de nationale preferencer, bevare Frankrigs ansigt, stille spørgsmål om fransk identitet. Og så stillede han det påtrængende, smertelige og væsentlige spørgsmål: Vil de unge franskmænd udgøre flertallet i Frankrig?

Fra de mange kommentarer til domsafsigelsen var der tak til Zemmour for et smukt bidrag, som aldrig burde have ført til denne dom, men burde være offentliggjort overalt.

Kilde: La Ripostes diverse artikler om sagen Zemmour samt hele hans tale.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…