Er danske banker tilstrækkeligt polstrede til at modstå corona-krisen?

Nationalbanken

Danske Banks generalforsamling tirsdag den 17. marts 2020 blev aflyst som følge af coronakrisen. Dermed er beslutningen om udbyttebetaling til bankens aktionærer udskudt. Bestyrelsen havde ellers lagt op til, at der skulle udbetales et samlet udbytte til bankens i alt 280.000 aktionærer – herunder A.P. Møller Holding – på: 7,3 mia. kr.

 

Danske Bank havde i 2019 et overskud på niveau med sidste år: 15,1 mia. kr.

 

Banken angiver selv at indtjeningen i væsentligt omfang kommer fra gebyrer og stiftelsesprovisioner m.v. i forbindelse med lånekonverteringer. Der var angiveligt også en god kundeudvikling og udlånsvækst på andre områder.

 

Kapitalkrav

Siden finanskrisen i 2008 er kapitalkravene til pengeinstitutter skærpet, men centralbankerne er optaget af at minimere risikoen for en ny finanskrise i stil med den, der ramte i 2008-2009, og efter deres opfattelse, var vi endnu ikke i mål, da coronakrisen brød ud.

 

De såkaldte Basel IV-reformer lægger op til nye internationale kapitalkrav, der meget nemt kan betyde, at de danske banker og realkreditinstitutter meget snart skal sætte væsentligt større beløb til side.

 

Ifølge Den Europæiske Bankmyndighed, EBA, vil en fuld implementering af Basel IV i gennemsnit indebære at kapitalkravet til europæiske banker øges med 24,4 procent.

 

I Danmark vil Basel IV indebære en regning på 78 mia. kr. til de store danske banker, når de nye regler er fuldt indfaset i 2027. Det har et ekspertudvalg under Erhvervsministeriet regnet sig frem til.

 

Det betyder, at de såkaldte SIFI-banker – som er for vigtige for det danske samfund til, at man kan tillade at de går ned – skal polstre sig med yderligere 78 mia. kr. over en årrække.

 

Modstand mod nye kapitalkrav

Pengeinstitutternes brancheorganisation, FinansDanmark, er ikke begejstret ved udsigten til nye kapitalkrav. Basel IV-kravene er efter FinansDanmarks opfattelse helt unødvendige, da danske institutter i dag allerede har polstret sig med mere end 100 milliarder kr. siden finanskrisen.

 

Baggrunden for øgede kapitalkrav

Den Europæiske Bankmyndighed og Basel-komiteen har næppe noget særskilt ønske om at genere den danske banksektor. Baggrunden for kapitalkravene er selvfølgelig de ubehagelige erfaringer fra finanskrisen i 2008.

 

Da finanskrisen bredte sig over hele verden, viste det sig, at bankerne gennemgående havde alt for stor gæld, alt for lille kapital og ingen ordentlig kontrol med de risici, engagementerne var forbundet med.

 

I årene op til 2008 havde mange pengeinstitutter gradvist sænket andelen af kernekapital i forhold til det samlede kapitalgrundlag. Gammeldags aktie- og ansvarlig kapital var afløst af forskellige kreative konstruktioner med en begrænset løbetid. Derfor skulle en vis del af denne ”quasi-kernekapital” løbende refinansieres. Under finanskrisen, opdagede pengeinstitutterne, at det var vanskeligt at refinansiere det supplerende kapitalgrundlag ved løbetidens udløb. Ikke mange havde under krisen appetit på at stille ansvarlig kapital til rådighed for nødlidende pengeinstitutter.

 

Mange banker kunne derfor ikke leve op til kapitalkravene og stod overfor truende insolvens. Den naturlige bankreaktion ville være at opsige lån og kassekreditter m.v. med katastrofale følger for mange især små og mellemstore virksomheder, og den økonomiske aktivitet i samfundet. Hvis ydermere en bølge af bankfallitter bredte sig i det finansielle system, ville det ikke kun betyde enorme tab for aktionærer og folk med andre former for ansvarlig kapital i klemme, men også sagesløse indskudskunder. I sidste ende ville en sådan situation lamme hele kreditformidlingen og dermed den økonomiske aktivitet i samfundet. Derfor måtte offentlige myndigheder i Danmark og i andre lande træde til med bankpakker m.v. for at reetablere bankernes kapitalgrundlag.

 

Bankpakker

I Danmark gav det anledning til en del debat, da den daværende regering lancerede den første af en stribe, bankpakker i efteråret 2008 for at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

 

Bankpakkerne indeholdt garantier for 3500 milliarder kroner, som blev spændt ud under de danske pengeinstitutter. Desuden indeholdt pakkerne statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

 

Med bankpakkerne blev skatteborgerne udsat for en enorm risiko. Alene Danske Banks balance var større end det samlede danske bruttonationalprodukt (I dag er Danske Banks passiver på over 3750 mia. kr. mens nationens samlede BNP er på 2300 mia. kr.).

 

Det lykkedes som bekendt at afværge det totale finansielle kaos, og det endelige regnskab viser, at staten faktisk tjente på bankpakkerne. Dermed kunne myten om, at bankerne tørrede tabet ved den finansielle krise af på staten og lod skatteborgerne betale regningen, til dels manes i jorden, men det bortforklarer ikke, at regeringen løb en enorm risiko.

 

Hvis det var gået galt, ville det have ført til, at Danmark regulært var gået bankerot ligesom i 1813.

 

Kriser koster på den økonomiske vækst

Det må ej heller glemmes, at Finanskrisen førte dansk økonomi ind i en dyb lavkonjunktur, som vi først for nylig er kommet ud af igen. En nylig analyse fra Nationalbanken viser, at finansielle kriser også har permanente nationaløkonomiske effekter, og vi kommer således næppe nogensinde til at indhente den økonomiske vækst, vi ville have haft uden finanskrisen.

 

Man kan håbe, at den danske økonomi og verdensøkonomien hurtigt kommer op i omdrejninger igen efter coronakrisen, men vi skal ikke regne med at kunne indhente de økonomiske tab vi påføres under krisen.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…