Enhedslisten udnytter minkavlernes desperate situation til forslag om forbud mod minkavl – men nu er Mette F. kommet dem i forkøbet

Ikke nok med, at statsminister Mette Frederiksen (S) grundlovsstridigt har dikteret, at smittefri minkbesætninger i Danmark skal slås ned.

 

Nu står Enhedslisten også klar i kulissen med et nyt beslutningsforslag om at gennemføre et totalt forbud mod minkavl i Danmark.

 

Men her kom Mette Frederiksen dem tirsdag eftermiddag i forkøbet.

 

Men lad os først lige tage den der med de smittefrie besætninger i og med, at befolkningen har fået indtrykket af, at danske minkfarme stort set alle er smittet med covid 19.

 

Det er langt fra tilfældet. Tværtimod.

 

Kun tyve procent af danske minbesætninger er smittede

Ifølge Miljø- og Fødevareministeriets opgørelse den 10. november 2020 klokken 13:30 er der i alt 1.140 minkbesætninger i Danmark, og af dem er de 237 smittede.

 

Det svarer til tyve procent af samtlige minkfarme i Danmark, men af hensyn til folkesundheden skal altså alle 903 smittefrie minkbesætninger også slås ned.

 

Det fastslog Mette Frederiksen gang på gang fra Folketingets talerstol under spørgetiden den 10. november, selvom hun samtidig erkendte, at hendes ordre var ulovlig.

 

Det virker vanvittigt, men er til gengæld sød musik i ørerne på støttepartiet Enhedslisten.

 

Genfremsætter forslag om forbud mod al minkavl i Danmark

I december 2018 fremsatte Enhedslisten et beslutningsforslag om at afskaffe al minkavl i Danmark over en femårig periode med udgangspunkt i 2019.

 

Forslaget blev under andenbehandlingen den 23. april stemt ned af samtlige partier minus Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Alternativet.

 

Nu genfremsætter partiet forslaget blot med den tidsforskydning, at regeringen skal tage initiativ til at afskaffe al minkproduktion i Danmark over en femårig periode med udgangspunkt i 2020.

 

I det nye forslag er argumentationen udbygget med corona-risiko, medens hovedparten af argumentationen kører på minkenes velfærd.

 

Således citerer man blandt andet i den forbindelse Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse, for i en pressemeddelelse at have udtalt, at:

 

”Spørgsmålet er, hvor længe man fra dansk side vil holde hånden under en produktion, som tjener penge på ringe dyrevelfærd og nu også muligvis udsætter mennesker for smitterisiko.”

 

Selv minks mentale tilstand bliver kontrolleret

Spørgsmålet om dyrevelfærd blev af gode grunde især centralt, da Enhedslisten havde sit oprindelige forslag til førstebehandling i Folketinget den 31. januar 2019.

 

Her pointerede Dansk Folkepartis daværende ordfører Karina Due blandt andet, at WellFur er en certificering, som kun godkender de minkavlere, der lever op til nogle meget, meget høje krav om dyrevelfærd.

 

”De kontrollerer en masse aspekter, og ud over de helt åbenlyse parametre som dokumentation, foder, bure osv., kontrollerer de også minkenes mentale tilstand, altså hvor trygge minkene er, hvor legesyge de er, om de er aggressive og sådan noget,” forklarede Karina Due og understregede:

 

”Det er det eneste sted, jeg, når jeg har været ude, har oplevet, at man har kontrolleret nogle dyrs mentale sundhed, og det må jeg indrømme at jeg faktisk var lidt betaget af. Hvis man havde det niveau inden for opdræt af alle dyrearter, ville jeg ikke have ret meget at lave som dyrevelfærdsordfører.”

 

Men nu vil regeringen forbyde al minkavl frem til 2022

Meget tyder imidlertid på, at Enhedslisten ikke kommer langt med sit forslag.

 

Mette Frederiksen er kommet dem i forkøbet.

 

Efter afslutningen i Folketinget af statsministerens spørgetime tirsdag, rykkede regeringen tirsdag pludselig ud med et lovforslag om forbud mod al minkavl i Danmark frem til 31. december 2021.

 

Det er således det lovforslag, der skal danne lovgrundlaget for nedslagtningen af de firs procent af samtlige danske minkbesætninger, der som nævnt ifølge Miljø- og Sundhedsministeriets opgørelse den 10. november er smittefri.

 

Hvordan Mette Frederiksen & Co. så forestiller sig, at der på ny skal genopstå en dansk minkproduktion i 2022, er noget af en gåde i og med, at man nu giver erhvervet dødsstødet ved også at forlange raske og smittefri avlsdyr nedslagtet.

 

Det er rent ud sagt at gøre tykt grin med de over tusinde minkavlere, som nu mister deres livsgrundlag uden en kinamands chance for at genoptage det, og som i 2019 eksporterede minkskind for intet mindre end 4,9 milliarder kroner ifølge Danmarks Statistik.

 

”Den røde diktator,” som den nordjyske minkavler Jens Jørgen Madsen udtrykte det om Mette Frederiksen i TV 2 i mandags.

 

Her kan du få aktuel opdatering om smittede og smittefri minkbesætninger fordelt på landets kommuner:

https://www.foedevarestyrelsen.dk/Dyr/Dyr-og-Covid-19/Mink-og-COVID-19/Sider/Kort-over-kommuner-med-smittede-minkfarme.aspx

 

Se regeringens lovforslag fremsat 10. november her:

https://www.ft.dk/samling/20201/lovforslag/l77/20201_l77_som_fremsat.htm

 

Og enhedslistens beslutningsforslag her:

https://www.ft.dk/samling/20201/beslutningsforslag/b24/20201_b24_som_fremsat.htm

 

Se også TV 2 med minkavler Jens Jørgen Madsen:

https://nyheder.tv2.dk/video/WjhEYTlLSmljS1BHc3lFTHhXY2FsN0w3QzFIYUFzcXg

 

Læs også:

https://denkorteavis.dk/2020/videoer-med-brutal-aflivning-og-levende-mink-paa-forbraending-nu-siger-dyrlaege-stop-og-har-anmeldt-foedevarestyrelsen-til-politiet/

 

https://denkorteavis.dk/2020/mink-gate-mogens-jensen-er-en-tikkende-bombe-for-mette-frederiksen/

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…