Direkte demokrati – som det fungerer i Schweiz

I disse tider hvor folkevalgte (eller udnævnte i EU) politikere har store problemer med loyalitet mod  deres vælgere, er det interessant at se på, hvorledes Schweizerne sikrer, at folkets ønsker tæller mere  end politikernes. Jeg henvendte mig derfor til Schweizer-ambassaden i Danmark og fik en udmærket  beskrivelse af deres system. Nedenstående er oversatte uddrag, med nogle af mine kommentarer, fra  denne pamflet. Fotos af dokumentets første og sidste side:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Demokratiets dybe rødder 

Det gamle Athen regnes som demokratiets vugge. Året var 594 før Kristus. Vælgerne inkluderede frie  borgere, men ikke kvinder og slaver. 

 

Det næste demokratiske system opstod i Rom 200 år senere. Det havde et monarkisk element i form af  to konsuler. En aristokratisk del i form af senatet og endelig folkeforsamling. Nogle hundrede år senere smuldrede disse institutioner og Cæsar overtog enevældig magt. (Fulgt af Augustus, som var en hård  hund, men bredt værdsat for sit lederskab.)

 

Gennem de følgende hundrede år smuldrede det romerske imperium og omfattende demokrati blev  først prøvet igen med “Bill of Rights” i England i 1689. Det var også begyndelsen til ‘Human Rights’  som via den amerikanske uafhængighed og den franske revolution kom til at danne ideologisk  fundament for det nuværende (representative) demokrati i de vestlige lande. 

 

Franske idéer i schweizisk udførelse 

Demokratiet i Frankrig blev ikke langlivet. Napoleon tog nemlig magten og kejserkronen. Men der var alligevel sået et frø, som ikke sådan lod sig fjerne. 

 

Schweizeren Jean-Jacques Rosseau havde nået at introducere ‘borger initiativ’ og grundlovsfæstede  referenda. Da Napoleon prøvede at skabe et sammenhængende Schweiz i år 1800 introducerede han  idéen om landsomfattende afstemninger. Og det er, rent praktisk, ikke nemt i uvejsomt land. Teknikken var at ‘valgforrettere’ blev udsendt til fods for at rådspørge hver sit ‘målområde’ om folks indstilling til  et antal spørgsmål. Resultatet af hver regions beslutning blev ned- og underskrevet og dokumentet  sendt retur til regeringsbyen med budbæreren. Selve ordet re-ferendum er latin og betyder ‘bringe  tilbage’. Napoleons nyskabelse blev langsomt etableret og først i 1848 blev en demokratisk grundlov  etableret ved referendum. Kanton for kanton, var det typiske mønster at landbefolkningen krævede  indflydelse og valg, medens den økonomiske og intellektuelle elite i byerne så det som urimelige krav  fra ‘bondeknoldene’. Dejá vue ? Først i 1847, efter en lille borgerkrig (150 døde soldater) blev systemet helt accepteret. 

 

Kantonerne skaffede sig udstrakt selvstyre. Man kunne passende bruge det gamle spejder-slogan “Du  gør dit, jeg gør mit og vi gør allesammen resten”. Hver kanton besluttede om detaljerne i sit  valgsystemet, men borgere kunne stadig ikke tage egne lovgivnings-initiativer. 

 

I seklets sidste halvdel blev systemet færdigbygget og inkluderede landsomfattende referenda samt  mulighed for borgerinitiativ ang. tillæg og ændringer i forfatningen. Desuden har hver kanton sit eget  flittigt brugte lokale system for besluttende borgerafstemninger om stort og småt. 

 

Tre grundelementer i direkte demokrati 

1) Enhver ny lov kan lægges ud til godkendelse eller afvisning hvis 50.000 vælgere kræver  folkeafsteming om loven. Det er hidtil sket ca en gang om året.  

 

2) Grundlovsændring, stor eller lille, kræver altid godkendelse ved folkeafstemning. 

 

3) 100.000 vælgere kan foreslå, og kræve afstemning om, ændring i forfatningen. Godkendelse kræver  flertal fra individuelle vælgere OG fra de 26 kantoner.  

 

Praktiske aspekter 

Muligheden for referendum bevirker at parlamentsmedlemmerne altid har borgernes forventede  synspunkter med i sine overvejelser. Ingen hovsa-løsninger. 

 

Et borgerinitiativ for grundlovsændring kan blive tidkrævende: Indledende bureaukrati plus  underskriftindsamling (18 måneder) kan tage op imod to år. Derefter har domstol og parlament 18  måneder til at eventuelt at ‘rette ind’ efter forslaget. Og til slut et par måneder for udsendelse og  indsamling af stemmesedler – også til schweizere som bor i udlandet.  

 

Selve afstemningen sker normalt ved post-udsendelse af stemmesedler. Svar afgives også per post.  Indenfor familien findes altså ingen valghemmelighed. I en del kantoner kan man dog også stemme per internet. Schweizerne kan altså godt finde ud af det tekniske. Når andre lande ikke kan, så er det nok  mest viljen som mangler. 

 

Referendum ang en nyvedtaget lov skal gå anderledes hurtigt. 100 dage fra den publiceres.  Initiativtagerne starter derfor forberedelse allerede medens det kontroversielle lovforslag behandles i  parlamentet. I referendum-sammenhæng er kun vælgerne indblandet – ikke kantonernes lokalstyre.  

 

Forskellige holdninger til direkte demokrati  

(Den aktuelle pamflet, p 15-17, afspejler en vis skepsis fra forfatterens (DJØF, den herskende klasse)  side. F.eks. at Schweiz i dag er et “moderne representativt demokrati” (p 15-17 Question of Balance).  Desuden er forslag om direkte valg af de 7 regeringsmedlemmer ‘heldigvis’ blevet afvist flere gange,  således at parlamentet beholder sin ret til at udpege regeringen. Forslag om borgerindflydelse på  militære udgifter er ‘heldigvis’ også blevet afvist.) 

 

I foråret 2016 stemte man om indførelse af ubetinget borgerløn i Schweiz. Forslaget blev afvist med  stor margin, men afstemningen havde alligevel været besværet værd, fordi borgerløn gennem flere år  havde været diskuteret verden over. 

 

Man kunne tænke sig at vælgerne blev trætte af alle disse afsteminger, men faktisk stemmer de fleste  kun i spørgsmål som interesserer dem. Så undgår man det moralske aspekt om afstemning som en  borgerpligt. Uinteresserede og uvidende vælgere føler sig ikke forpligtede til deltagelse. 

 

De schweiziske vælgere er generelt meget tilfredse med sit demokrati. Tilfreds, defineres som  bedømmelse mindst 7 ud af 10 mulige points. Målt på denne måde er 66% af de schweiziske vælgere  glade for sit system, sammenlignet med kun 25% til 37% af europæiske vælgere i Tyskland, Frankrig,  UK. I Danmark har de allerfleste vælgere grund til at være tilfredse med EU-forbeholdene som  gennemdrevs af vælgerne i opposition til stædige politikere. 

 

Bedømmelserne af det schweiziske system skifter stærkt: 

 

I halvfemserne udtalte økonomen Walter Wittmann at direkte demokrati og specielt  lovkorrektionsmekanismen ‘referendum’ var ansvarlig for landets ikke-deltagelse i EU og desuden ville ruinere dets økonomi. 

 

Hvorimod empiriske studier (Kirchgässner og Feld) viserat kantoner med stærkere direkte demokrati  har bedre økonomisk performance, mindre skattesnyd, lavere kantonal og kommunal gæld og billigere  offentlig service. 

 

Man kan også notere sig at Schweiz for nogle siden lod sin valuta flyde på markedet, hvilket førte til  stigning i vekselkurs og temporær ringere konkurrenceevne. Schweizerne blev rigere men deres  konkurrenceevne tog ikke varig skade. Måske justerede de deres lønninger noget nedad ? Det havde ikke været muligt med vore politisk aktive fagforeninger med tråde ind på Christiansborg.  Man kan også lægge mærke til, at langt de fleste schweizere har ganske normal levestandard. Deres  luksus er at være gældfrie. Rigmænd, banker og industri er koncentrerede i kanton Zürich.  Internationale organisationer har tusinder af velbetalte ansatte i Genéve.  

 

Stigende antal grundlovsforslag 

De første ti år efter indførelsen gennemførtes kun fem afstemninger. Senere, fra 1989 kom et boom og  hver dekade senere steg det. Mellem 2011 og 2017 blev det 35 afstemninger. Kun omkring 10% af  afstemningerne kommer igennem nåleøjet og godkendes både af borgere og kantoner. Alligevel er  politikere og partier ret tilfredse med systemet. Dels fordi det giver en stemme til  “underrepresenterede” grupper (ude på landet, fjernt fra regeringskontorer og medier ?) og dels fordi  det skaber offentligt engagement i politiske spørgsmål.

 

En af de værste internationale aftaler, nemlig Marrakesh, blev godt nok underskrevet af Schweiz, men  kun en lille bitte del af den, nemlig at man lovede at tage sig af blinde immigranter. Det var nok det  mindste man kunne komme afsted med og det meste, embedsmændene turde presentere for  schweizerne. 

 

Hvem har stemmeret 

På nationalt niveau har kun schweiziske statsborgere stammeret. Statsborgerskab kan tildeles efter 12  års ophold i landet, heraf mindst fem år i samme kommune. Schweiziske borgerne i hjemkommunen  stemmer om kandidatens ansøgning. På kantonalt niveau skifter afstemingsreglerne. De fleste tillader kun schweizere at stemme, men de frankofone kantoner, Jura og Neuchâtel, giver dog udlændinge med opholdstilladelse stemmeret i lokale spørgsmål. 

 

Seks gode råd for vellykket direkte demokrati 

1) Det skal være nemt. Underskriftindsamling 1-2% af vælgerne. Ikke 5% eller mere. 2) Der skal være tid nok. 18 måneder til at samle underskrifter for grundlovsændring, 100 dage for  referendum. 

3) Der skal være frihed. Identitetskontrol, ja. Politisk overvågning, nej. 

4) Ingen minimum stemmeprocent. Folk stemmer i de spørgsmål de finder vigtige.

5) Meget få restriktioner i emnevalg. Naturligvis fraregnet allerede underskrevne aftaler.

6) Bindende beslutninger. Ikke bare rådgivende uforpligtende gode råd. Det gider folk nemlig ikke. 

 

Nogle eksempler 

I 1992 krævede borgere straks-hjemsendelse af kriminelle asylsøgende. Parlamentet fandt dette ønske i strid med konventioner, som er tiltrådt af Schweiz. Initiativet blev afvist. 

 

16 år efter blev et borgerinitiativ vedtaget som krævede hjemsendelse med magt af kriminelle  udlændinge. Denne gang blev forslaget godkendt og senere folkeligt vedtaget. (Men måske var  borgerne også blevet mere vrede på det tidspunkt ?) 

 

Et borgerinitiativ kan sendes ud til afstemning hvis;  

1) det ikke strider mod schweiziske forpligtelser 

2) det kun handler om ét spørgsmål, 

3) afstemning ønskes af mindst 100.000 borgere. 

 

Spørgsmålet om udlændinge og immigranter har gennem årene optaget schweizerne meget. Siden 1860 har der været afholdt mere end halvtreds afstemninger om det. 

 

I 2014 vedtog en snæver folkemajoritet at Schweiz selstændigt skulle begrænse immigration. Dette  førte til stadige diskussioner med EU om fri bevægelighed. Tre år efter, i 2017, indgik parlamentet  alligevel en aftale med EU om fri bevægelighed á la Schengen. Schweizisk Folkeparti kaldte det  “Forræderi mod folkeviljen.” (Det er åbenbart meget svært for folkevalgte at sige ‘ja’ til folket som  valgte dem og ‘rolig nu’ til adelen i Bruxelles.)  

 

Pengene og politik 

Afstemninger og referenda koster dyrt i kampagnepenge. Loven kræver ikke offentlighed i hvorfra  pengene kommer. Dette forårsager regelmæssig kritik fra de europæiske vagthunde OSCE og  antikorruptionsenhed, GRECO. (Ser ud som et lysende eksempel på EU trang til at styre – også ikke medlemmer.) De tre største banker, fødevaregiganten Nestlé og forsikring Winterthur har dog alle  frivilligt offentliggjort deres bidrag. I efteråret 2017 er der søsat et borgerinitiativ som ønsker lys på  donationer over 10.000 CHF samt krav om offentliggørelse af partiers regnskaber og budgetter.

 

Stigende medindflydelse til borgere 

Den schweiziske tryksag taler om 113 lande som har lovgrundlag for at afholde folkeafstemninger. De  fleste afstemninger er dog på kommunal niveau og de største stater har dem slet ikke. Det drejer sig  om Tyskland, USA og Indien. Derimod tager regeringer ret ofte initiativ til at spørge borgerne til råds,  som f.eks. ved Brexit afstemningen. (Men det er altså en speciel gunst – eller grundlovskrav – som  vises borgerne.) Ikke borgerinitieret direkte demokrati. 

 

EU har en ordning kaldet “European Citizens Initiative” hvorved en million EU borgere kan kræve  folkeafstemning. Men ordningen har endnu ikke ført til resultater fordi de fleste EU borgere er uvante  med systemet, som desuden er meget bureaukratisk. Siden 2017 arbejder EU dog på at gøre systemet  mere brugbart. 

 

Hvem stemmer 

I praksis stemmmer folk kun på spørgsmål som interesserer dem. 70% af de gamle (over 70 år),  stemmer i regelen, medens kun 1/3 del af de unge under 25 år gør det. Denne alderskløft genfindes i  mange lande. For at bedre interessen vil mange reducere stemmeretsalderen til 16 år. Se  http://www.easyvote.ch 

 

Netbaserede afstemninger 

Kaldes e-voting. Blev introduceret på forsøgsbasis i de sene ‘nuller’. Ofte som tilbud til  udlandsbaserede borgere. 2019 venter man, at 2/3 af kantonerne kan stemme elektronisk. (Det kan  f.eks. nævnes at den landsomfattende forening DGI (Dansk Gymnastik og Idræt) bruger systemet  https://www.assemblyvoting.com/ med særdeles godt resulat.) 

 

Referencer 

https://www.swissinfo.ch/ Swiss Broadcasting Company 

http://www.easyvote.ch 

#deardemocracy 

https://wn.com/swiss_democracy == Meget omfattende 

https://www.assemblyvoting.com/ 

Generel info om Schweiz 

https://www.ch.ch/de/ === ret oplysende 

https://www.eda.admin.ch/aboutswitzerland/en/home.html 

http://www.people2power.info/ 

https://houseofswitzerland.org/ 

 

Citater fra Lars Tvede 

Lars Tvede er bosat i Schweiz og for øvrigt gift med Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund.  Tvede foreslår os at reformere velfærdsstaten og dermed også indvandringen til Danmark. I et opslag  på Facebook skriver han om sine erfaringer fra Schweiz gennem de seneste 25 år og konstaterer, at det er relativt nemt at få midlertidig opholdstilladelse i Schweiz. Tilladelsen fornys hver tredje måned, hvis man har forsørget sig selv, betalt sin skat og ikke har begået kriminalitet. Det tager pynten af lagkagen, og socialmisbrugere og kriminelle ryger hurtigt ud igen. Statsborgerskab er sværere at få og kan søges  efter 12 års bosættelse, de seneste fem år skal være i den samme kommune. Dertil skal man bestå en indfødsretseksamen og godkendes i sin kommune (typisk 2-3.000 indbyggere), ofte ved folkeafstemning. Det sidste ville være et chok i Danmark, hvor mange af os end ikke ved, hvad naboen hedder. Men på den måde, konkluderer Lars Tvede, »har Schweiz været rigtigt god til at tiltrække folk, der bidrager positivt til landet. Og god til at holde kriminelle og socialmisbrugere ude. Og særdeles  god til ikke at give statsborgerskab til folk, der ikke deler de schweiziske værdier«. 

 

Det schweiziske system lader til at være langt bedre gearet til globalisering end det danske, herunder mere modstandsdygtigt. Det fører angiveligt heller ikke til samme mistro mod fremmede. Men dets indførelse forudsætter et opgør med den danske universalisme og velfærdsstatens systematiske klientgørelse. Man kan håbe, men den politiske udviklingen går faretruende langsomt. Beslutninger tager lang tid fordi partierne først reagerer når stemmeantallet kommer i fare. Og det gør det jo kun hvert fjerde år.

 

 

Uddrag fra schweizisk officiel pamflet 2018 om “Moderne direkte Demokrati”. Denne  publikation på 36 sider kan hentes af enhver på den Schweiziske Ambassade i Danmark:  

Richelieus Allé 14, 2900 Hellerup Tlf. 33 14 17 96 

https://www.eda.admin.ch/copenhagen 

Federal Department of Foreign Affairs, FDFA. Bundesgasse 32 CH-3003 Bern

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…