Det Danmark vi kendte eksisterer ikke mere

foto: Steen Raaschou

Et tragisk endeligt for en forbryder i USA bevirkede, at forbryderen blev helgenkåret, og alle lande med en oprindelig hvid befolkning blev skyldige i mandens død.

 

På denne baggrund følte de med hudfarven sort/brun i mange nuancer, der har fået lov til at slå sig ned i europæiske lande, sig kaldet til at afholde demonstrationer. Rigtigt mange ”white folks”, som den Store Leder i Danmark kalder urbefolkningen, var så tynget af skyld over, hvad der var overgået en amerikaner i USA, at de også ville demonstrere for at sone deres skyld.

 

Da den Store Leder beordrede white folks ned bag ved demonstrationen, skrubbede de ud af syne. De blev også beordret til at klappe i. De var jo hvide og skulle derfor ikke råbe i kor med de sorte. Som dikkende lammehaler parerede de ordrer.

 

Folketingets talerstol

Engang stod vi i fare for at få en indhyllet islamist på Folketingets talerstol. I dag behøver den slags slet ikke være indhyllede.

 

Der må have gået et gisp gennem Folketinget under afslutningsdebatten, da Alternativets tidligere medlem Sikandar Siddique fra talerstolen opfordrede til et minuts stilhed i anledning af den nu helgenkårede forbryders død i USA. I klippet fra maratondebatten, der blev vist på TV, var det dog kun Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, man hørte tage til genmæle. Klippet viste desværre ikke ansigtsudtrykket på de øvrige partiers medlemmer. Mon de var lige så chokerede?

 

Det Danmark der var

Meget har over årene ændret sig i Danmark og bestemt ikke til det bedre. Det virker, som om den bedre tilværelse, vores forfædre ønskede for deres efterkommere, og som de i deres fattigdom arbejdede hårdt for at skulle lykkes, blev til skønne spildte kræfter.

 

Vi var et venligt, imødekommende og åbent folk. Og det tog den langt overvejende del af befolkningen en del år (andre er aldrig nået så langt) at erkende, at den fremtid med indvandring af kulturfremmede folk med en hidtil ukendt adfærd, som politikerne havde lagt til rette for det danske folk, var uden sidestykke og en stor ulykke. Vi skulle over årene blive vidne til brutale voldsorgier, der ikke sjældent endte i lemlæstelse eller død. Eller i heldigste fald med lemmerne i behold, men med et livslangt trauma.

 

Vi lærte, at det mindste pip af protest over de overfald, voldtægter og mord, vi blev udsat for, af politikerne blev udlagt som racisme, fascisme og fremmedhad. At blive udråbt som racist, hvad vi – med få brådne kar – aldrig har været, kunne splitte  familier og venskaber og også få konsekvenser for folks arbejdsliv og forskeres fondsansøgninger.

 

Politikerne havde hovedansvaret for, at forskellige instanser gik i gang med at true folk, der påviste, hvad der foregik i landet. Selvfølgelig vidste de det selv – helt blinde og døve var de vel ikke – men på bekostning af det danske folk valgte de at tilslutte sig godhedssegmentet.

 

Censuren, der ”ingensinde igen kan indføres” og den ligeledes grundlovssikrede ytringsfrihed måtte ofres. Det betød, at danskerne nu kunne dømmes for racisme, diskrimination og de såkaldte hadforbrydelser.

 

Og med støtte i Menneskerettighedskonventionen og dens utallige tillægsprotokoller og ændringsprotokoller samt Menneskerettighedsdomstolens aktivistiske domme, holdt de danske domstole sig ikke tilbage for at dømme deres landsmænd.

 

Fra udskamning til trusler om anmeldelse til socialforvaltning eller anholdelse tidligt om morgenen af bevæbnet politi, er efterhånden det nye Danmark.

 

Det gav den importerede offer- og krænkelseskultur yderligere blod på tanden. Nogle foretog politianmeldelser mod ”racisterne”, andre jamrede over ikke at være ”en ung blond pige”.

 

Det bliver værre og værre

Det er ikke kun i Danmark, befolkningen udsættes for de tilvandredes forbrydelser og (korporlige) krav om, at danskerne holder sig væk fra de disses overtagne territorier. Overalt i Vesteuropa sker det samme.

 

Hver gang vi tror, at nu kan det ikke blive værre, får vi endnu et par eksempler på den kultur, som politikerne har importeret. Selv holder de sig langt væk fra ”følsomme områder” og overlader til befolkningen at blive overfaldet, røvet, bestjålet, mishandlet eller slået ihjel med spark, kniv eller skydevåben.

 

Nanna, der juleaften på vej hjem med sin kæreste, fik smadret sit ansigt. Se her de latterlige milde straffe forbryderne fik og kun en betinget udvisning til den marokkanske statsborger.

 

En asylansøgers forsøg på voldtægt af 8-årig fik ikke ret store konsekvenser for forbryderen.

 

Syv voldtægtsforbrydere, der blev betinget udvist.

 

Somalieren fra Gullestrup, der efter flere voldtægtsforsøg endelig lykkedes med at voldtage en 10 årig, er på fri fod igen. I 2012 fik han 6 års fængsel, der for længst er udstået. Barnet fik et livslangt trauma. Hun fik end ikke den trøst, at hun med sikkerhed aldrig mere ville kunne møde ham på gaden. For han blev ikke udvist.

 

De fordums hyggelige gåture i en skov synes nu også at være en saga blot. Det er nu om stunder åbenbart forbundet med fare, da voldsforbryderne er overalt.

 

En afghaner, som af en eller anden grund ikke blev sendt hjem, men fik dansk statsborgerskab, truer nu gennem sin påbegyndte uddannelse som socialrådgiver, der betales af de danske skatteydere, de personer, der ikke er enige med ham. De skal have frataget bistandshjælpen, de trues med psykiatrisk behandling, og det er formentlig med korporlig vold, han truer, når en person bare kan vente sig, hvis Ikramuddin Safi møder vedkommende i Jobcentret.

 

Når udenlandske bander bekriger hinanden, bliver tilfældigt passerende cyklister også et mål. Den usædvanlige dom på 20 år skyldtes nu ikke mordforsøgene, men at de var banderelateret. Men ingen tale om udvisning eller fratagelse af det danske statsborgerskab.

 

Klanstridigheder spares vi heller ikke for.

 

Jagten på hvide foregår hele året

Som det fremgår af ovenstående links, er der kun tale om et lille udsnit af de næsten daglige angreb på danskerne. Det åbner dog nok ikke øjnene på de mest faktaresistente.

 

Den danske befolkning har i årevis vidst, at en stærk forringelse af deres livsvilkår skyldes den betydelige del af deres skat, som går til de tilvandrede.

 

Men nok ikke mange har tænkt på, at vi også betaler for at blive udsat for forbrydelser. Douglas Murray skriver i Europas Undergang (side 243 nederst) om terroristen, der lige inden angrebet i Paris november 2015 havde modtaget 19.000 euro i arbejdsløshedsunderstøttelse, ”… hvilket gør de europæiske samfund til de første i historien, der betaler mennesker for at angribe dem”.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…