Derfor er jeg ikke en populist

Populismen har haft stor fremgang i Vesten. Den er imidlertid på afveje, og jeg håber i høj grad, at den mislykkes.

 

Der er ingen standarddefinition på populisme, men den inkluderer altid en vis grad af nedrakning af de rige og magtfulde, mens det gode, uskyldige jævne folk hyldes. Populister tildeler den grådige, privilegerede og udnyttende elite uanstændige og egoistiske motiver. De mener, at hvis folket mobiliserede sig, ville de kunne udstøde eliten, erstatte den og kræve deres ret.

 

Der er venstreorienterede og højreorienterede versioner af populismen, og den ledes i USA af Bernie Sanders og Donald Trump. Venstreorienterede fokuserer som regel på penge (Occupy Wall Streets 1%, Sanders’ milliardærer), mens højreorienterede angriber den interne indflydelse (Tea Party-bevægelsens sump, Steve Bannons dybe stat). Ved sjældne lejligheder enes de om en fælles fjende, såsom globalister.

 

Populismen behøver ikke støtte sig til konspirationsteorier, men gør det ofte, eftersom disse tydeligt forklarer, hvordan et så lille mindretal kan have så megen rigdom og indflydelse. På samme vis behøver populismen ikke støtte sig til antisemitisme, men fristelsen til at karakterisere jøder som rige eller indflydelsesrige, eller begge dele, er der hele tiden.

 

Jeg er ikke en populist. Jeg bebrejder ikke de rige eller bureaukraterne for vores problemer; Jeg bebrejder i stedet venstrefløjen.

 

Venstrefløjen har i to et halvt århundrede været et sammensurium af forfærdelige ideer – først og fremmest socialismen, men også mange andre ideer, herunder: den ædle vilde, lighed fremfor frihed, progressivitet, den administrative stat, det personlige som politik, menneskeskabte klimaforandringer, hvid skyldfølelse, ægteskab for alle og den “børnefrie” bevægelse.

 

Der er ganske vist nogle milliardærer og senatorer, der tilslutter sig disse dårlige ideer, men mange gør ikke. George Soros og Elizabeth Warren gør, Sheldon Adelson og Ted Cruz gør ikke. Problemet er ikke personer med rigdom og magt, men deres holdning. Det er derfor forkert at gå efter eliten over en bred kam.

 

Eliten har desuden nødvendige roller: De fleste rige tjente deres penge ved at skabe velstand, og regeringen har brug for bureaukrater, for at kunne fungere. En ødelæggelse af den vil forårsage irreversibel skade – bare se på Venezuela og forestil dig, hvilken skade Jeremy Corbyns venstrepopulisme ville tilføre Storbritannien. (En overskrift lød: “Superrige forbereder sig på at forlade Storbritannien ‘øjeblikkeligt’, hvis Labour vinder valget”.

 

Højesteret viser også den populistiske vredes begrænsning. Kandidater til retten kommer næsten per definition fra akademiske og elitære cirkler. (Det fastslog G. Harrold Carswell i 1970.) En dommers privilegier og konti betyder uendeligt meget mindre end hans sunde fornuft og evne til at udtrykke ideer.

 

Jeg morede mig for nylig i et læserbrev. Det omhandlede en artikel, jeg havde læst, af Christopher DeMuth i Claremont Review of Books, redigeret af Charles Kesler. DeMuth præsenterer heri to idealtyper: Hvorsomhelstere (“kosmopolit, veluddannet, mobil og med forbindelser”) og Etstedsere (“med rødder i … deres familier, nabolag, klubber og religioner”). Det lød overbevisende, bortset fra at forfatteren DeMuth, redaktøren Kesler og jeg, læseren, hører til hvorsomhelsterne (vi har alle tre universitetsgrader fra Harvard), der tilslutter os etstedseres synspunkter. Det ses igen, at stereotyper vildleder.

 

Trump (University of Pennsylvania 1968, NBC, Forbes #275) betragtes som en delvis populist. Det delvise frustrerede Bannon, der hurtigt forlod Trumps regering. Trump angriber de etablerede medier og efterretningstjenesterne, men ikke de rige (naturligvis ikke, eftersom han selv er rig) eller jøder (selv om det er let at forestille sig hans fordomme komme frem).

 

Populisme er en forenklet reaktion på et kompliceret problem. Populismen tildeler lige som racismen fejlagtigt en mangfoldig befolkning én egenskab. Den er lige som racismen en ignorant, skadelig indskydelse, der på et fejlagtigt grundlag tilfredsstiller basale instinkter. Den kan ikke løse problemer men kun skabe nye problemer.

 

Er du utilfreds med udviklingen i USA? Så ret din opmærksomhed mod det virkelige problem: den venstreorienterede elite – politikere, bureaukrater, journalister, intellektuelle, undervisere, kunstnere m.fl. Venstrefløjen gav os Sovjetunionen, det kommunistiske Kina, og elendighederne i Cuba, Cambodia og Vietnam. Den er nu ved at ødelægge Europa. Warren ønsker at indføre en formueskat, forbyde fracking, skabe et statsmonopol for sundhedsvæsenet og afskaffe valgmandskollegiet.

 

Så vær smart og gå imod venstrefløjen, ikke eliten.

 

Tilføjelse, 26. november 2019: Albert Jay Nocks artikel “Isaiah’s Job” fra Atlantic Monthly i 1936 er nok den mest populistkritiske analyse, jeg nogensinde har læst. Jeg henleder opmærksomheden på den anbefalelsesværdige artikel. Artiklen forklarer, hvem den udvalgte rest er: “Resten er dem, der i kraft af deres intellekt kan forstå [de givne principper i det, vi kender som det menneskelige liv], og som i kraft af deres karakter formår at følge dem. Masserne er dem, der ikke formår nogen af delene.

 

DANIEL PIPES

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…