Der er sket noget vigtigt med Mette Frederiksen og Jakob Ellemann – Iran-opgøret forandrer dansk udenrigspolitik

Opgøret med Iran har sat en forandring i gang i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

 

I de senere år har denne politik kørt ad to spor:

 

Når det gjaldt militære forhold, har man holdt sig op ad USA. Men samtidig har man på flere områder deltaget i en EU-udenrigspolitik, der rykkede væk fra USA.

 

Det har ikke mindst vist sig i forholdet til Iran.

 

Atomaftalen

Under Donald Trump har USA kørt en politisk konfrontationskurs i forhold til Iran. Men EU-landene har i langt højere grad søgt et samarbejde med Iran. Det er frem for alt kommet til udtryk i den atomaftale, der skal regulere Irans atomprogram.

 

EU-landene, herunder Danmark, har fremhævet denne atomaftale som et eksempel på, at man kan have et omfattende samarbejde med præsteregimet i Iran til gavn for begge parter.

 

Atomaftalen åbnede for et udvidet økonomisk samkvem med Iran. Det gav Iran et kraftigt økonomisk løft. Og det gav store indtægter til europæiske virksomheder, der for alvor begyndte at eksportere til Iran.

 

Samtidig blev atomaftalen solgt som en vej til afspænding i forhold til Iran – også i Danmark.

 

Men Trump-administrationen har taget stærkt afstand fra denne aftale.

 

Man har for det første kritiseret den for, at den gav Iran grønt lys for at skaffe sig atomvåben. Og det er sandt. Det er en fastslået kendsgerning, at Iran i det skjulte har fortsat sit arbejde på at få atomvåben for fuldt tryk. Uanset den europæiske retorik om ”dialog”.

 

For det andet har man kritiseret aftalen for, at den gav Iran store indtægter. Indtægter, som i høj grad har været med til at finansiere aktiviteterne fra de mest krigeriske dele af det iranske system. Det gælder først og fremmest Revolutionsgarden, der i høj grad står bag de iransk støttede terroraktiviteter.

 

EU-fiasko

Amerikanerne gennemførte forleden et droneangreb, som dræbte Qassem Suleimani, der var den øverste ansvarlige for disse aktiviteter. Det udløste den aktuelle konfrontation med Iran.

 

EU-landene har gennemgående været meget kritiske over for den amerikanske linje. Man har slået på, at man ved et positivt samarbejde kunne overtale præstestyret til at samarbejde med Vesten og opføre sig ordentligt.

 

Mens amerikanerne var klar til at dræbe terrorlederen Soleimani, talte man i EU meget om, at man skulle ”deeskalere” situationen – altså dæmpe konflikten ved at tale med iranerne og forsikre dem om, at man havde fredelige hensigter.

 

Men det fik EU faktisk intet ud af. Ligesom man reelt heller ikke har fået de ønskede resultater ud af atomaftalen.

 

Det var USA, der sagde stop. Det var USA, der satte en af Vestens største fjender, Suleimani ud af spillet på den hårde måde.

 

Det har så ført til et forløb, hvor EU-landene stort set har været uden for indflydelse.

 

Henvist til sidelinjen

USA slog til mod Soleimani. Iran svarede igen med et bombeangreb på to vestlige baser – den ene med danske soldater.

 

Men præstestyret har været ret tilbageholdende med deres gengældelse. Det kan tænkes, at for eksempel Revolutionsgarden vil komme med yderligere aktioner. Men alt i alt ser det ud til, at præstestyret afstår fra en større udvidelse af konflikten.

 

USA har således fået et væsentligt resultat ud af sin hårde linje, nemlig fjernelsen af Suleiman – samtidig med at Iran har nøjedes med et svar, der har en mere symbolsk karakter. Man har ikke lyst til at tage den store konfrontation.

 

Den kontante amerikanske linje har givet resultat. Imens er EU-landene med deres ”deeskalering” gennem dialog med præstestyret blevet henvist til sidelinjen.

 

Nye toner fra Mette Frederiksen og Jakob Ellemann

Det amerikanske opgør med præstestyret udløste selvfølgelig kritiske reaktioner fra venstrefløjen og De Radikale. Men der kom i første omgang også en kritisk reaktion fra Venstres nye leder, Jakob Ellemann-Jensen.

 

På De Radikales nytårsstævne gik han i rette med USA efter drabet på Suleimani, og han erklærede sig enig med Morten Østergaard i, ”at man er nødt til at følge nogle internationale spilleregler”.

 

Statsminister Mette Frederiksen undgik derimod meget omhyggeligt at belære USA. Hun nægtede at udtale sig om, hvorvidt det amerikanske angreb på Suleimani var rigtigt eller forkert.

 

Siden har både hun og Ellemann meget kraftigt fremhævet USA som vores vigtigste allierede, når det gælder Danmarks sikkerhed.

 

Dansk udenrigspolitik i forandring

Lederne af Danmarks to største partier har ikke givet deres direkte støtte til USA’s hårde linje og drabet på Suleimani. Men de viser nu tydeligt, at de accepterer USA’s betydning som håndfast politibetjent.

 

Begge er blevet meget bevidste om ikke at forsøge at spille bedrevidende over for den store allierede, som i den grad er garant for vores sikkerhed og frihed.

 

Det afspejler en forandring af dansk udenrigspolitik på et afgørende punkt: Der er en større erkendelse af, at realpolitik indebærer kamp for egne interesser og viljen til at bruge magt i nogle situationer. Den flommede EU-retorik, hvor ”dialog” bliver svaret på næsten alle problemer, er dæmpet.

 

Her kan Socialdemokratiet og Venstre gå hånd i hånd med partier som Dansk Folkeparti, De Konservative og Nye Borgerlige, der alle trækker i samme retning.

 

En Venstre-mand, der stadig ikke har fanget pointen

Der er dog enkelte, der ikke helt har fanget pointen. Det gælder således Venstres udenrigspolitiske ordfører Michael Aastrup Jensen, der gladeligt sidestiller USA med det iranske terrorstøttende diktatur. Han siger: ”Nu får vi amerikanerne og iranerne til at neddrosle deres aggressivitet.” (TV2 News)

 

Ellemann har selv flyttet sig inden for den seneste uge. Nu venter en alvorlig pædagogisk udfordring med hjælpe partifællen Aastrup Jensen på vej.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…