Der er krig på kniven – Hvem bliver den næste leder af det tyske CDU?

Annegret Kramp-Karrenbauer går af som CDU's leder

Af Sven Hakon Rossel

 

AKK træder tilbage

 

Da chefen for partiet Den Kristelig-Demokratiske Union (CDU), Annegret Kramp-Karrenbauer, d. 10. februar i år indkaldte til et pressemøde, vejrede de tyske medier en kæmpenyhed. Mange gættede på, at AKK, som Kramp-Karrenbauer også kaldes, nu ville meddele sin tilbagetræden fra dén chefpost for CDU, hun d. 8. december 2018 som tronarving havde overtaget efter den nuværende forbundskansler Angela Merkel. Der blev dog ikke sat spørgsmålstegn ved, om hun skulle fortsætte som forsvarsminister i den siddende koalitionsregering bestående af CDU og det socialdemokratiske SPD.

 

Baggrunden

 

Og medierne blev ikke skuffet. På baggrund af politskandalen i delstaten Thüringen, som Den Korte Avis berettede om d. 13. februar i år, var AKKs position i den grad blevet svækket, at hun lod bomben springe og meddelte sin snarlige afgang. Endvidere erklærede hun, at hun heller ikke kom i betragtning som kanslerkandidat, når Merkel efter udløbet af denne regeringsperiode senest i oktober 2021 trak sig tilbage.

 

I Thüringen havde CDU og det højrepopulistiske parti Alternative für Deutschland (AfD) d. 5. februar stemt sammen for at vælte den siddende regeringschef Bodo Ramelow fra partiet Die Linke/PDS med rødder i det tidligere østtyske kommunistparti SED. Dette lykkedes i første omgang, men fremkaldte en sådan hyklerisk chokbølge i det tyske politiske landskab, at den nyvalgte regeringschef fra det liberale parti, De frie Demokrater (FDP), Thomas Kemmerich, efter få dage, og efter at han og hans familie var blevet truet på livet, måtte træde tilbage.

 

Merkel blandede sig med en bandbulle – afsendt under et statsbesøg i Sydafrika – om, at fremgangsmåden havde været ”utilgivelig” og krævede på typisk diktatorisk vis, at valgresultatet omgående skulle annuleres. Og AKK ilede tjenstvilligt fra Berlin til Thüringen for at tvinge partifællerne i Erfurt til omgående at kræve nyvalg, hvilket den lokale partiafdeling pure nægtede af angst for at miste stemmer. AKK måtte rejse tilbage med uforrettet sag, men med tab af den autoritet, hun havde tilbage efter i forvejen ikke at have gjort en altfor heldig figur. Herefter var hendes dage som partichef talte.

 

Forløbet af pressemødet d. 10. februar

 

Under pressemødet erklærede AKK ligeledes, at hun skam i længere tid havde overvejet at trække sig tilbage både som partileder og kanslerkandidat ved næste forbundsdagsvalg i 2021 – her hørtes fnisen blandt de tilstedeværende journalister – ikke mindst pga. fløjkampene i partiet anført af hendes interne rivaler, der i længere tid havde ventet på at overtage magten i partiet.

 

Endvidere udtalte AKK, at den herskende adskillelse mellem partiledelse og kanslerkandidatur, som Merkel havde gennemført med udnævnelsen af AKK, betød en alvorlig svækkelse af CDU. Nu gjaldt det om at genskabe enighed i partiet frem til næste partikongres, der ifølge hendes plan skulle finde sted i december måned. Her skulle så partileder og kanslerkandidat – i én person – vælges.

 

Køreplanen ændres

 

Men datoen skulle vise sig ikke at holde. Efter interne protester måtte AKK rykke datoen for sin afgang frem til 25. april, hvor 1001 delegerede så skal vælge hendes efterfølger. Af kandidaterne til hendes post havde Friedrich Merz, tidligere gruppeformand for CDU i Forbundsdagen i Berlin, som allerede i 2018 forgæves havde lagt billet ind på chefposten, allerede planlagt sit eget pressemøde for her at erklære sit kandidatur. Denne skulle finde sted i Berlin d. 25. februar kl. 11 om formiddagen.

 

Her kom hans rival, ministerpræsidenten for Tysklands største delstat Nordrhein-Westfalen, Armin Laschet, ham i forkøbet ved at indkalde sit eget pressemøde samme dag, men allerede kl 9:30 om morgenen – et ufint trick. Her erklærede nu Laschet sit kandidatur. Han trak endnu en kanin op af hatten, idet han medbragte regeringens sundhedsminister Jens Spahn, der oprindeligt selv havde planlagt at kandidere til chefposten, som sin næstkommanderende. Merz svarede igen med at annoncere, at han ville vælge en kvindelig generalsekretær.

 

De to topkandidater

 

Armin Laschet repræsenterer midterpositionen i CDU og ønsker på mange måder at fortsætte Merkels linje dog med en stramning af hendes flygtningepolitik, idet han til stadighed henviser til, at Nordrhein-Westfalen er den tyske delstat, der sender de fleste asylansøgere tilbage. Jens Spahn er endnu tydeligere: ”2015 må ikke gentages” erklærede han. Han henviser gerne til sin ven, den knalddygtige østrigske forbundskansler Sebastian Kurz. Således peger han både på dennes afvisende holdning til at modtage flere flygtninge og migranter og på dennes voldsomme kritik af Merkels beslutning i 2015 om at åbne Tysklands grænser med den heraf følgende katastrofale folkevandring.

 

Med denne holdning appellerer Spahn til den mere konservative del af CDUs vælgere, hvoraf mange ved de senere delstatsvalg har kastet deres stemmer på AfD i utilfredshed med Merkels stadigt tydeligere afvigelse fra partiets centrumsposition.

 

Men om Spahn vil kunne tiltrække disse vælgere er tvivlsomt. For dem er Friedrich Merz ganke enkelt yndlingskandidaten. Han polariserer og provokerer med sine mere højreorienterede positioner, men tiltrækker ikke blot de værdikonservative vælgere og industriorganisationerne, men ikke mindst CDUs ungdomsorganisation Junge Union med sin blændende retorik og dristige visioner om et genfødt parti placeret til højre for centrum.

 

Merz lover konfrontation i stedet for Laschets kontinuitet. ”Fra og med i dag har vi et alternativ: kontinuitet eller opbrud og fornyelse”, lyder hans program. Ligeledes understøttes Merz af Tysklands næststørste CDU-partiorganisation i delstaten Baden-Württemberg og af partiets grå eminence, den tidligere indenrigs- og finansminister og nuværende formand for forbundsdagen Wolfgang Schäuble.

 

Det er tankevækkende, at alle tre politikere, Laschet, Merz og Spahn, ikke blot er bekendende katolikker, men også er af hankøn – mon ikke som en reaktion på AKK og den altfor længe regerende Angela Merkel. Og det samme er tilfældet med endnu en kandidat, der uden at komme på mediernes forside har meldt sig, den tidligere miljøminister Norbert Röttgen – også han er fra Nordrhein-Westfalen. Han menes dog uden chancer, men fisker muligvis efter et ministerembede i en eventuel ny regering.

 

Krig på kniven

 

I hvert fald kan man se frem til en nådesløs kamp mellem de to topkandidater – der er netop krig på kniven! Endvidere må man ikke helt glemme lederen af CDUs søsterparti, den mere konservative Kristeligt-Sociale Union (CSU), Markus Söder, der er en populær ministerpræsident i Bayern. Han lurer utvivlsomt ude i kulissen og venter måske blot på det rette tidspunkt til at erklære sit kanslerkandidatur.

 

Der er således mange spændende muligheder for at vække et parti til live igen. CDU er i de senere år under Angela Merkel ligesom gået i dvale efter en række fatale politiske fejl. Det drejer sig ikke mindst om den skæbnesvangre flygtningepolitik, der har ramt ikke blot Tyskland, men en lang række sagesløse europæiske lande, og en energipolitik, der med Wall Street Journals ord er ”den dummeste i verden” – med en lukning af alle tyske atom- og kulkraftværker. Resultatet har været tårnhøje energipriser – de højeste i Europa – der lægger en kraftig dæmper på en i forvejen stagnerende tysk eksportindustri.

 

Tyskland, vores vigtige nabo mod syd, har fortjent bedre og mon ikke den 63årige Friedrich Merz er den politiker, man bør satse på i denne omgang? Den 39årige Jens Spahn kan sagtens vente til det bliver hans tur.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…