Der er et skrigende behov for, at regering og myndigheder bliver langt skarpere i deres corona-indsats over for befolkningen

Foto:Ole Sørensen

I går lancerede regeringen en plan for en særlig offensiv mod corona i hovedstadsområdet. Med hovedvægt på 17 specielt udsatte kommuner.

 

Det har sine gode grunde. 50 procent af alle smittede befinder sig i hovedstadsområdet. 23 procent befinder sig i de særligt udsatte kommuner, hvoraf en stor del er karakteriseret ved en høj andel af ikke-vestlige indvandrere.

 

I lanceringen af planen slog man storalarm. Men når man så ser på planen, står man tilbage med noget af en flad fornemmelse – og en betydelig bekymring.

 

Den plan er simpelt hen ikke skarp nok. Den er ikke skarp nok i sit indhold. Og den er ikke skarp nok i sine budskaber til befolkningen. Man rusker slet ikke tilstrækkeligt op i borgerne.

 

Måske er politikerne bange for at blive upopulære med nye stramninger, netop som julefreden skulle sænke sig. Måske er de for naive i deres tro på, at danskerne med deres samfundssind nok skal holde igen.

 

Danskerne har absolut vist stor ansvarlighed i forhold til corona sammenlignet med andre lande. Men tingene er begyndt at skride, særligt blandt de unge. Det skal stoppes hurtigst muligt. Problemet er bare, at det ikke kan sikres med de forslag, som regeringen fremlagde i går.

 

Man er nødt til at lukke samfundet mere ned, ellers er der alvorlig fare for, at dette bliver julen, hvor coronaen igen kom ud af kontrol.

 

Det kræver, at myndighederne siger klart til borgerne, hvor farlig situationen stadig er. Det er ikke noget, vi leger.

 

Hjemsendelser, rejserestriktioner og smitteopsporing

Man bør sende skoleelever og studerende hjem indtil videre. Og man bør tilskynde kraftigt til mere hjemmearbejde på arbejdspladserne.

 

Samtidig bør man tage ved lære af de gode erfaringer fra Nordjylland: Her lagde man midlertidigt store begrænsninger på rejseaktiviteten – ingen rejser over kommunegrænserne. Det hjalp til at bringe smitten ned på et meget lavere niveau.

 

Man burde nu lægge begrænsninger på rejsevirksomheden på landsplan – selv om det holder hårdt ved juletid.

 

Smitteopsporing

Og så er det ubetinget nødvendigt, at smitteopsporingen bliver bedre.

 

I en række asiatiske lande såsom Sydkorea og Taiwan har man evnet at få meget effektivt styr på smittekæderne. I en sådan grad, at man nu nogle steder begynder at leve et normalt liv, som om der aldrig havde været coronasmitte.

 

Når de kan, hvorfor kan vi så ikke?

 

Mange indvandrere

Samtidig er det vigtigt at gøre det klart, at en stor del af smitten i hovedstadsregionen sker i indvandrertætte områder.

 

Vi mangler stadig at høre regeringens bud på, hvordan den vil få de ikke-vestlige indvandrere ned på en smitterisiko, der bare ligner den, som kendes fra folk med dansk baggrund.

 

Og hvor er for resten den borgerlige opposition henne i det spørgsmål?

 

Og nej, det er ikke nemt at håndtere. Uansvarlige politikere har for år tilbage svigtet ved at tillade en massiv tilstrømning af indvandrere med en ekstremt anderledes kulturbaggrund.

 

Nu har vi så corona og en smitte, som der nogle steder er alt for dårlig styr på.

 

Denne smitte udgør ikke bare en fare i de områder, hvor den i første omgang opstår – herunder de indvandrertætte områder på Københavns Vestegn. Den rummer også en fare for en bredere smitte i samfundet.

 

Men regeringens meget neddæmpede reaktion på den aktuelle smitte sender et signal til befolkningen om, at det hele måske ikke er så slemt alligevel. Det øger risikoen for, at udviklingen igen kommer ud af kontrol.

 

Indimellem må folk blive rundtossede af de mange budskaber og signaler, som politikere og eksperter fyrer af i medierne. Hvor står vi egentlig henne med corona netop nu?

 

Vaccinen

Nu får vi så budskabet om, at vaccinen er på trapperne. Det er et dejligt budskab, som vi har gået og ventet på.

 

Vi ved fra en tysk undersøgelse (Hamborg Universitet), at langt de fleste danskere ønsker at gøre brug af vaccinen. Ifølge undersøgelsen har vi europæisk rekord med 71 procent af de adspurgte, der siger, at de ønsker at blive vaccineret.

 

Myndigheder og eksperter lancerer med god grund vaccinens ankomst som en milepæl.

 

Men samtidig advarer disse autoriteter mod, at danskerne begynder at slække på deres agtpågivenhed over for smitten.

 

Det er jo fint nok. Men de fleste af os har brug for klarere budskaber om, hvilket forhold der er mellem vaccinen og smitterisikoen.

 

Vi kan ikke bare ”feste løs”, selv om vaccinen kommer

Nogle spørger sig formentlig: Hvorfor skal vi blive ved med at gå så højt op i at holde afstand, spritte hænder osv., når vi nu får vaccinen?

 

Der synes at være akut behov for, at myndigheder og eksperter fortæller klart og enkelt, hvorfor vi ikke bare kan ”feste løs”, når vi får vaccinen.

 

Vi skal have at vide, at det fortsat vil være en betydelig smitterisiko. Ikke mindst, fordi der stadig vil gå mange rundt uden at være vaccinerede, og de kan sende smitten til folk, der heller ikke er beskyttede af vaccinen.

 

Samtidig er det vigtigt at gøre sig klart, at man godt kan bære rundt på coronasmitten og sende den videre til andre, uanset at man selv er vaccineret og dermed beskyttet mod udbrud af sygdommen.

 

Så hvis man ikke passer på i sin adfærd, kan man fortsat bidrage til, at smitten kører rundt i befolkningen – uanset vaccine.

 

Brug for langt skarpere indsats

Vi har brug for klarere oplysning om, hvad vaccinen vil betyde for vores liv og vores samfund. Hvilke risici der fortsat vil være – og hvilken tryghed den kan give os.

 

Og vi har brug for, at regering og myndigheder forstærker kampen mod coronasmitte i vores samfund, selv om vaccinen vinker forude.

 

Der er et skrigende behov for, at de ansvarlige bliver langt skarpere i deres corona-indsats over for befolkningen.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…