Den vedvarende energi risikerer at ødelægge verdens skove – atomkraft med thorium er et alternativ

Foto: Gorm Cramer Hanberg

Jorden har altid været ramt af klimaændringer, og der har altid været ufred over vand, land, religion o.a., men vi har ikke lært meget af historien. I dag er vor dejlige jord igen ramt af klimaændringer pga. overbefolkning, forurening samt brug af fossile brændsler. Vi er gennem årene blevet teknisk klogere, men vi er ikke blevet klogere på det menneskelige plan, når vi ikke engang har lært at stoppe befolkningstilvæksten (hovedproblemet), stoppe forurening og brug af fossile brændsler.

 

Der har været virusangreb før, og vi burde denne gang have været bedre forberedt. Covid-19 er en akut fare, men vi må ikke glemme, at de nuværende klimaændringer er den største fare nogensinde, og så nytter det ikke meget, at vort nye klimaråd anbefaler at lave cykelstier i stedet for motorveje. Det er som at skrue den tekniske tidsalder flere hundrede år tilbage. Vi skal satse på ny teknologi og spørge videnskaben i stedet for at komme med løsninger, der ikke dur på sigt.

 

Hvis man tager den forkerte kurs i klimahåndteringen, kan der gå flere år, før kursen kan ændres. Den grønne omstilling kan vise sig at være en illusion, da vind og sol ikke kan klare sig uden backup, som er hovedparten af den vedvarende energi. Det vil tage ca. 22 år, før kraftværkerne (pris ca. 10 mia. kr.), der brænder biomasse som backup til vindmøller, har tjent sig hjem. I forvejen har vindkraft fået stor statsstøtte.

 

Mio. af træer er fældet og fældes stadig i Amazonas, USA og andre steder for at brænde i vore kraftværker, og det vil tage mange år at retablere disse skove, hvor biodiversitet er forsvundet. Hovedparten (85%) af biomasse er træpiller, som laves af frisk træ. I 2018 brændte vi ca. 3,2 mio. t træpiller i Danmark – og ca. 95% af dem blev importeret. (Sanne Wittrup, Ing. 1.4.2020). Hvis andre lande kopierer Danmarks energipolitik, vil der snart ikke være en kvist tilbage på jorden. Biomasse er værre end kul – og metan fra gas i atmosfæren er rekordhøj (Ing. 14.4.20).

 

Det er uforstående, at det nye klimaråd mest arbejder med løsninger som afgifter og mere vindkraft og ikke inkluderer atomkraft, som anbefalet af FN’s IPCC. Gasindustrien o.a. støtter gerne vind og sol, for så sælger de mere gas o.a., da vind og sol alene kun dækker få procent af energiforbruget. Politikerne har ignoreret fakta om fx biomasse, som EU i 2009 betegnede at være CO2 neutral.

 

  1. marts, før landet blev lukket ned, besøgte jeg Copenhagen Atomics, hvor der forskes i ny teknologi med atomkraft med thorium minireaktorer på størrelse med en container. CA satser på en forsøgsreaktor allerede i 2025, men en hindring for at færdiggøre projektet her i landet er den danske regel fra 1985, at der ikke skal være atomkraft i Danmark – med tilføjelsen ‘med den nuværende teknologi’. Den nye teknologi er så god, at politikerne bør ophæve loven, så CA ikke skal til udlandet for at producere og sælge en teknologi, der vil kunne udkonkurrere andre energiformer i renhed, pris og forsyningssikkerhed. Der er rigelig med thorium i Grønland, og prognosen er, at thorium reaktorer vil have samme energi kapacitet i 2060, som gas har i dag.

 

Den anden gruppe danske forskere er Seaborg Technologies, der også arbejder på at producere minireaktorer og allerede har en kontrakt i Sydkorea på levering af 7.500 reaktorer og starter i 2024-28 med produktion. I England er Rolls-Royce i færd med en produktion af minireaktorer, ligesom man er i mange andre lande. Det er en skandale, at Danmark ikke selv ønsker at producere en verdenssensation med minireaktorer, som vil udkonkurrere vind og sol, der kun holdes ved live ved backup af træmasse. Mange nye reaktorer vil ovenikøbet kunne genanvende atomaffaldet.

 

Atomkraft kommer til at spille en rolle, hvis verden skal blive CO2 neutral i 2050, og med  ny teknologi bl.a. med thorium, er det muligt. Forhindringen er stadig den folkelige modstand, men det er ulogisk at være bekymret over klimaændringer og samtidig forkaste en ren energi som atomkraft.

 

Jonna Vejrup Carlsen, global-alarm.dk

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…