Den, som ikke aner, hvor han kommer fra, ved heller ikke, hvor han skal hen  

Hvor samfundet engang bandt til en pligtkultur, står rettighedskulturen i dag i fuldt flor. En ny bog beskriver rejsen fra fællesmængde til individuel selvrealisering. 

  

Henrik Jensen: EFTER GUD – Det 20. århundredes fortabte generationer og meningsløsheden. Hæftet med omslag. 416 s. Kr. 299,95 kr. Gyldendals Forlag 2020. 

 

****** seks stjerner ud af seks  

__________________________________________________________________ 

 

68-oprøret er afsæt for historikeren Henrik Jensens seneste bog EFTER GUD. At den gudløse verden absolut ikke er et specielt godt sted at være, gør underoverskriften øjeblikkeligt klart: ”Det 20. århundredes fortabte generationer og meningsløsheden”. 

 

Over godt 400 sider føres læseren på en rejse igennem det 20. århundredes udvikling og frem til i dag. Forfatterens egen personlige – og ’lille’ – historie flettes sammen med den store. 

 

Kender man forfatterskabet, er det velkendte temaer, der tages under kyndig, kærlig og (selv)ironisk behandling, men sandheder kan ikke fortælles for tit, og problemstillingerne er ført helt op til anno 2020, hvor den såkaldte identitetspolitik fylder godt op i landskabet. 

 

Pligtkultur versus rettighedskultur
Helt overordnet identificerer Henrik Jensens værker to komplekser i den vestlige civilisations historie: En pligtkultur, som har sine rødder i kristendommen og i den gamle agrare verden, og en rettighedskultur, som dyrker individet. 

 

Rettighedskulturen begynder at spalte sig ud fra et kristent verdensbillede omkring renæssancen og vokser frem som modkultur med oplysningstiden, den franske revolution, romantikken og det 20. århundredes katastrofer.
  1. verdenskrig blev sat – og holdt – i gang med en overdosering af pligtkultur. Krigen var urkatastrofen og kilde til den russiske revolution, nazismen og fascismen, hvor pligtkulturen vendte tilbage i perverteret form: Kommunisme og nazisme svømmede lige ind i et autoritetsvakuum og udnyttede det.  Verden før var overvejende en verden af pligter. Verden efter var overvejende en verden af rettigheder. Uanset hvor og hvornår man slår ned i de sidste århundreders vestlige kulturhistorie, står disse to kulturer over for hinanden. Og i forskelligt omfang er vi alle bærere af kombinationen. 

 

En verden af pligter er en verden med autoritet og skyld. Igennem århundreder vævede autoriteten, pligten og skylden folk sammen til et samfund. I dag er rettigheder det dominerende princip i forholdet mellem individ og samfund. Pligten og skylden er ikke rigtigt længere til stede. Det kan føles som frihed, men sådan en verden kan ende som en masseverden af manipulerede individer i evig indbyrdes konkurrence, en verden af skuffede rettighedsbærere. Af ofre. 

 

Et samfund, som kun vil definere sig gennem individuelle rettigheder, kan hverken skabe eller fastholde et moralsk fællesskab. Individerne flakser rodløse rundt. Det er først og fremmest gennem pligtfølelsen og ansvarligheden, at samfundet bliver til et samfund, og vi til kulturindivider. 

 

Så vidt Henrik Jensens hovedspor, der i denne omgang har særlig fokus på 68-generationen med dens studenteroprør, ungdomsdyrkelse, angreb på institutionerne, tidens musik og litteratur og den frigjorte seksualitet. En generation, der bildte sig ind, at den opfandt verden, men dybest set bidrog til en underminering af både kernefamilie og civilsamfund.
  Ulykkeligvis, for staten er ikke, som en del lader til at tro, samfundet – det er lige præcis det civile samfund. Ikke desto mindre begyndte staten nu at føre sig frem, som om den var samfundet, og siden er det kun gået den forkerte vej.   

 

At hvile i blødt smør
At læse denne bog har været som at hvile i blødt smør, fordi den forklarer den misere, ”vi” befinder os i. Passage efter passage kalder på at blive citeret, så her følger et lille udsnit af eksempler, som dog ikke rigtigt kan yde pointerne retfærdighed taget ud af en sammenhæng: 

 

”(…) folk er dummere i masser, end de er enkeltvis (…)” (s. 178) 

”68erne mistede trods deres påståede sociale bevidsthed enhver forestilling om en kontrakt mellem de levende, døde og ufødte inden for rammerne af den nation, de levede i.” (s. 179) 

 

”(…) hierarkier historisk har været med os hele vejen tilbage fra ’naturtilstanden’ (s. 202)

 

’1968’ førte til en individualiseret, identitetspolitisk fordrejning af menneskerettigheder og dermed en svækkelse af demokratiet.” (s. 202) 

 

”Thi det menneske, der sætter pris på sig selv af de rette årsager, indeholder både orden og autoritet, og formår at genskabe dem.” (s. 211)

 

Citat højskoleforstander Knud Hansen: ”Frihed er at være bundet af noget udenfor mennesket, hinsides mennesket…Frihed er at være bundet til en sandhed, som man ikke kan forråde uden at forråde mennesket.” (s. 321) 

 

”Man skal ikke være blind for, at fordomme kan rumme velprøvede brugbarheder, som betyder, at man ikke altid bør lade lysten råde og skille sig af med dem.” (s. 326) 

 

”Mange af de [marxistiske] diskussioner, der foregik [på universiteterne i 70erne], kunne for udenforstående minde om skolastikernes skænderier om, hvor mange engle der kunne stå på et knappenålshoved.” (s. 338) 

 

”(…) fædrelandskærlighed, patriotisme (…) er uden tvivl det bedste værn mod nationalisme, som også George Orwell sagde.” (s. 346-347) 

 

”Under den kolde krig blev vi ordentligt coca-coloniseret.” (s. 353) 

 

”Den, som ikke aner, hvor han kommer fra, ved heller ikke, hvor han skal hen. Og hvis han ikke ved, hvor han skal hen, kan alle veje være lige gode.” (s. 369) 

 

I forhold til Gud og kristendom: ”Kortest formuleret handler det om, at det er svært, nærmest umuligt, for et moderne menneske at komme ned på sine knæ og bede en højere instans om tilgivelse for sine synder.” (s. 388)

 

”Problemet med [folke]kirken er i korthed, at den kom for tæt på velfærdsstaten, ikke til at skelne fra de andre kontorer, en del af den terapeutiske kultur, frem for pligtkulturen.” (s. 390) 


Aldrig stene for brød
Fra første færd har jeg elsket Henrik Jensens bøger, der har sat ord på dét, som jeg ikke selv var vidende og skarp nok til at verbalisere. Jeg anmeldte da også hans essay om fædrelandskærlighed (2016) smukt med fem stjerner, men denne gang får flaget lov til at gå helt til tops.


  Man er bare i så godt selskab med denne historiker, der ikke bare kan stave og sætte tegn korrekt, men mestrer sproget i alle dets rige nuancer – og som vel at mærke aldrig giver stene for brød. 

____________________________________________________________________

Faktaboks

Henrik Jensen (født 1947), lektor i historie på RUC 1973-2015. Forfatter til ”Ofrets århundrede” (1998), ”Det faderløse samfund” (2006), ”Det ordentlige menneske” (2009), ”Krigen 1914-1918 – og hvordan den forandrede verden” (2014) og ”Derfra vores verden går. Et essay om fædrelandskærlighed” (2016).  

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…