Den aktuelle status over kampen mod corona i Danmark: Tre store sejre og tre store advarsler

Foto: Steen Raaschou

I kampen mod corona-virus er stemningen herhjemme blevet mere og mere optimistisk.

 

Det danske samfund er i gang med en gradvis åbning efter den omfattende nedlukning. Det sker på baggrund af, at vi søndag havde det laveste antal indlagte med Covid-19 i to måneder, nemlig 133.

 

En hovedfigur i den danske indsats mod corona, faglig direktør på Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, lod sig rive så meget med af de positive nyheder, at han nærmest afblæste faren for en såkaldt anden bølge af den frygtede virus. Det skete med bemærkningen:

 

”Det er meget usandsynligt at se en egentlig anden bølge.”

 

Optimisme i luften

Statsminister Mette Frederiksen tilsluttede sig Mølbaks vurdering: Lørdag sagde hun i et interview med Politiken, at hun ikke anser det for nødvendigt med en stor nedlukning af landet igen til efteråret:

 

”Selvfølgelig er der en risiko. Men med den måde, tingene har udviklet sig på, og med den nuværende viden ser jeg ikke for mig, at vi vil få behov for en lockdown som den, vi lavede 11. marts.”

 

Genåbningen af samfundet fortsætter. I dag gælder det cafeer og restauranter, efterskoleelever og de ældste elever i folkeskolen – den såkaldte fase 2 i genåbningen.

 

Statsministeren lægger endda op til en udvidelse af denne fase 2, så blandt andet diverse kultur- og idrætsaktiviteter kommer med i denne ombæring.

 

Der er optimisme i luften. Smitten falder, og man har styrket det beredskab, der kan reagere, hvis nye smittekæder sætter i gang.

 

Befolkningen er også blevet grebet af optimisme. Fra forskellige kredse presses der på for flere og hurtigere åbninger. Først og fremmest er der et pres for at åbne grænsen – specielt til Tyskland, som har inviteret til en sådan grænseåbning.

 

Men her er regeringen forsigtig. I første omgang vil der formentlig kun komme en meget målrettet åbning af grænsen, der specielt retter sig mod sommerhusturister.

 

Tre store sejre

Danmark har noget at have optimismen i. Efter en tid præget af frygt og bekymring, kan vi konstatere, at vi har opnået tre store sejre i kampen mod corona-virus.

 

Det er lykkedes os at trænge corona-smitten tilbage.

 

Vi har, ligesom andre lande, fået coronaens forbandelse at mærke. En del mennesker er blevet smittede, 547 er indtil videre døde. Det er 547 for mange.

 

Men sammenlignet med de fleste andre lande er det en sejr, at smittetallet og dødstallet ikke er kommet ud af kontrol.

 

Det er også en sejr, at vores samfundssystem har kunnet holde til at tage denne udfordring op. Det gælder i første linje vores sundhedssystem.

 

Sidst, men ikke mindst, er det en sejr, at vi i den grad har formået at bevare et folkeligt sammenhold omkring bekæmpelsen af corona.

 

Den vigtigste årsag til, at smitten ikke har fået bedre fat hos os, er danskernes fællesskab, ansvarlighed og beslutsomhed, når det gælder at holde afstand og vise andre hensyn til hinanden.

 

Tre store advarsler

Vi kan glæde os over de tre store sejre, som vi hidtil har vundet i kampen mod corona. Men vi skal også være meget bevidste om, at tre store advarsler fortsat hænger over hovedet på os.

 

Det virker ikke særlig velovervejet, når Kåre Mølbak slår ud med armene og erklærer, at en anden bølge af corona-smitte er usandsynlig.

 

Anerkendte eksperter rundt omkring i verden advarer om, at der er stor risiko for, at smitten vender tilbage i form af en sådan anden bølge – måske allerede til efteråret og måske efterfulgt af flere bølger senere.

 

Ingen kan naturligvis sige dette med sikkerhed. Men risikoen er absolut til stede, hvis man skal tro sagkundskaben. Den risiko er rigeligt stor til, at vi fortsat skal passe på, hvad, hvor meget og hvor hurtigt vi åbner.

 

En mand på en bar i Sydkorea

For det første: Den begrænsede smitte i blandt andet Danmark, betyder, at størstedelen af danskerne ikke er immune over for corona-virus.

 

For det andet er corona-virus ret smitsom. Der skal ikke meget til, før det går galt.

 

Det blev understreget tidligere på måneden, da en 29-årig mand tog en bytur på barer, natklubber og i butikker i Sydkoreas hovedstad Seoul. Han vidste ikke, at han var smittet, men det var han.

 

Sydkorea er et af de lande, der bedste har formået at holde smitten nede. Men denne ene mand har sat en ny smittekæde i gang, som man nu kæmper hårdt for at få bugt med.

 

En stribe internationalt anerkendte forskere mener som sagt, at vi må regne med flere kommende bølger af corona-smitte.

 

Så sent som i sidste uge sagde Lothar Wieler, der leder det anerkendte tyske institut, RKI: ”Der er stor sikkerhed for, at der vil komme en anden bølge – måske sågar en tredje bølge.”

 

Det hører man ikke meget om i den aktuelle danske debat.

 

Den danske indsats mod corona har været en succes på grund af den danske sammenhængskraft. Men der er en risiko for, at denne succes kan sættes over styr på grund af overmod.

 

Muslimske parallelsamfund og smitterisiko

For det tredje har vi i forbindelse med corona-smitten fået en advarsel om, at sammenhængskraften i det danske samfund ikke længere er så stor, som den har været.

 

I de store ikke-vestlige, overvejende muslimske parallelsamfund på den københavnske vestegn har smitten bredt sig langt mere end i resten af den danske befolkning.

 

Dette hænger sammen med en kulturbaggrund, der indebærer, at man bor tæt sammen i store familier.

 

Men erfaringer fra både Danmark og udlandet kunne tyde på, at det også har noget at gøre med manglende danskkundskaber, manglende orientering i danske forhold, distance til danske normer og værdier og mistillid til danske myndigheder.

 

Fremvæksten af stadig større muslimske parallelsamfund er en voksende trussel mod dansk sammenhængskraft.

 

Den trussel skal vi tage meget alvorligt. Det gælder også i forhold til corona-virus.

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…