Demokrati er en vanskelig regeringsform: I anledning af et tabubrud i Tyskland

Baggrunden

 

Magtpolitisk set var dét, der skete i landdagen i Erfurt i den tyske delstat Thüringen d. 5. februar i år, en yderst bmærkelsesværdig provokation, der rystede tysk indenrigspolitik. Det gjaldt valget af en ministerpræsident.

 

 

Den hidtidige regeringschef siden 2014, Bodo Ramelow er fra partiet Die Linke/PDS, der er vokset frem af det tidligere østtyske kommunistiske parti.

 

 

I de to første valgrunder fik han ikke – hvilket heller ikke var ventet – et tilstrækkeligt antal stemmer til at kunne fortsætte på posten.

 

 

Ved landdagsvalget i oktober 2019 var Ramelows parti ganske vist gået betydeligt frem, men pga. tab hos koalitionspartnerne, det socialdemokratiske SPD og miljøpartiet Die Grünen, havde han mistet sit parlamentariske flertal.

 

I tredje valgrunde ville et almindeligt flertal have været tilstrækkeligt for Ramelows genvalg, men det gik anderledes. Og årsagen var det højreorienterede/højrepopulistiske parti Alternative für Deutschland (AfD), der ved samme valg havde erobret andenpladsen med en sensationel fremgang på 17,8%.

 

Overraskelsen

 

Ud af det blå stillede en vis nærmest ukendt Thomas Kemmerich op i tredje valgrunde.

 

Han er leder af landdagens mindste parti med kun fem mandater, de liberale Frie Demokrater (FDP).

 

AfD, der også havde opstillet en kandidat, droppede denne og stemte samlet på Kemmerich sammen med FDP, men også – og dette var den næste sensation – Angela Merkels kristeligt-demokratiske parti CDU.

 

Resultatet blev, at Ramelow fik 44 stemmer og Kemmerich 45 stemmer og hermed var denne Thüringens nye ministerpræsident.

 

Mens oppositionen lamslået så på, lykønskedes Kemmerich naturligvis af sit eget parti, af CDU og af Björn Höcke, AfD-fraktionens omdiskuterede chef. Fotografiet af de to herrer forenet gennem et kraftigt håndtryk er blevet vist både i de lokale og internationale medier.

 

Nu skulle man tro, at et demokratisk indiskutabelt valg som en selvfølgelighed ville blive anerkendt som et korrekt udtryk for en demokratisk handling. Men nej, og parallellen til Brexitafstemningen i 2016 – der langt om længe nu er resulteret i Storbritanniens udtræden af EU, et resultat, som modstanderne dag for dag alligevel satte et spørgsmålstegn ved – er slående.

 

Protesterne haglede ned over Kemmerich personligt, hans parti FDP samt CDU.

 

AfD er i forvejen afskrevet af medierne som en bande højreekstremister, som det for enhver pris gælder om at holde udenfor den parlamentariske proces.

 

Partiet – grundlagt i 2013 – er nu efter en langt række landdagsvalg repræsenteret i alle tyske delstatsparlamenter og i forbundsdagen i Berlin danner den tredjestørste fraktion, som ingen dog taler med.

 

Partiets leder i Thüringen, Björn Höcke, må ifølge en domstolsafgørelse gerne betegnes som fascist, et skældsord, der dog må siges at anvendes i flæng.

 

Og dommen har da heller ikke rokket ved hans popularitet. Men at kalde AfD for et nazistisk eller fascistisk parti er at gå galt i byen. Det drejer sig efter min vurdering snarere om det eneste anti-EU-parti i Tyskland og om et protestparti, der opleves som et parti, der på det sociale område taler den lille mands sag.

 

Reaktionen

 

Da den nye ministerpræsident efter valget påbegyndte sin takketale, blev han omgående afbrudt af hånlatter og tilråb med ord som ”charlatan” og ”hykler”. Men også uden for landdagen herskede en forgiftet atmosfære. Kemmerich skal således også være blevet forulempet med ukvemsord og trusler via sin mobiltelefon. Betegnende var det også, at da lederen af partiet Die Linke, Susanne Henning, skulle overrække den obligatoriske lykønskningsbuket, kastede hun den med foragt for Kemmerichs fødder. ”Sig det med blomster!”

Chokbølger gennem det politiske landsskab

Chokbølgerne var dog ikke blot mærkbare i landdagen i Erfurt, men også i det fjerne Berlin. Det, der er skete i Erfurt, må simpelthen ikke ske! Mens der ingen problemer er med at indgå i en koalition med det gamle DDR-parti Die Linke, som også den tidligere ministerpræsident Bodo Ramelow tilhørte, er det et absolut no go, netop et tabubrud, at acceptere en parlamentarisk støtte fra et iøvrigt demokratisk valgt AfD. Er dette hykleri ikke til at tage og føle på? Og ikke blot haglede protesterne, som det kunne forventes, fra partierne til venstre for midten, Die Linke, Die Grünen og SPD, men også CDU kastede sig over dets repræsentanter i Thüringen. Såldes jamrede partiets generalsekretær Paul Ziemiak højlydt over, at en ministerpræsident kunne vælges ”med stemmer fra en nazist som Björn Höcke”.

Og Merkels klon, CDUs partichef Annegret Kramp-Karrenbauer, betonede, at valget havde fundet sted mod partiledelsens ønske og derfor krævede hun og CDUs præsidium omgående nyvalg. Ja, Merkel selv, der opholdt sig 9.000 km væk i Sydafrika måtte også blande sig og erklærede, at hvad der var foregået i Thüringen var aldeles ”utilgiveligt”! Derfor krævede hun diktatorisk –– men uden beføjelse – at valgresultatet skulle annuleres, hvilket for enhver tænkende demokrat er en umulighed.

Selv FDPs leder, den åleglatte Christian Lindtner anså, hvis SPD og Die Grünen ville nægte at samarbejde med Kemmerich, nyvalg som den bedste løsning. Og det nægtede de naturligvis! Ganske vist brugte Lindtner et døgn inden han fik udtalt sig, og dette skete naturligvis først efter mediernes negative reaktioner. Pokkers også! For på papiret ville en ministerpræsident fra et lille parti som FDP have været en appelsin i turbanen. Dette kom også til udtryk i den første udmelding af partiets vicechef Wolfgang Kubicki: ”En storartet succes for Kemmerich.” Men ikke mange timer senere udtrykker også Kubicki et ønske om nyvalg. – Der er ingen mening i galskaben!

Et pinligt tilbagetog

Efter i en sådan grad at få tæppet trukket væk under sig, havde Kemmerich intet andet valg end at erklære, at han ville træde tilbage – en beslutning han dog udskød i et døgn –mens han samtidigt ligesom Lindtner foreslog nyvalg. Men bølgerne lagde sig ikke. Ikke mindst i de ulyksalige sociale medier fremførtes krav til socialdemokraterne om at partiet skulle træde ud af koalitionsregeringen med de to borgerlige partier CDU og det bayerske CSU, og denne mulighed blev da også nævnt som værende aktuel af den ene af SPDs to chefer, den ellers totalt ukendte Saskia Eskens. Hendes makker, Norbert Walter-Borjans, bidrog med denne udtalelse: ”At de liberale bidrager med en stråmand så at højreekstremisterne kan få magten er en førsterangs skandale.”

Iøvrigt løser Kemmerichs afgang med efterflg. nye valg ikke problemet i Thüringen, ikke mindst da det lokale CDU er modstander af sådanne valg med et stemmetab iflg. en lynhurtig meningsmåling på 10% lurende i horisonten, og det samme ville givetvis også være tilfældet med FDP. Dette har betydet en fornyet spænding mellem den lokale CDU-chef Mike Mohring og partihierarkiet i Berlin. Og da CDU i Thüringen gav pokker i Kramp-Karrenbauers krav om nyvalg, følte hun sin position så svækket, at hun d. 10. februar trak sig både som partichef og som kanslerkandidat ved næste forbundsdagsvalg, men med bibeholdelse af jobbet som forsvarsminister, et job, hvor hun ligeledes gør en uheldig figur.

 

Fremtiden

Den eneste jubelmelding på selve dagen kom forståeligt nok fra AfDs fraktionschef Alice Weidel. Hun tweetede – og givetvis med brodden rettet mod CDU og FDP: ”Nu kan man ikke længere komme uden om AfD.” Svaret kender ingen – i hvert fald ikke på længere sigt, men der er ingen tvivl om, at det ikke er dette pari, der har taget skade af begivenhederne i Erfurt.

Det bliver nok det ret rådvilde og impotente CDU, der kommer til at stå med sorteper. Kan det undre, at både Merkels og Kramp-Karrenbauers lynende intelligente rival til én eller begge chefposter i partiet, Friedrich Merz, har besluttet sig til at forlade en vigtig bestyrelsespost i den private sektor for ”at engagere sig mere politisk”? Sker dette, kan der komme mere skik på tysk indenrigspolitik. Men flere kvalificerede kandidater står klar i starthullerne. Amatørernes tid kunne dermed være forbi – og det triumferende AfD vil stadigvæk være på banen.

Og så er det vigtigt afslutningsvist at gøre opmærksom på, at Thomas Kemmerich og hans familie er nødsaget til at stå under politibeskyttelse døgnet rundt efter voldstrusler fra Antifa, en såkaldt ”antifascistisk” bevægelse i Tyskland. Så langt er vi kommet!

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…