Frankrigs tidligere forsvarschef advarer om risiko for borgerkrig

Overalt i det vestlige EU overfaldes og myrdes mennesker af tilrejsende muslimske barbarer og/eller deres efterkommere.

 

I flere tiår har vi været udsat for chikane, intimidering, vold, voldtægt og mord. Disse opregnede forbrydelser er ikke udtømmende.

 

Det kan være med livet som indsats at skulle med tog, sidde på en café eller bare gå hen ad gaden, for et eller andet sted lurer en større gruppe af de tilvandrede, som kun venter på, at nogen kommer forbi, som de kan overfalde på mest brutale vis, herunder støvletramp på hovedet – tilsyneladende en muslimsk specialitet.

 

Heller ikke svage mennesker, såsom handicappede, ældre og børn går ram forbi.

 

Disse vilkårlige overfald har jeg set omtalt som hverdagsterror. Og det er netop, hvad det er. Aldrig at vide, om man selv eller ens nærmeste er næste offer, kan kun beskrives som den terror, alle bliver eller kan blive udsat for hver dag.

 

Volden optrappes

Så holdt den terror, hvor så mange som muligt skal slås ihjel på kortest mulig tid, sit indtog, hvor barbarerne slår til mod folkemængder med alle forhåndenværende midler.

 

Men også enkeltpersoner skal tage sig i vare, hvis de kommer på tværs af islamisterne, der vil bestemme, hvad vi må tegne, skrive og ytre os om. Ikke så få mennesker må leve under politibeskyttelse.

 

Heller ikke lærere må undervise i noget, der ikke passer islamisterne.

 

Den franske skolelærer Samuel Paty betalte den højeste pris for at bibringe lærdom til den næste generation og oplyse om Frankrigs kultur, historie og traditioner. Den gruopvækkende terror, som Frankrig blev ramt af, er helt uden for civiliseret fatteevne.

 

Det er slet ikke nok for dem at skræmme befolkningerne med et hidtil ukendt barbari, som vi derfor har været aldeles uforberedt på. Synagoger, jødiske skoler og gravpladser samt tillige vores kulturarv, herunder kirkerne, skændes og vandaliseres. Især Frankrig har været mål for de importeredes kulturnedbrydende terror, der også rammer præster og kirkegængere.

 

De moralsk rene

Når det gælder udenlandske kriminelle, hæver (de fleste) politikere og godhedssegmentet fanen højt. De bryster sig af en særlig godhed og moral, som ingen  uden for denne stråleglans af humanitet er i besiddelse af.

 

Når beskyttelsen mod udvisning af de mest bestialske tilvandrede forbrydere er essentielt for godhedssegmentets sjælefred, skyldes det, at det er forbryderne, de ser som ofre. Det er dem, der er de virkeligt udsatte.

 

Da Danmark er en retsstat, og en sådan måles på, hvordan forbrydere behandles, er det klart, at jo færre udvisninger, jo mere retsstat.

 

Og skulle nogen være i tvivl, slås vi oven i hovedet med en stribe konventioner, der ene og alene er beregnet på beskyttelse af udenlandske forbrydere.

 

Blæse være med de røvede, de overfaldne, de faldne for terror, de mishandlede, de voldtagne samt de myrdedes pårørende. Alle må de klare sig, som de bedst kan. Men for ikke at fremtræde lige så kyniske, som de er, kan politikerne da altid fælde en hyklerisk tåre og fremmumle de kvalmefremkaldende klicheer: Det er uacceptabelt. Vi vil ikke finde os i det. Vi skal stå sammen. Vi skal fortsætte, som vi plejer.

 

De foragtede

Jeg kan overhovedet ikke forestille mig nogen mere foragtelige personer end de ovennævnte.

 

Siden 1983 har de udskammet deres egne landsmænd i håb om, at deres modbydelige, landsforræderiske politik gled ned uden alt for høje protester. De havde dog nok ikke forestillet sig, at en dag havde de beskidte og sjofle udtryk nået en udløbsdato.

 

Nu kan de bruge alle de skældsord, de vil. De rører os ikke mere.

 

Borgerkrig eller krig

Når befolkningerne og enkelte politikere (i Frankrig fx den tidligere forsvarschef Pierre de Villiers) nu begynder at tale om krig eller borgerkrig, er det på tide for selv politikerne at blive bekymret.

 

Den 14. oktober, to dage før det bestialske drab på Samuel Paty, udgav han sin tredje bog på lige så mange år. I «L’équilibre est un courage» («Ligevægt er mod») skriver han om et dybt splittet Frankrig som trues af indre spændinger og nærmer sig et kritisk punkt.

 

et nyligt interview med den franske kanal RTL, hvor de Villiers stillede op for at snakke om sin bog, gik han enda længere i en nådeløs analyse af mødet mellem Vesten og islam. Han er tydelig med, at vi er i krig, og balancen han efterspørger, er en respons mod terror som står i forhold til angrebet vi udsættes for. (artiklen fortsætter under videoen …)

Selveste præsident Emmanuel Macron, som ikke er et hak bedre end alle andre politikere i de vestlige EU-lande, kalder nu terroren for dét, den er, nemlig islamistisk.

 

Ikke noget forvrøvlet sludder såsom ”(allahu akbar-)terror er ikke islam”, og det er ”voldtægt af islam”. Sagt af folk, der næppe er i stand til at stave til islam.

 

Engang havde vi en modstandsgruppe (eller rettere flere modstandsgrupper), som kæmpede for deres land og for os. Den kamp for fred og tryghed, som mange af vores modige borgere døde for, er nu kastet i grams. Måske frygter politikerne at overtræde konventionerne, måske er der tale om ren og skær frygt, pakket ind i floromvundne udsagn som: ”Gør vi ligesom dem, har de vundet.”

 

Hvor mange landsforrædere, som modstandsgrupperne i 1940’erne var op imod og skulle tage sig i vare for, ved jeg ikke. Men i dag kan man sætte navn på en del af disse foragtelige grupper, fx AFA og Antifa; begge er venstreradikale tæskehold, som er de islamiske organisationers forlængede arm. Det er disse grupper, der under en borgerkrig skal kæmpes imod.

 

Hitzb ut-Tahrir

Terroren har endnu engang ramt Frankrig, og vestlige landes befolkninger udtrykker deres medfølelse med det franske folk, de sårede og de pårørende til de myrdede.

 

Og hvem havde den mellemøstlige frækhed at møde op for at promovere sig selv på denne sorgens dag? Lige netop den jødehadende organisation Hitzb ut-Tahrir.

 

Man skal ikke forvente, at islamiske organisationer har den mindste smule fingerspitzengefühl.

 

De reagerer som små børn, når verden går dem imod. Enten med klynk (I er alle så onde mod muslimer) eller med arrigskab (vi slår jer ihjel).

 

Dagen var anledning til klynk. Men også lidt infantilt raseri – se JP (bag betalingsmur). Se også alle fotos på Snaphanen: Kvinderne er alle iført det islamiske flag, og der flages med ISIS’s morderiske fane.

 

Dansk Folkeparti forsøgte i 2008 at få organisationen forbudt, men de andre partier stemte imod. Selv om organisationen er forbudt i Tyskland, Rusland, Israel, Egypten, Jordan og Usbekistan – og endvidere i Sverige og de fleste muslimske lande, skulle partierne ikke nyde noget. Tænk, hvis de fik et dårligt omdømme.

 

Skam jer

Kort efter terrorangrebet mod Frankrig skete et terrorangreb i Wien. Danmark sender kondolencer til både Frankrig og Østrig. ”Vi står skulder ved skulder med jer”, som statsministeren udtrykker det.

 

Hvor meget betyder de ord – eller rettere, hvad betyder disse ord overhovedet, når man samtidig tillader, at en hadefuld organisation får lov til at promovere deres had foran Den Franske Ambassade?

 

Ytringsfrihed? Forsamlingsfrihed? Nej, det har det absolut intet at gøre med. Det er verbal terror mod en nation i sorg.

 

Skam jer.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…