De intellektuelles tåbeligheder

Daniel Pipes

Et udtryk fra 1500-tallet lyder: “Der er ikke noget fjols som et gammelt fjols”. Fremkomsten af totalitære ideologier som fascismen, kommunismen og islamismen omkring Første Verdenskrig betyder imidlertid, at der er behov for at ændre udtrykket til: “Der er ikke noget fjols som et intellektuelt fjols”.

 

En intellektuel er en person, der er engageret i ideernes verden; der som levebrød læser og skriver; der gør kendsgerninger til teorier. Jean-Paul Sartre definerede den intellektuelle som “en, der blander sig i ting, der ikke angår ham”. Intellektuelle kritiserer imidlertid i overvældende grad deres egne samfund, hvilket er en nyttig funktion i diktaturer men har en lumsk indvirkning på demokratier; bare se på vores uddannelsessystem.

 

Professor Paul Hollander foretog grundige studier af den overstrømmende hyldning af totalitære ledere, der kommer fra velnærede, frie, kendte vestlige tænkere. Hans sidste værkFrom Benito Mussolini to Hugo Chavez: Intellectuals and a Century of Political Hero Worship (Fra Benito Mussolini til Hugo Chavez: Intellektuelle og et århundredes politiske heltedyrkelse), Cambridge University Press (2017), gennemgik fænomenet siden dets opståen under Første Verdenskrig. John Earl Haynes har lavet en nyttig samling af de mere uhyrlige citater, som disse kendte hoveder er fremkommet med, med en tilføjelselse fra min side:

 

Mussolini: Herbert Croly, grundlægger og redaktør af New Republic, var overstrømmende om den “gejst af italiensk nationalisme, der … ville gøre italienerne til herrer i eget hus gennem en fornyet moralsk vision”. Han kaldte fascismen “et politisk eksperiment, der optændte en hel nation med øget moralsk energi og gjorde sine aktiviteter agtværdige ved at underlægge dem et dybtfølt fælles formål”.

 

Hitler: Arnold Toynbee, en indflydelsesrig historiker, interviewede den tyske Führer i 1936 og fortalte om at være “overbevist om hans oprigtighed i ønsket om fred i Europa”.

 

Stalin: Jerome Davis, en berømt teolog fra Yale Divinity School, mente “det ville være en fejl at betragte den sovjetiske leder som en velovervejet mand, der tror på at påtvinge andre sine ideer”.

 

Mao: John K. Fairbank, Harvards dekan for amerikanske kinastudier, hævdede: “Den maoistiske revolution er samlet set det bedste, der er sket for det kinesiske folk i århundreder” og konkluderede, at Maos Kina “er i langt højere grad vores ven end vores fjende. Landet er optaget af indre anliggende og ikke aggressivt mod udlandet”.

 

ArafatEdward Said, en universitetsprofessor ved Columbia, udtalte, at den palæstinensiske leder “gjorde PLO til en reel repræsentativ organisation”.

 

Khomeini: Richard Falk, en politolog fra Princeton, vurderede, at den iranske ayatollah havde skabt “en ny model for en folkelig opstand, der hovedsageligt er baseret på ikkevoldelig taktik”. Han fortsatte ved at konkludere, at “Iran giver os måske nu en stærkt tiltrængt model for et menneskeligt styre i et tredieverdensland”.

 

Castro: Den anerkendte forfatter Norman Mailer smigrede sin cubanske vært med ordene: “Du var den første og største helt i verden siden Anden Verdenskrig … Du er svaret på argumentet om … at revolutioner ikke kan vare ved, at de bliver korrupte eller totalitære eller at de æder deres egne”.

 

Kim Jong II: Historikeren Bruce Cumings fra Universitetet i Chicago beskriver Nordkoreas diktator som “et hjemmemenneske, der ikke er særligt social, ikke drikker meget og arbejder hjemme i sin pyjamas. … Han holder mest af at sidde på gulvet og pusle med sine mange musiksamlinger. … Han er blufærdig og genert og, som de fleste koreanske fædre, håbløst optaget af sin søn”.

 

Disse smigrende udsagn giver anledning til flere konklusioner:

 

* Jeg har også det, at læse, tænke og skrive, som mit levebrød, så jeg distancerer mig fra disse intellektuelle fjolser ved at forklare, at jeg har “en lastbilchaufførs simple politik, ikke en akademikers komplekse politik”.

 

* Universiteterne har alt for mange fag på humaniora og samfundsvidenskab (et institut for transkønnede studier?), mens bedragere og provokatører dominerer i kunstverdenen (en banan til 120.000 dollar?). Omvendt er der brug for flere erhvervsfaglige og tekniske skoler samt reelle kunstnere.

 

Paul Johnsons bog fra 1988: Intellectuals: From Marx and Tolstoy to Sartre and Chomsky (Intellektuelle: Fra Marx og Tolstoy til Sartre og Chomsky) udstillede ubehagelige og pudsige personlige svagheder. Det er imidlertid en biting. Det virkelige problem er, at samlet set får redaktørerne, professorerne og skribenterne, der beskæftiger sig med politik og kunst, mere galt fat på tingene end det modsatte, og de har derfor en mere skadelig end konstruktiv effekt.

 

Hvor ender det? Ikke godt. Intellektuelle breder sig, mens robotter og kunstig intelligens i stigende grad overtager det manuelle arbejde, så der bliver mere fritid, og det indbyder til mere indviklethed og egoisme. Almindelig sund fornuft bliver stadigt vanskeligere, mens regeringer garanterer indtægten, og mad tilsyneladende gror i supermarkeder. Ved ikke at påskønne de grundlæggende ting, men utrætteligt finde fejl, leder de intellektuelle os på afveje.

 

Daniel Pipes har en Ph.D., har undervist ved fire universiteter og leder et forskningsinstitut.

 

Tilføjelse 14. august: Og så er der selvfølgelig George Orwell: “Nogle ideer er så tåbelige, at kun intellektuelle tror på dem”.

Oprindelig engelsk tekst: The Folly of the Intellectuals
Oversat af Kirsten Valeur

DANIEL PIPES

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…