Dansk folkestyre på bistandshjælp!

Så sent som i 1960 var 25% af danskerne medlem af et politisk parti. Det svarede til hver fjerde dansker og afspejlede en politisk interesseret befolkning, som helt i grundlovens ånd delte sig efter anskuelse. Den demokratiske debat og det politiske arbejde på Christiansborg hvilede med andre ord på et solidt folkeligt grundlag.

 

Partiernes medlemstal i drastisk fald

Siden er der sket mangt og meget med det danske folkestyre. Vi kom ind i en samfundsudvikling, hvor valgdeltagelsen ved valgene heldigvis er fortsat med at være høj, men hvor den enkeltes partitilhørsforhold mild sagt er mere flagrende end tidligere. Hvor f.eks. Socialdemokraterne i 1948 havde over 300.000 medlemmer, er det nu faldet til 40.000, mens det andet store parti i Folketinget, Venstre, er faldet fra knap 90.000 medlemmer til nu 30.000. Hvor partierne oprindeligt var folkelige bevægelser primært finansieret af medlemskontingenterne, har de i dag skiftet markant identitet. Og faktum er, at under 4% af befolkningen i dag er medlem af et politisk parti.

 

Fatal beslutning om statsstøtte til de politiske partier

Under indtryk af de kraftigt faldende indtægter til at drive de politiske partier for tog et politisk flertal for en del år siden en fatal beslutning om at indføre en skatteyderbetalt partistøtte, som eksempelvis sidste år sikrede partierne 33 kr. pr. stemme. Intentionen bag den fatale beslutning om at sætte folkestyret på bistandshjælp var at styrke demokratiet. I stedet for at styrke et levende folkestyre fik man imidlertid såvel en ny politikertype, som politiske partier med en hel anden identitet end set tidligere. Hvor det politiske ståsted og engagement tidligere var noget, der voksede frem i takt med, at den enkelte gjorde sine erfaringer både i erhvervslivet og i livet i det hele taget, inden den politiske løbebane tog sin begyndelse og form, så er politik i dag typisk noget, mange vælger som en bevidst og målrettet karrièrevej. Det afspejler sig i, at nutidens politikere typisk er langt yngre end politikere var før i tiden. Den typiske moderne politiker begynder den politiske løbebane i en politisk ungdomsorganisation med blikket stift rettet mod en ministertaburet. Venskaber skabes i det muntre politiske ungdomsliv – kontakter, der baner vejen videre frem mod karrièremålet. Næsten alle på ministerholdet  i både den tidligere og den nuværende regering er således gamle venner fra enten VU eller DSU.

 

Karrierefikserede levebrødspolitikere og overfladiske og rodløse vælgere en farlig cocktail for et sundt folkestyre

Det er der ikke noget galt i i sig selv. Men det skaber desværre politikere på topposter i en meget ung alder uden anden baggrund end en måske dårligt nok afsluttet universitetsuddannelse – og så altså den politiske børnehave i en ungdomsorganisation. Vigtige forudsætninger som en solid erhvervs- og livserfaring mangler helt eller næsten. Det kan ikke undgå at påvirke den politiske proces og måden at arbejde på. Når politik er blevet et karrièrevalg og et levebrød, så kommer det til at skygge for den ærlige ideologiske kamp for enten et borgerligt liberalt eller et socialistisk samfund. Der bliver trængsel på midten, hvor der er lidt af hvert og meget af ingenting. Kampen for at købe vælgernes stemmer har ført os mod en formynderstat, hvor politikerne yder tilskud til alt og alle, og hvor borgernes egne penge konfiskeres af det offentlige for 75 procents vedkommende i form af direkte og indirekte skatter for at betale gildet. Resultatet er paradoksalt nok en udtalt politikerlede, som er en farlig sygdom for et sundt folkestyre.

 

Og takket være skatteydermidlerne til parikasserne er partierne fra at være levende bevægelser med dybe folkelige rødder degenereret til i dag at være strømlinede salgsorganisationer med masser af ansatte. Jeg har ikke opskriften på, hvordan denne folkestyrets dybe krise skal løses, hvor vælgerne shopper mellem dagens  diverse politiske slagtilbud uden tanke for, om det er rødt eller blåt, men udelukkende med det for øje, om det gavner netop én selv her og nu. Politikernes ønske om genvalg og en fortsat god levevej og vælgernes mangel på samfundsmæssig helhedstænkning og et rodfæstet politisk ståsted er en ond cirkel. Hvis demokratiet fortsat skal være statsbetalt – altså af skatteyderne – så kommer vi blot længere og længere væk fra et sundt folkestyre. At give støtten pr. medlem i stedet for pr. stemme som foreslået af Demokratikommissionen er en mulighed, men dog ikke en holdbar løsning.

 

Tvangsudskrevne midler fra skatteyderne ikke vejen frem til et sundt og levende demokrati

Hvordan får vi partier båret af en rodfæstet folkelighed og en ærlig værdikamp tilbage i stedet for de topstyrede salgsorganisationer, vi kender i dag? Tvangsudskrevne midler fra skatteyderne er i hvert fald ikke vejen…!

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…