Dansk champagne-gin

Så har gin-alkymisten Hans Elsner fra mikrodestilleriet Elk Spirits i Fredensborg  igen leveret en verdensnyhed. Denne gang er det en færdigblandet Gin og Tonic serveret i en champagneflaske med fine, små brusende bobler.

 

Ingredienserne i GT’en består af den guldvindende gin Elg No. 1 og en tonicvand baseret udelukkende på kinabarkekstrakt, citronsyre og  uden tilsætning af kunstig smag eller farvestoffer. Før aftapningen har blandingen været en tur i Tyskland, hvor boblerne er tilsat under tryk.

 

Smagen er efter min opfattelse lige det, man kan forlange af en kølig GT, når den er optimal. Styrken ligger på 12 pct. Alkohol, og flaskens indhold på 75 cl. svarer til 6 glas. Prisen er 198 kr., og på tlf. 60202063 oplyses nærmeste forhandler.

 

Fra denne fritids- og velkomstdrink går vi fluks over til de gode vine på ”Kup på Vinhylden:

 

Hvidvin

 

Weingut Karl Erbes, 2019 Lösnicher Försterlay, Riesling Spätlese Halbtrocken, Ürzig, Mosel, Tyskland – Normalpris 199 kr. – Tilbudspris 169 kr. pr. styk ved køb af 3 flasker.

 

Vinslottets nuværende ejer, Stefan Erbes, laver klassiske vine, hvor balancen mellem frugtsyre og sødme munder ud en elegant restsødme, som får de fleste til at dåne. Rieslingen vokser på et område af grå skifer, der tilføjer frugtige aromaer af fersken og abrikos til vinen.

Importør: Propperiet, Brædstrup.

 

Rødvin

 

Cantina Varvaglione, 2016 Papale Oro, Primitivo de Manduria DOP, Apulien, Italien – Kampagnepris 159,95 kr. På tlf. 86419600 oplyses nærmeste forhandler.

 

Vinhuset har siden 1921 været i familien Varvagliones eje og drives i dag af vinmager Cosimo og hustruen Maria Teresa Varvaglione. Papale Oro er fremstillet på 100% Primitivo druer, der har lagret minimum 10 måneder på franske og amerikanske egetræsfade. Farven er rubinrød, mens duften er et sammensurium af mørke bær og mørk chokolade, som i smagen munder ud i en flot frugtsmag. Holder fint sammen med efterårets kraftigere madretter.

Importør: Amka, Randers.

 

Le Cellier des Princes, 2019 Grand Réserve Côtes du Rhône, Châteauneuf-du-Pape, Rhônedalen, Frankrig – Normalpris 99,95 kr. – Tilbudspris 59,95 kr.

 

Le Cellier des Prices er vinområdet Châteauneuf-du-Papes eneste kooperativ, hvis medlemmer også ejer marker uden for centrum de daværende pavers besiddelser. 2019-udgaven her er fra disse marker, og her får man et tydeligt bevis for, hvorfor Rhône-vinene er blevet så populære. Der er fuld hammer på vinen, hvis druer er plukket på 40-60 år gamle stokke af 80% Grenache og 20% Syrah og Mourvèdre. Den høje alder munder ud i en saft- og frugtfuld oplevelse på smagsløgene.

Importør: GOBIvin, Valby.

 

Castello di Querceto,  2018 Chianti DOCG, Greve in Chianti, Toscana, Italien – Normalpris 99,95 kr. – Tilbudspris 79,95 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.

 

Vinslottet har i årevis tilhørt adelsfamilien Francois og har gennem tiderne oplevet op-ned og opture. 2. verdenskrig efterlod mange års vanskelige eksistensvilkår, men i 1978 overtog Alessandro Francois og hustruen Maria Antonietta Francois ledelsen. De renoverede bygninger og marker og kunne i 1990’erne overdrage slottet til datteren Lia og sønnen Simon, der i dag kan se på en portefølje af Chiantier i det øvre kvalitetskvartil. 2018-udgaven er som tidligere årgange lavet af den ypperlige Sangiovese-drue.

Importør: Theis Vine, Charlottenlund.

 

Buitenverwachting Wine Estate, 2017 Meifort, Coastal Region, Cape of Good Hope, Constantia, Sydafrika – Kampagnepris 99,95 kr.

 

Navnet på vinhuset, hvor der er dyrket siden 1796, betyder ”over forventning”, og jeg vil gerne tilføje, at dette er noget af det bedste sydafrikanske vin, jeg har smagt. Når man tager en slurk af denne vin, fornemmer man et historisk vingesus. Vingården var tidligere en del af den berømte Constantia Estate, der blev bygget af den hollandske guvernør i Sydafrika, Simon van der Stel. Vinen er stukket sammen af Cabernet Sauvignon, Merlot og Cabernet Franc og giver en fyldig og kompleks smag stenfrugter peppet op med tobak og vanilje.

Importør: Sigurd Müller Vinhandel, Aalborg.

 

Tenute Rosetti, 2017 Governo IGT, Firenze, Toscana Italien – Normalpris 99,00 kr. – Tilbudspris: 3 flasker for 225 kr.

 

Vinen har navn efter en 700 gammel metode at lave vin på i Toscana. Den består i at lade vindruerne hænge på vinstokkene eller i særlige tørringsrum til de får et rosinagtigt udseende. Derefter blandes de med frisk most og gærer sammen med den. Slutresultatet bliver en rund, blød og sødmefuld vin fuld af god frugt  med noter af mørk chokolade. Arbejdet med cuvéen, der hovedsagelig er baseret på Sangiovese-druer, er foretaget af Kenny Pellegrino fra ”Vino Pellegrino” i København.

Forhandler: Supermarco, København SV.

 

Læs også
Julens bedste gave til vinentusiasterne

Bodegas Tempore, 2018 Esenzia IGP Bajo Aragon, Lécera, Spanien – Normalpris 96 kr. – Tilbudspris 40 kr. pr. styk ved køb af 12 flasker.

 

Aragon ligger i det nordvestlige Spanien og er kendt for sit ekstreme klima med minimalt nedbør og store temperaturudsving. Det er forhold som bl.a. druetypen Garnacha, som denne vin er lavet af, elsker. Vinstokkene er mellem 55 og 60 år gamle, hvilket betyder stor intensitet i vinen med kraftfuld duft og saftig, frugtig smag. I glasset opleves en behagelig fylde, som ender op i en silkeblød finish. Et virkelig godt køb til en billig penge.

Importør: Philipson Wine, Kokkedal.

 

Casa Defrà, 2016 Barbarano, Colli Berici DOC, Veneto, Montorso, Italien – Normalpris 75 kr. – Tilbudspris 49,95 kr. På tlf. 86911844 oplyses nærmeste forhandler.

 

Rødvinen Barbarano dyrkes udelukkende omkring landsbyen Barbarano Vicento ved foden af Berici bjergkæde i Veneto-provinsen, og den fremstilles på druesorten Tai Rosso. Den er i familie med den franske Rhône-drue Grenache, og i den aktuelle udgave genfindes en duft og smag af brombær og hindbær. I relation til mad er Barbarano den ideelle ledsager til frokostretter og -anretninger.

Importør: Fortium Wine, Hinnerup.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…