Muslimsk udvandring
Af Visti Christensen
I år 2023 er det fyrre år siden, at den katastrofale flygtningelov blev vedtaget i Danmark. Og i de forløbne år er fejltagelsens fatale følger blevet synlige for alt folket – lige bortset fra et flertal i landets lovgivende forsamling. Den enorme invasion af folk fra ikke-vestlige, især muslimske lande, har til fulde bekræftet det rimelige i Mogens Glistrups advarende ord om, at Danmark for enhver pris burde være og forblive et ”muhamedanerfrit område”.
Men mens vi venter på, at den nye virkelighed – i al sin gru og samfundsomkalfatrende realitet – vil gå op for de nye generationer af levebrødspolitikere, kunne man godt efterlyse en handleplan for, hvordan man fik nutidens enorme uinviterede folkemasser til at forlade landet igen. I hvert fald de 80 %, som iflg. nye undersøgelser slet ikke er reelle flygtninge, men som hidindtil – kvit og frit – har fået asyl, forsørgelse og god ”beskyttelse” her.
Ulla Dahlerup har i sin læseværdige fremtidsroman: “Storhedsvanvid” leget med den tanke, at der opstod en situation, hvor de mange indvandrere pludselig bliver omvendt til udvandrere, der hurtigst muligt vil ud af landet. Baggrunden er en forudgående tid, hvor Enhedslisten og Muslimsk Folkeparti har dannet en fælles regering, der har sendt landet på fallittens rand i form af fødevaremangel, ufrihed, og et religiøst overvågningssamfund.
I takt med, at utallige gamle fundamenter er begyndt at skride og kræve mere detaljeret lovgivning, burde kloge folk for længe siden have fundet på forslag til, hvordan vi kunne få uinviterede folk til at rejse ud af landet igen. Det ville være et reelt intelligent paradigmeskift, der kunne nedbringe den 50 mia dyre årlige udgift, som indvandringen koster. Et forslag kunne være – om ikke dødsstraf – så fængsel på livstid for snyd med socialhjælp.
Men det er for utænkeligt. Men når Kina kan opføre et helt hospital på ti dage, så burde vi også kunne finde på et tiltag, der havde effekt. Foreløbig har vi haft knapt fyrre år til at opfinde det.
DANMARK ER UNDER FORVANDLING. GÅR DET DEN VEJ DU ØNSKER?
Af Lone Eriksen
Lad os begynde med hvad den tidligere formand for folketinget udtaler. ”Den danske befolkning udskiftes med stor hast af personer fra Tyrkiet, Irak og Pakistans” (læs muslimer)
Nu indhentes den ”snakkende” og ”humanitære” klasse af virkeligheden, som de selv har været med til at skabe, ved at støtte de partier, som hylder tilvandringen fra fremmede områder.
Her er to helt dugfriske eksempler:
Nyt sprog
DANMARK ER UNDER FORVANDLING. GÅR DET DEN VEJ DU ØNSKER?
Gymnasium
Nyindvandrede unge mænd og efterkommere er i flertal på 14 ud af landets gymnasier, hvor indvandredrenge tager magten over danske elever og lektorer. De skaber utryghed i undervisningen og huserer på de omliggende arealer med interne dødsens alvorlige fysiske og korporlige konflikter om “ære” for familien og søstre. De saboterer normalt dansk fællesskab, med deres mellemøstlige og macholignende dyssociale adfærd. Det fortælles, at den venstreorienterede lærerstab står magtesløse, da deres samtaledialog er som at “smide vand på en gås”. Der er flere af de, især kvindelige undervisere, der har måttet sygemelde sig, da de er i en indre konflikt med sig selv. De har hele deres voksne liv stemt på partier, der hylder tilvandringen og nu begynder denne elevudskiftning at ”bide dem i haserne” og sætte dem i et frygteligt dilemma, som gør at de må sygemelde sig. Man kan sige, at virkeligheden har indhentet dem, da ni ud af ti gymnasielærere stemmer på partier, der hylder tilvandringen. En sygemeldt lektor siger til en avis, at de fleste af hendes kolleger stemmer på Enhedslisten, SF, Alternativet og De Radikale med tryk på Enhedslisten.
Til os danske forældre, der har vores unge gående på disse gymnasier, hvor denne udvikling er i gang og må formodes at brede sig, når den ikke kan ”udtyndes” mere, er der blot at sige, at vi bør tænke på hvem vi stemmer på ved næste valg, hvis vores dyrebare unge ikke skal komme hjem og sygemelde sig på grund af ”ondt i maven”.
DANMARK ER UNDER FORVANDLING. GÅR DET DEN VEJ DU ØNSKER?
Besynderlige politiske udnævnelser og politisk adfærd
Af Ole Schmidt
Jean Claude Juncker, var som bekendt premierminister fra 1995 til 2013 i Luxembourg. Herefter blev han i november 2014 formand for EU-kommissionen til udgangen af 2019. På trods af at Luxembourg – i hans premierministerperiode – hjalp store internationale virksomheder med skatteunddragelse i Luxembourg, blev han alligevel som nævnt efterfølgende udnævnt til EU-kommisionsformand i 2014.
Vor tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt, som har været fedtet ind i skattesager også omfattende hendes mand, sidder i dag i bestyrelsen for 2 selskaber som har forbindelse til skattelyet Jersey. Ikke desto mindre er hun alligevel nu fundet værdig til at blive udnævnt til formand for FN’s panel for skatteunddragelse og skattely.
Men – hvem ved – måske skyldes det netop hendes kendskab til sådanne forhold? Og vor tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, som i dag stadig er medlem af Folketinget, har nu som bijob (eller måske som hovedjob?) sagt ja til at blive konsulent/rådgiver for et stort advokat firma, et job som i kombination med at være dels tidligere statsminister og nuværende folketingsmedlem måske kan være en lidt ”uheldig” kombination.
Selvom visse politiske udnævnelser/bibeskæftigelser måske er juridisk uangribelige, tyder det i de nævnte tilfælde på, er der er en total manglende dømmekraft hos de 3 pågældende politikere, når de siger ja tak til et job, som de klogeligt burde have afholdt sig for at modtage.
Politikere kan naturligvis ikke forventes at skulle være gode rollemodeller for befolkningen, det ved vi jo alt om. Intet nyt i det. Men det er alligevel ”imponerende” at organisationer som FN og EU ikke kan sondre bedre, når de vælger ledere til diverse udvalg og kommissioner, og det er desværre lige så ‘imponerende’, at tre erfarende politikere ikke selv forstår at sige nej til visse poster/jobs. Jeg er helt klar over, at der sikkert kunne nævnes utallige andre og måske bedre eksempler på ‘besynderlige politiske’ udnævnelser og politisk adfærd.
Men vi skal så blot se i øjnene , at den menneskelige natur dybest set er uforanderlig og derved er særdeles forudsigelig, og da politikere også er en slags mennesker, er deres adfærd naturligvis ligeledes særdeles forudsigelig.
