Lufthavnens nye trafiktal: Corona kan blive en økonomisk krise

Allerede i februar satte COVID-19 udbruddet sit aftryk på Københavns Lufthavns passagertal, der landede på knap 2 millioner rejsende – et mindre fald i forhold til sidste år. Den drastiske effekt af Corona udbruddet er først slået igennem i begyndelsen af marts, hvor antallet af rejsende er faldet med en tredjedel i den første halvanden uge.

 

I alt var der i februar 1.987.766 passagerer gennem Københavns Lufthavn, svarende til en nedgang på 0,4 pct. Men på grund af skudår var der 29 dage i februar 2020, og korrigerer man for den ekstra dag i år, var den reelle nedgang på 3,7 pct.

 

Det var primært de lange interkontinentale ruter ud af Europa, der trak ned. Det skyldes især markant færre afgange og faldende efterspørgsel på rejser til og fra Asien. I slutningen af februar blev også de kortere ruter inden for Europa påvirket – en udvikling, der nu er accelereret voldsomt i starten af marts.

 

”Den første halvanden uge i marts er antallet af flyafgange og rejsende til og fra Danmark faldet med en tredjedel.  Det har vi aldrig set før. Det er markant hurtigere og mere voldsomt end under både finanskrisen, 9/11, askeskyen og alt andet, vi har set i luftfarten siden 2. verdenskrig,” siger administrerende direktør Thomas Woldbye.

 

Fra sundhedskrise til økonomisk krise
”Det betyder, at vi ikke blot har en alvorlig sundhedskrise, men nu også kikker ind i en potentiel alvorlig økonomisk krise, hvor Danmarks tilgængelighed til verden – vores mobilitet – er under voldsomt pres,” understreger Thomas Woldbye.

 

Krisen rammer ikke blot flyselskaber og lufthavne. Den rammer også store dele af erhvervslivet, hvor f.eks. 32 procent af værdien af Danmarks eksport er via luftfragt. Krisen har også ramt hårdt ned i oplevelsesøkonomien med f.eks. hoteller, kultur og restauranter.

 

”Der flyver nu markant færre turister og forretningsfolk til Danmark. Det kan mærkes. Og herhjemme har mange danskere valgt at aflyse flyrejsen. Den manglende efterspørgsel har fået flyselskaber til at aflyse stadigt flere afgange og ankomster,” siger Thomas Woldbye, der advarer om at konsekvenserne af krisen kan blive langvarige og skadelige for Danmark.

 

Tilgængelighed afgørende for Danmark
”For en lille åben økonomi som Danmarks er det helt afgørende at have den bedst mulige tilgængelighed til verden. Den tilgængelighed er truet. Dermed kan Danmarks velstand komme under pres, hvis vi ikke gør det rigtige. Det gælder om at have fokus på, hvordan vi sikrer, at den samlede regning til danskerne bliver mindst mulig” lyder det.

 

”Vi skal sørge for, at frygten ikke overhaler fornuften. Vi oplever heldigvis, at Folketinget og regeringen er meget optaget af at håndtere sundhedskrisen her og nu – mens der samtidig arbejdes for at undgå, at situationen udløser en langvarig økonomisk krise. Virksomheder, regering og arbejdsmarked skal sammen handle målrettet for at begrænse krisens effekt, mens den står på – så landet kommer igennem med mindst mulig skade og står bedst muligt rustet, når Corona krisen klinger af,” siger Thomas Woldbye.

 

Indenrigstrafikken fortsætter i år med at falde. Der var i februar et fald på 8,1 pct. I alt var der 100.130 passagerer, der rejste mellem de danske lufthavne.

 

År til dato har 3,95 millioner passagerer været igennem Københavns Lufthavn, hvilket er 0,4 pct. færre end de to første måneder af 2019.

 

CPH

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…