En ny bog klæder Bjarne Corydon af til skindet. Graverjournalisten er gymnasielærer, hvilket lover godt for standen.
Mikael Busch: BJARNE CORYDON OG NØDVENDIGHEDENS POLITIK. Hæftet. Ill. 218 sider. Pris kr. 184,95. Forlaget People’s Press. Udkommet 14.02.2020
***** fem stjerner ud af seks
_______________________________________________________________
I forordet til ”Bjarne Corydon og nødvendighedens politik” undrer forfatteren Mikael Busch sig over, at hans bog er den første om Corydon. Taget i betragtning af bøger om politikere ellers udkommer i en lind strøm. Så meget desto vigtigere må det siges at være, at denne publikation har set dagens lys, ikke mindst fordi det er artige afsløringer, forfatteren er leveringsdygtig i.
I forordet gør Busch også rede for, hvordan han oprindeligt havde forestillet sig en helt anden bog, en mere traditionel biografi, som forlaget imidlertid ikke havde interesse i. Tanken om at skrive om Corydon kunne Busch til trods for afslaget ikke lægge på hylden af en meget enkel grund, som han lægger ærligt frem:
”Jeg må stå ved, at min drivkraft til at skrive en bog om Bjarne Corydon er, at han som finansminister har gjort en konkret, negativ forskel i undervisernes arbejdsliv. Herunder mit eget som gymnasielærer. Det skete ved de skelsættende overenskomstforhandlinger i 2013, hvor underviserne – med Bjarne Corydons egne ord – blev ”normaliseret”.” (s. 10)
Sjovt nok er Mikael Busch ansat på Kolding Gymnasium, hvorfra Bjarne Corydon blev student i 1992.
Bogen falder i tre dele
Bogen falder i tre dele: 1. FINANSMINISTER PÅ AFBUD, 2. ”DET MED LÆRERNE”, 3. STADIER PÅ KARRIERENS VEJ – omkranset elegant af prologen: Møde med Bjarne Corydon i et lurvet kælderlokale & epilogen: En finansminister besøger sit gamle gymnasium.
Overskrifterne angiver ret præcist den røde tråd i bogen: Først den dramatiske historie om, hvordan Bjarne Corydon ad snirklede veje kravler helt til tops i det politiske magthierarki; derpå hans afgørende rolle i lærernes statustab – fra selvstændigt tænkende myndighedspersoner og autoriteter til tidsregistrerede og overvågede lønarbejdere – og bruddet med den danske forhandlingsmodel, og endelig DONG-affæren, der skal vise sig at blive et springbræt til den videre karriere.
Før 2011 kender kun få uden for Socialdemokratiet og Christiansborg til Bjarne Corydon, men han har magt i partiet som chef for Analyse- og Informationsafdelingen, og da Henrik Sass Larsen bliver disset som finansminister, står Corydon klar i kulissen.
”Nødvendighedens politik”
Det er under Helle Thorning-Schmidts regering, at begrebet ”Nødvendighedens politik” opstår – en politik, der bliver omsat i en række afgørende og kontroversielle politiske beslutninger. Slagtningen af lærerne i 2013 er kun én af flere grimme sager. Særligt salget af DONG skaber røre i offentligheden, fordi Bjarne Corydon fremstår som en person med alt andet end rent mel i posen. Forholder det sig sådan, at den såre ufordelagtige handel for den danske stat er Corydons indirekte jobansøgning til en toppost i McKinsey?:
”Det er en udbredt forestilling, at Bjarne Corydons senere udnævnelse til en international direktørstilling hos McKinsey skal ses som en anerkendende gestus for hans håndtering af DONG-sagen.” (s. 149)
I 2018 bliver Corydon chefredaktør og administrerende direktør på Dagbladet Børsen, hvor han stadig sidder i dag.
Citatmosaik
Læseren skal ikke snydes for nok et par tankevækkende citater.
”Det ville kræve en slags ”klasseforræder”, som er parat til at gennemtvinge det, han anser for ”nødvendighedens politik” [i et samlet angreb på lærerne i 2013, hvor der var tale om fiktive overenskomstforhandlinger og dermed brud på den danske model. Et konspiratorisk parløb mellem regeringstoppen og de offentlige arbejdsgivere]. Det ville kræve en Bjarne Corydon.” (s. 88)
”Statsmagten er i færd med at begå et eklatant overgreb mod en gruppe af velfærdssamfundets kernetropper [lærerne].” (s. 119)
René Christensen, medlem af Finansudvalget for DF under DONG-affæren: ”På den måde minder Bjarne Corydon om en brugtvognsforhandler.” (s. 146-147)
”Man kan kritisere ham [Corydon] for mange ting, men man kan ikke beskylde ham for at være popularitetssøgende.” (s. 183)
Mikael Busch har skrevet en fremragende bog
Det demaskerende debatskrift kan indimellem minde om en kriminalroman, når de mange sindrige tråde, aktører og rænkespil vikles ud af garnnøglet. Det er forståeligt, at Bjarne Corydon ikke har villet medvirke, for han har sikkert haft på fornemmelsen, at gymnasielæreren med speciale i Stasi-agenter, kunne vise sig at være en dygtig graverjournalist.
Skulle den antagelse have noget på sig, så fejler Corydons shit-detektor ikke noget, for indkredsningen af ex-finansministerens meritter klæder ham næsten af til skindet.
Vel er historien om Corydon og den såkaldt nødvendige politik (læs: alt er styret af, hvad der kan vejes og måles) vinklet, men afsenderens varedeklarering bliver lagt åbent frem, og læseren overdænges i kapitlet ”Noter og kilder” med dokumentation og faktuelle oplysninger.
Der står ikke noget i denne bog, der overrasker mig, fordi jeg selv var en aktiv del af lærerkonflikten – heller ikke, at DR-ledelsen valgte at lukke låg på interessen for denne konflikt, der uden DR-mundkurven ville have kunnet få et andet udfald. (jf. s. 114 og s. 123). Men at få argumentationen foldet ud er en nydelse.
Mikael Busch har skrevet en fremragende bog, som få i dette land har intelligens, dannelse, sprogtalent og vedholdenhed til.
Et yderligere plus er humoren og de mange små, spidse svirp, hvor et enkelt eksempel må række her: ”Til stede er også David Hellemann, Finansministeriets departementschef. Han er dog mest optaget af at kigge ned i sin smartphone.” (s. 165)
Tættere på dansk politik kommer du ikke!
_____________________________________________
Faktaboks
Mikael Busch (født 1962), lektor, cand.mag. i tysk, fransk og mediefag. Klummeskribent og anmelder. Medlem af hovedbestyrelsen for Gymnasieskolernes Lærerforening siden 2014. Forfatter til bøgerne ”Knud og Vera – et Stasi-drama” (2012) og ”Lenz – Stasi-agenten, der blev fanget af fortiden” (2015).