Man orker det næsten ikke mere – at tale om, skrive om og lytte til formaninger om hyppig håndvask, brug af håndsprit, holde to meters afstand etc. Det skal jeg derfor skåne læserne for. Derimod har Corona-krisen synliggjort andre alvorlige problemer i samfundet i form af symptomer på, at demokratiet på mange måder ikke har det helt godt. Lad mig fremdrage to eksempler.
Det Danske Akademi langt fra Platons demokratiske tanker
Det første har sit udspring i den akademiske verden. Platon grundlagde omkring år 385 før Kristi fødsel en institution i det gamle Grækenland, der jo opfattes som demokratiets vugge. Institutionens navn var Akademia i Athen. Platons initiativ har senere i historien inspireret til dannelse af bl.a. Det Danske Akademi, der er en forsamling bestående af forfattere, litteraturforskere og andre kulturpersonligheder. Meningen med etableringen af det første Akademi i det antikke Grækenland var ganske enkelt at få etableret et sted, hvor meninger kunne brydes – en slags kraftcentrum for demokratiet. Det fremgår da også af Platons berømte dialoger, at her får alle lov at give deres besyv med. Dialogen mellem personer med ofte meget modsatrettede synspunkter er således både motoren i Platons bøger og det, der giver demokratiet energi og liv.
Sådan er det åbenbart ikke i Det Danske Akademi. Her har nogle gennem længere tid forsøgt at få litteraturforskeren Marianne Stidsen ekskluderet af det fine selskab. Hun har nemlig udtrykt synspunkter og holdninger i forhold til Me TOO-bevægelsen, som åbenbart ikke kan tolereres af de politisk korrekte. Da det ikke lod sig gøre at slippe af med den kætterske Marianne Stidsen valgte fire forfattermedlemmer, bl.a. Suzanne Brøgger og Jens Smærup Sørensen, selv at forlade Det Dansk Akademi – eller formelt reducere sig selv til passive medlemmer. Krænkelseskulturen synes således også at stortrives i det, der burde være det ypperste forum for en demokratisk åben debat. De fire forfattere har udstillet sig selv som værende aldeles uakademiske, og Det Danske Akademi har næppe lidt noget tab ved ikke længere at kunne tælle dem med blandt de aktive medlemmer. Derimod afspejler deres ynkelige handling den tendens til at ensrette debatten og tage monopol på sandheden, som vi også oplevede tilbage i 1968 med det marxistiske studenteroprør.
Sandheden om klimaet har politiske korrekte meningsdannere taget patent på
Det andet eksempel på, at den frie demokratiske debat har trange kår, er den offentlige debat om klimaet. Her har vores livskloge og dygtige Dronning tilladt sig at komme med en udtalelse, der tjener til at nuancere en debat, der er degenereret til at blive både ensidig og undertrykkende i forhold til også saglig og kritisk skepsis. Et massivt folketingsflertal og toneangivende meningsdannere har vedtaget, hvad der skal være sandheden om klimaet. Dronningens budskab var egentlig blot, at den sandhed kender intet menneske. Straks var Alternativets Sikandar Siddique, TV-journalisten Peter Ingemann og flere andre fra den store skare af politisk korrekte på banen og udtrykte stor forargelse over, at Dronningen tillod sig at sige, at det aldrig er godt at handle i panik, samt at sandheden om klimaforandringer nok er mere kompliceret end som så. Dronningen må således dele skæbne med os andre, der ikke bevidstløs følger flokken af klimalemminger. Vi opfattes som andenrangs mennesker og kaldes sågar ”klimafornægtere”, hvad det så end er for en underlig størrelse. Det er dybt demokratisk betænkeligt, at et folketingsflertal tager danske skatteydere som gidsel i form af at vedtage en klimalov, der pålægger os i løbet af få år at reducere CO2-udslippet med 70% uden at have taget resten af verden i ed. Ét er sikkert: Hvis reduktionen ikke bliver global, vil de mange milliarder, som danske skatteydere pålægges at sende efter klimaet, være uden nogen form for klimamæssig effekt (!). Det ligner begyndelsen til en skandale (!).
Nyreligiøs intolerance – desværre langt ind i de borgerlige rækker
Som allerede Platon udtrykte det: ”Der bliver ikke regeret til gavns, før de kommer til at reagere, der ikke har lyst til det.” – Kloge ord, hvis dybe visdom vi må sande i disse for vort land og den frie verden så svære tider (!). Såvel happeningen i Det Danske Akademi som meningstyranniet i klimadebatten fortæller en historie om, at politisk korrekte meningsdannere agerer på en måde, der næsten kan betegnes som nyreligiøs intolerance – desværre har bacillen ramt langt ind i de borgerlige rækker. I demokratiets og frihedens navn bør de tiltagende totalitære tendenser i meningsdannelsen have kamp til stregen!
