Coronakrisen har fyldt og fylder fremdeles meget både i medierne og i vores alle sammens bevidsthed. Denne artikel er ingen undtagelse, hvor jeg vil forsøge at gøre regnestykket op, når det gælder, hvordan jeg og givetvis også mange andre har oplevet denne pandemi set med danske øjne. Det er ikke svært at få øje på alt det negative, som krisen har indbygget i sig både sundhedsmæssigt og samfundsøkonomisk. Hvad det sidste angår, er der opbygget en kæmpe regning, som skal betales af os alle i de kommende år, ligesom mange her og nu er ramt på privatøkonomien grundet nedlukning af virksomheder og tab af arbejdspladser.
Fælle folkeligt fællesskab er blevet nærværende
Når de truende skyer trækker sig sammen over os, og mørket sænker sig over landet, er det imidlertid opløftende at opleve, hvordan der alligevel er blevet tændt et lys, som giver næring til håb og optimisme, når det gælder fremtiden. Der er nemlig midt i alt det triste og nedslående, som pandemien har bragt med sig, samtidig tændt et lys i mørket, som kan varme de ellers frysende og bekymrede hjerter. Ikke siden min skoletíd, hvor fælles morgensang var en daglig foreteelse, ligesom fællessangen var integreret i meget af den øvrige undervisning, har jeg oplevet den danske sangskat være så nærværende som i de seneste måneder. Det, man troede var gemt væk og på vej til at gå tabt, har vist sig levedygtigt og nærværende på en så overbevisende måde, at man kan blive helt glad og opstemt af det. Man har oplevet at være med i et fælles folkeligt kor på tværs af generationer og med plads til alle.
Er det ligefrem Holger Danske, der er vågnet?
Midt i denne krisetid har vi nemlig oplevet, hvordan danskerne stadigvæk er et folk med en fælles kulturarv, som vi alle har med os i den mentale rygsæk, og som rører på sig, når vi har ryggen mod muren. Som en anden blå anemone, der trænger gennem den frosne jord i digterpræsten Kaj Munks berømte digt, blomstrer den danske sangskat i al sin skønhed og mangfoldighed igen og har skabt noget, der næsten kan ligne en folkelig vækkelse. Selv har jeg nydt eksempelvis Philip Fabers morgensang hver eneste dag på DR1, hvor både de gammelkendte salmer og klassikerne fra Højskolesangbogen og nyere tekster og melodier er gået hånd i hånd og har taget os med ind i et kulturelt univers, som er nationalt fællesgods. Måske er det ligefrem Holger Danske, der er vågnet? – Under alle omstændigheder er det glædeligt og opløftende at opleve, hvordan en ydre fjende, som det er set før i historien, har kaldt på en dyb national fællesskabsfølelse og et nationalt sammenhold på den gode måde. Netop ikke en aggressiv nationalisme, men en kærlighed til den tro, det sprog og det tankegods, som vi har med os. Som en klog person har udtrykt det engang: Den, som ikke ved, hvor han eller hun kommer fra, ved heller ikke, hvor man skal gå hen, og så er den ene vej lige så god som den anden (!). Eller sagt på en anden måde: Er man bevidst om sit åndelige rodnet, kan man ikke manipuleres efter forgodtbefindende. Den ægte personlige frihed forudsætter nemlig, at man er knyttet til nogle værdier.
Politisk misbrug af pandemien kan ikke udelukkes
Lige netop hvad angår den personlige frihed, røres der ved noget af det, hvor coronakrisen også har kastet mørke og truende skygger ind i vores ellers demokratiske folkestyre. Det har været nødvendigt at øve vold mod grundlovssikrede frihedsrettigheder i en ekstraordinær situation for at inddæmme smitten, javel! Det forstår vi alle. Men bliver denne ekstraordinære nødsituation, som pandemien er årsag til, samtidig misbrugt og udnyttet politisk? Det kan ikke bevises, men desværre heller ikke udelukkes. Såvel den nuværende situation som den klimakamp, der nu igen bliver helt nærværende, er et ideelt redskab til at umyndiggøre befolkningen og lade staten dirigere borgernes adfærd ned til mindste detalje. – I den sammenhæng mangler vi en konsekvent og seriøs borgerlig liberal opposition, der kan stå sammen og tør træde i karakter og bekæmpe de totalitære tendenser, der ligger indbygget i tidens politiske ageren. Lige nu er statsministeren ”vores alle sammens mor” og nyder en næsten guddommelig status. Fordi vi har været skræmt fra vid og sans og stadigvæk er bange for den uhyggelige virus, der florerer, skal vi være særligt opmærksomme på ikke også at blive naive og lade os umyndiggøre og manipulere af dygtige spindoktorers nøje udtænkte politisk taktik.
Statsministeren agerer egenrådigt – hvornår får hun et kvalificeret demokratisk modspil?
Jeg roser gerne som så mange andre statsministeren for hendes på mange måder nødvendige og håndfaste håndtering af krisen, men er samtidig ikke blind for, at hun også agerer egenrådigt og med slet skjulte politiske motiver. Politik er ikke blot en mors bekymring for at passe på sine elskede børn. Det er også et kynisk spil om magt. Derfor skal vi i folkestyrets og demokratiets navn bevare vores kritiske sans, ligesom den borgerlige opposition skal vogte sig for at springe på alt for mange af statsministerens og regeringens vogne. Vi skal passe på Danmark og på hinanden, som Mette Fredriksen aldrig forsømmer at sige med sit allersødeste moderblik i øjnene (!), men vi er også mange, der også i fremtiden gerne vil leve i et frit land befolket af frie borgere, hvor det er frihed under ansvar, der skal bære fællesskabet og ikke statsstyring, socialisme og et blytungt skattetryk.
