Christiansborgs dans omkring modstand mod indvandring og islamisering af Danmark

I december 2018 drog daværende leder af VLAK-regeringen statsminister Lars Løkke Rasmussen til byen Marrakesh i Marokko for at underskrive den såkaldte FN´s Migrationsaftale, der – i det mindste politisk – forpligter Danmark og andre lande til at tage imod migranter fra Nordafrika; og som tilmed (i ”Objective 17c”) forpligter Danmark til at træffe særlige politiske foranstaltninger mod de medier, der omtaler migranter og flygtninge negativt. Dette fortæller Poul Erik Andersen om i en artikel i Den Korte Avis den 24. juni 2020. 

 

Nu har imidlertid DF, som i sin tid var regeringsbærer for den statsminister og den VLAK-regering, der underskrev Marrakesh-aftalen, i Folketinget stillet et beslutningsforslag om at trække Danmark ud af Marrakesh-aftalen. Og DF´s forslag fik ved Folketingets første behandling den 11. juni 2020 støtte fra Nye Borgerlige. Men også fra de Konservative og Liberal Alliance, der i sin tid var medlem af VLAK-regeringen.

 

Altså støtte fra alle de partier, som i sin tid muliggjorde Lars Løkke Rasmussens binding af Danmark til endnu en aftale, der vikler Danmarks indvandringspolitik endnu mere ind i det fintmaskede internationale spindelvæv, der mere og mere forhindrer et nationalt selvforsvar over for indvandring og islamisering. Ved førstebehandlingen forlod Venstre den såkaldte borgerlige blok i Folketinget og argumenterede imod beslutningsforslaget sammen med den socialistiske og radikale side af Folketinget. 

 

Skellet i dansk politik – borgerlighedens krise

Her går så det vigtige og afgørende skel i dansk politik i det spørgsmål, der som intet andet afgør fremtiden for det danske folk, dansk kultur og danske frihedstraditioner. Og som afgør, om det danske samfund skal overleve som et frit, kristent samfund eller det skal forandres til et islamisk underkastelsessamfund. 

 

For det er jo det, der er perspektiverne. Og i denne sag har vi så fået et klart billede af Venstres manglende sans for historiske, kulturelle og religiøse perspektiver og disse perspektivers aldeles skæbnesvangre politiske betydning for Danmarks fremtid. Her står altså Venstre – på den socialistiske og radikale fløj! – når dette parti i oppositionsrollen frit kan tale ærligt om partiets syn på et spørgsmål, der ikke kan skjules under regeringsmagtens kompromisfyldte ødelæggelse af enhver vigtig sag og hensyntagen til mange partier. 

 

Der skrives for tiden meget om den borgerlige bloks manglende sammenhæng og politiske krise. Men man kan gætte på, at ”borgerlighedens krise” aldrig vil høre op. For det er Venstre, der svigter. Det er Venstre, der svigter den borgerlighed, hvor kernen i forsvaret for den danske borger, hans liv, sikkerhed og velfærd altid må være et nationalt anliggende, der er parat til at sætte grænser for internationalismen – uanset hvor meget vi ønsker og er tvunget til at samarbejde med andre lande. 

 

Kernen i al borgerlighed og borgerlig politik er nationen og det, som nationen i fællesskab har bygget op igennem 1000 år. Det er nationen, der definerer borgeren i hans eksistentielle sammenhæng, hans afstamning, historie, kultur, frihedstraditioner og også i den nationale solidaritet, der skaber hans sikkerhed, hans materielle liv og velfærd. Uden dette helt afgørende hensyn til nationen som borgerens livsramme kan der overhovedet ikke føres borgerlig politik. 

 

Det er ikke uden grund, at vi i både seriøse og humørfyldte sammenhænge alle kender ordene: Gud, konge og fædreland! Disse ord klinger dybt i enhver dansk borger, uanset om klangen er præget af sympati eller aversion. Disse ord er ikke blot et overfladisk motto; de skal forstås i en meget dyb og vidtfavnende sammenhæng, som grundlag for borgerlig politik.

 

Venstre og internationalismen – borgerlighedens krise

Her har vi den borgerlige krises egentlig årsag. Venstre er i såvel indvandrings-, antiislamiserings- som EU-politik dybest set styret af en internationalisme, der på trods af dens liberalistiske begrundelse placerer Venstre på ideologisk bølgelængde med socialister og kulturradikale. 

 

Den politiske kamp imod indvandring og Danmarks islamisering er for partiet Venstre overhovedet ikke et spørgsmål, der kan kræve ”et rungende nationalt nej” over for den internationalistiske produktion af holdningspropaganda, konventioner og aftaler. Ingen sag er overhovedet i streng forstand en national sag for partiet Venstre. I Venstre drives de blå EU-sokkers barnagtige politik. I denne politik kunne Marrakesh-aftalen udnyttes. For i denne politik bøjer Venstre nakken for alt, hvad der markerer sig som internationalistisk, hvorfor Venstre i disse nationalt skæbnesvangre spørgsmål da også væsentligst er at finde blandt de socialistisk-radikale partier. 

 

Her er der ingen forskel på Lars Løkke Rasmussen og en Ellemann-Jensen. Venstres interne formandsopgør var et fake-opgør. Det virkelige opgør i Venstre har vi endnu til gode. Det virkelige opgør er slet ikke et personspørgsmål. Men det er et spørgsmål om internationalismens ødelæggelse af den nationale eksistens og dermed af en sand borgerlig politik i Danmark. Lars Løkke Rasmussens sværmerier omkring et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet var kun en konsekvent udmøntning af den internationalistiske, nationsopløsende grundholdning, der også findes hos de socialistiske partier. Den borgerlige krise er en forskel i forståelsen af afgørende nationale værdier. 

 

Hvor alvorlig er sagen for vore politikere?

Vi ved jo, at der i efteråret 2019 var diskussioner og betænkeligheder i flere partier, også i regeringspartier og regeringsbærende partier, hvad angår Danmarks tilslutning til Marrakesh-aftalen. Og vi ved, at bølgerne gik særlig højt inden for Venstre. 

 

Men vi så hos samtlige modstandspartier og deres politikere intet politisk standpunkt, der i parlamentarisk handling og med sin parlamentariske konsekvens kunne markere alvoren i sagen og i deres modstand. Og som over for den danske befolkning kunne markere deres opfattelse af betydningen af den trussel, som indvandring og islamisering udgør for Danmark. Ingen af modstandspartierne ville for denne sag – modstand mod indvandring og islamisering – bryde med deres status som regeringsparti eller regeringsbærende parti. 

 

Således kunne Lars Løkke Rasmussen med sikkerhed i opbakning fra DF, de Konservative og Liberal Alliance i tryghed drage til Marrakesh og binde Danmark til en politisk aftale om indvandring.

 

Lars Løkkes indenrigspolitiske strategi

Og dermed endte – som i så mange andre oplagte tilfælde – den nødvendige og seriøse modstand, der skulle gribe om roden af truslerne mod islamiseringen af Danmark, med, at Lars Løkke Rasmussen og Venstre kunne gøre, som de altid havde gjort: dreje modstandspolitikerne en knap, og stille dem tilfredse med smålunser og stramninger, der lugtede af indvandringsmodstand, men som forhindrede dem i at løbe af pladsen. 

 

Islamisering – eller alvor i modstanden

Det blev aldrig til alvor med folketingspolitikernes indsats mod den islamisering, der dag for dag udvikler sig i Danmark. Drabelige ord og standpunkter blev aldrig til parlamentarisk handling med frygtelige parlamentariske, politiske og internationale konsekvenser for politikerne, men med redning for Danmark. Og dog findes der ikke noget vigtigere spørgsmål i dansk politik.

 

Christiansborg-politik er jo bare et dagligt arbejde; her skal dramaerne og skæbnerne helst ikke gøres alt for store hverken indenrigspolitisk eller i de Europa-politiske cirkler, uanset befolkningens bekymring for Danmarks situation og kurs. Det kan lade sig gøre på Christiansborg af føre en såkaldt indvandringsstram politik, uden at det kommer til at betyde noget alvorligt, og uden at indvandringen og islamiseringen af Danmark for alvor bliver standset. 

 

Den kunst har den nuværende statsminister Mette Frederiksen afluret den tidligere regeringsleder Lars Løkke Rasmussen; det er den helt afgørende faktor, der har muliggjort skiftet fra Lars Løkke Rasmussen til Mette Frederiksen. Det betød aldrig noget alvorligt! Og på Christiansborg kommer det heller ikke til at betyde noget alvorligt. De øvrige socialistiske partier og de Radikale kan således også nærmest uden problemer støtte Mette Frederiksens regering. Dvs. så længe indvandringsstramningen og modstanden mod islamisering af Danmark og mod EU´s dominans ikke for alvor bliver til – alvor!  

 

Hvad er meningen og alvoren i DF´s beslutningsforslag?

Derfor kan man virkelig også spørge: Hvad er meningen med, at DF, de Konservative og Liberal Alliance netop nu støtter DF´s beslutningsforslag? Hvorfor fremsættes forslaget i det helt taget? Nu, hvor det er aldeles uden politisk virkning og parlamentarisk konsekvens?

 

Skulle vi danskere, der er stærkt bekymrede for hele indvandringen og den fremadskridende islamisering af Danmark, skulle vi danskere virkelig tro, at med dette beslutningsforslag mener partierne det omsider alvorligt? Nu, nu, nu vil de virkelig sige nej til FN´s Migrationsaftale? Nu, nu, nu vil de virkelig sætte en stopper for hele den internationalistiske omklamring og lammelse af Danmarks nationale kamp mod indvandringen og islamiseringen? Skulle vi virkelig tro det? Netop nu, hvor denne folketingsbeslutning kun kan være en tom markering af deres standpunkt, fordi de før har vist, at når de er regeringspartier eller regeringsbærende partier, og alvoren i deres standpunkt i denne for Danmark vigtige sag skal testes i de handlinger, der kan få politiske og parlamentariske konsekvenser, så, ja så dumper deres standpunkt over for denne ”handlingsprøve.” Så bliver Danmarks redning alt for kostbar for dem. 

 

Vi har lært dem at kende på alt det, der ikke blev til noget

Man har villet så meget. Først ville man ”integrere”, for at løse problemerne med indvandring og islamisering! Hvad er det blevet til? Så ville man med det DF-initierede paradigmeskift ”hjemsende” indvandrere og flygtninge! Hvad er det blevet til? Så ville man – under Danmarks formandskab for Europarådet i perioden NOV 2017 til MAJ 2018 – gøre op med den Europæiske Menneskerettighedskonvention og med Menneskerettighedsdomstolens aktivistiske fortolkning af konventionen! Hvad er det blevet til? Så vil man nu med det socialdemokratisk initierede og højt besungne projekt ”flytte asylansøgningen uden for Danmark og EU”! Hvad er det blevet til? Hvilket parti kan og vil overhovedet stille sig ultimativt an og sige: ”Nok er nok?” Vi venter! Christiansborg ”leger alvor” – det er dét, det bliver til.

 

Under Folketingets behandling af DF´s beslutningsforslag om at trække Danmark ud af FN´s Migrationsaftale måtte flere partier forklare, hvorfor de netop nu støtter DF´s beslutningsforslag. Det gjaldt de Konservative og Liberal Alliance. Men det blev jo kun til billig og uforpligtende snak. For de havde jo som regeringspartier og regeringsbærende parti (DF) tidligere stået over for den ”handlingsprøve”, der skulle tydeliggøre alvoren og betydningen af deres standpunkt. 

 

Eller rettere: De endte med – som regeringspartier og regeringsbærere – at stå i den politiske situation og over for den parlamentariske ”handlingsprøve”, der over for befolkningen beviste, hvor uendeligt lille betydning det havde for dem at gøre op med den regeringsstrategi og den internationalisme, der – skæbnesvangert for danskerne! – vil gøre Danmark, det danske samfund og det danske folk til noget helt andet end det, det er og ønsker at være.

 

Er det nu alvor i dette beslutningsforslag og i støtten til den?

Hvis DF´s beslutningsforslag og støtten til det skal have nogen som helst værdi som politisk handling og som løfte til befolkningen, må det være den, at DF, de Konservative og Liberal Alliance som deltagere i en fremtidig regering eller som regeringsbærende partier må kræve Danmarks opsigelse af FN´s Migrationsaftale som en betingelse for overhovedet at ville støtte en sådan regering. 

 

Hvad skulle ellers være meningen med at fremsætte og støtte dette beslutningsforslag netop nu? Og altså netop nu markere dette standpunkt som et alvorligt standpunkt i en situation, hvor der ikke er nogen alvorlig ”handlingsprøve”? Meningen kan jo ikke være at markere, at når situationen bliver alvor og regeringsmagten kalder på det virkelige ansvar, ja, så bliver standpunktet pludseligt uden alvor. Vi venter!   

 

Er der et nyt håb?

Og Nye Borgerlige? Nye Borgerlige er et håb! Hvor DF tidligere var det! Nye Borgerlige blev i sommeren 2019 valgt ind i Folketinget på et frygtløst løfte om på visse punkter at være ufravigelige på disse for Danmark mest afgørende politiske spørgsmål, modstand mod indvandring og islamisering. 

 

Man må sætte sit håb til, at Nye Borgerlige ikke lader sig korrumpere bort denne ufravigelighed. Uanset presset, og uanset om Nye Borgerlige så kommer til at stå helt alene som den sidste, afgørende hjørnesten for en kommende regering. 

 

Intet andet kan være Nye Borgerliges opgave i opgøret om de afgørende skel i dansk politik. Dvs. at markere den afgørende betydning af dette politiske spørgsmål ved konstant og i størst muligt omfang at tvinge alle de andre ind i den afgørende ”parlamentariske handleprøve.” På Christiansborg at være som drengen i Kejserens nye Klæder og råbe: ”Du har jo ingenting på!” Personligt tror jeg, at fastholdelse af denne ufravigelighed vil være helt afgørende for Nye Borgerliges eksistens på Christiansborg. Anden rolle kan Nye Borgerlige slet have på Christiansborg.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…