Thomas Harder holder tungen lige i munden i læseværdig beretning om tyske flygtninge i Danmark efter 2. Verdenskrig

Solid historisk bog om et af Danmarkshistoriens mørke kapitler. Historien om en kvart million mestendels østpreussiske flygtninge, som ingen ville have. Heller ikke deres egne landsmænd.

 

En kvart million menneskers skæbne

Thomas Harder (f. 1959) er cand.mag. i italiensk og historie. Han har skrevet en lang række bøger om militærhistorie og 2. verdenskrig. Hans seneste bog beskriver et emne, som nok må siges at være lidt underbelyst. I hvert fald praler forlaget med, at det er første gang, hele historien fortælles. Og det tror man gerne, for som dansker er der ikke grund til at være stolt af den måde, vi behandlede disse mange mennesker på. For det meste børn og kvinder, som under forfærdelige forhold var sluppet væk fra Røde Ivans hævntog. 

 

Hvor skal vi dog anbringe alle disse flygtninge?

De første ankom med båd i det tidlige forår 1945, kun få måneder før Befrielsen. Kan man fortænke danskerne i at bære negative følelser over for denne Herrefolkets flygtende taberflok? De havde jo været igennem fem års tysk besættelse – billigt sluppet sammenlignet med så mange andre nationer, men dog år med undertrykkelse og terror. Problemet viste sig også snart at være af længere varighed, end man først havde antaget og håbet. Flygtningene kunne ikke sendes tilbage til et Tyskland, som var i ruiner, og slet ikke til et Østpreussen, som nu var under sovjetisk styre.

 

Midlertidige foranstaltninger på skoler og i sportshaller måtte derfor erstattes med egentlige flygtningelejre, hvoraf nogle var af betragtelig størrelse. De danske myndigheder stod i et dilemma:  på den ene side skulle de tyske flygtninge behandles så humant, at der ikke kom kritik fra udlandet og oprør i lejrene. På den anden side skulle de heller ikke have det så godt, at den danske befolkning klagede over blødsødenhed. Næsten 18.000 flygtninge døde i lejrene, for det meste børn.  

 

Den danske Tysklandsbrigade som et led i en studehandel?

Først i 1949 kunne man sende de sidste tyske flygtninge ud af landet. Harder lægger ikke skjul på danskernes velkendte kræmmermentalitet, som nogen gange var for meget for vores allierede. I juni 1947 blev det første hold danske soldater sent til Ostfriesland for at aflaste englænderne i deres besættelseszone. Skete det med håb om britisk velvilje til at modtage de ønskede gæster i Danmark?

 

Det lykkes forfatteren at holde tungen lige i munden i løbet af bogens mange sider, hvor han får afdækket alle aspekter af emnet. De uønskede måtte for alt i verden ikke lære dansk, for de skulle jo ikke blive her. Men børnene gik i skole, og der var forskellige kulturelle tilbud til de voksne. Mange af dem var præget af en gammel, grundfæstet kirkelighed, og gudstjenesterne samlede store skarer. Man søgte ethvert lyspunkt i en trist hverdag med uvished og savn. Hvor var deres savnede kære?

 

Måske kunne læseren savne en lille forskningsoversigt. Der er trods alt andre, der har beskæftiget sig med emnet. Her må man gå til litteraturlisten. De righoldige noter optræder i to forskellige kategorier, og det er egentlig en god hjælp for læseren. Bogens billedside er udmærket. Emnet følges til dørs. Afsnittet om tyskernes egen behandling af de hjemvendte er forstemmende læsning. 

 

Et grundigt og fortjenstfuldt arbejde

Alt i alt har Thomas Harder præsteret et yderst grundigt og fortjenstfuldt stykke arbejde, som bør læses af enhver med interesse for 2. verdenskrig. Han får også med, at et flygtningemuseum forventes indviet i 2022 i Oksbøllejrens tidligere sygehus. Den oplevelse har vi så til gode.

 

Thomas Harder, De uønskede. De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949.

Gyldendal 2020, 481 sider, ill., 400 kroner.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…