Boghandleren fra Brønshøj dømt til døden i Marokko – skulle have været hjernen bag terrorangrebet i Casablanca i 2003

You Tube

Fredag den 4. januar 2019 klokken 17:40 blev skæbnedagen for den udviste og terrordømte dengang 58-årige Said Mansour, bedre kendt som ”Boghandleren fra Brønshøj”.

 

På præcis det tidspunkt blev han under ledsagelse af to politibetjente sat ombord på et passagerfly fra Royl Air Maroc med kurs mod den marokkanske by Casablanca.

 

Her blev han overdraget til de marokkanske myndigheder, der straks varetægtsfængslede ham på grundlag af sigtelser for at stå bag terror i Marokko.

 

Nu er han i en første retsinstans blevet dømt til døden for terror.

 

Dømt for at være hjernen bag terrorangreb i Casablanca

Det er det marokkanske medie, Le 360, der bringer historien og blandt andet skriver, at:

 

”Sytten år efter angrebene den 16. maj (2003 – red.) er hjernen til disse terrorangreb, begået i Casablanca, netop blevet fordømt af domstolene. M.M. blev mandag i første instans dømt til dødsstraf, rapporterer Assabah (marokkansk avis, der udelukkende udkommer på arabisk – red) i sin udgave torsdag den 22. oktober,” skriver og fortsætter:

 

”Han retsforfølges blandt andre anklager for oprettelse af en kriminel bande, forsøg på mord og forsøg på ødelæggelse af offentlige steder med sprængstoffer efter disse angreb, der dræbte 45 mennesker, inklusive 12 selvmordsbomber.”

 

Spørgsmålet er dog om anklagerne holder

Dommen er dog ikke endelig, fremgår det af reportagen i Le 360, der henviser til, at generaladvokaten ved Rabat-appelretten har besluttet, at sagen skal undersøges yderligere.

 

Det fremhæves således i artiklen, at ”den dømte, der for nylig blev udleveret fra Danmark, ikke var i Marokko (altså i 2003 – red.), og videre hedder det i artiklen, at:

 

”Således har M.M. har faktisk været på flugt i de sidste 17 år. Han havde valgt dette nordiske land (Danmark, – red.) som basen, hvor han bosatte sig, og hvor han senere kunne få nationalitet. Men han er forblevet meget aktiv, hvilket medført adskillige fængselsstraffe for at støtte terrorisme og for hans forbindelser med Al Qaida-terrororganisationen,” skriver det marokkanske medie og fortsætter:

 

”Sidste gang blev han idømt fire års fængsel. Hans værtsland indså endelig omfanget af den fare, han repræsenterede, og besluttede at trække hans nationalitet tilbage og udlevere ham til Marokko. Han var faktisk blevet dømt for terrorhandlinger i 2007 og frataget sin danske nationalitet i 2015.”

 

Videre hedder det i den marokkanske artikel, at:

 

”Før denne 60-årige terrorist (for at være nøjagtigt 59 år) blev overdraget til de marokkanske myndigheder, boede han i en forstad til København, den danske hovedstad, og tjente til livets ophold ved at sælge bøger,” og fortsætter:

 

”Den tidligere “Brønshøj boghandler” har således og i mange år formidlet terror propagandamateriale fra Al Qaida. Han er endda blevet anklaget for at producere og distribuere onlinemeddelelser, der promoverer terrorgruppen.”

 

Hans danske advokat kender kun nyheden fra pressen

Ritzau har talt med Michael Juul Eriksen, der før har været forsvarsadvokat for Said Mansour. Han fik nyheden om sin tidligere klients dødsdom at vide gennem et af de marokkanske medier.

 

”Jeg har også talt med hans familie, der har fået det bekræftet af en journalist i Marokko, der har fulgt sagen derned,” forklarer Michael Juul Eriksen og fortsætter:

 

”Det skal i hvert fald undersøges nærmere, om det rent faktisk er korrekt, som der måske er noget, der tyder på.”

 

I dag er Said Mansour 60 år. Han kom til Danmark i 1984 og fik dansk statsborgerskab i 1988 og fik det som nævnt frataget i 2015.

 

Udleveringen var et prestigeprojekt for Lars Løkke Rasmussen

For daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) stod der meget på spil i sagen om at få den udviste Said Mansour sendt til Marokko.

 

 

Under debatten om FN’s migrationspagt understregede Lars Løkke Rasmussen gang på gang, at aftalen forpligter landene til at tage deres udviste statsborgere retur, og det skulle Said Mansour være et eksempel på.

 

 

Det lykkedes under festlighederne i forbindelse med vedtagelsen af traktaten i Marrakesh den 10. december 2018, hvor Løkke Rasmussen fik lejlighed til at forhandle med den marokkanske udenrigsminister, Nassar Bourita, om sagen.

 

 

”Jeg er meget tilfreds med, at vi med udsendelsen af Said Mansour sender et klart signal til omverdenen,” sagde Lars Løkke Rasmussen dengang og tilføjede:

 

 

”Dybt kriminelle udlændinge, der undergraver vores værdier og endda fremmer terror, har ikke nogen plads i det danske samfund.”

 

 

Men der er noget galt her

 

Tilbage står en undren over, at det skulle være så svært at få et land til at tage imod en statsborger, som myndighederne mener har stået bag alvorlig terror i landet.

 

 

Problemet for regeringen har nok snarere været, at man ville have en garanti for hans sikkerhed vedrørende tortur og dødsstraf, inden man gik med til at udlevere ham til de marokkanske myndigheder.

 

 

Og så har man ikke tænkt nærmere over, hvor meget en garanti udstedt af en muslimsk regering er værd.

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne artikel er baseret på følgende kilder:

https://fr.le360.ma/politique/terrorisme-le-cerveau-des-attentats-de-mai-2003-condamne-a-la-peine-capitale-225628

 

Ritzau – https://www.bt.dk/udland/medier-tidligere-dansk-statsborger-said-mansour-er-domt-til-doden

 

Læs meget mere om Said Mansour her:

https://denkorteavis.dk/2019/terrordoemte-said-mansour-er-omsider-sendt-til-marokko-statsminister-lars-loekke-rasmussen-kan-nu-aande-lettet-op/

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…