Minkskandalen har udløst heftige opgør mellem regeringen og blå blok. Voldsomst gik det til under folketingsdebatten onsdag i sidste uge.
Her kom Mette Frederiksen under pres, fordi regeringen reelt havde beordret minkavlerne til at aflive deres mink uden have et lovgrundlag for det.
Dette var en alvorlig sag. Men da debatten i folketingssalen var overstået, og Mette Frederiksen mødte pressen, talte hun først og fremmest om noget andet end det manglende lovgrundlag.
Hun kritiserede de blå partier for, at de overhovedet ikke forholdt sig til det, der efter hendes mening var det helt afgørende i sagen – nemlig befolkningens sundhed.
Hun henviste til, at befolkningens sundhed var afgørende for regeringen. Det var derfor, den krævede minkene aflivet. Og så kritiserede hun de blå partier for, at de talte meget om jura, men meget lidt om sundhed.
Det gjorde de blå partier rasende. De mente det var vildt uretfærdigt at beskylde dem for at undervurdere befolkningens sundhed.
Sundheden afgørende for danskerne
Denne konflikt var en gentagelse af det opgør, der eksploderede, da corona-pandemien brød igennem i Danmark.
Dengang lagde Mette Frederiksen op til at lukke samfundet ganske kraftigt ned for at få smitten rullet tilbage. Befolkningens sundhed var hovedprioriteten, og så måtte man ifølge hende tage med, at det gav en række problemer for borgere og virksomheder.
De blå partier havde en noget uklar position i forhold til dette. De tilsluttede sig selvfølgelig, at man skulle bekæmpe smitten. Men flere af dem signalerede samtidig, at man skulle passe på med at lukke for hårdt ned af hensyn til økonomien.
Mette Frederiksen kom ud af dette opgør som en klar vinder hos vælgerne. Meningsmålingerne talte deres tydelige sprog.
For danskerne var sundheden det altafgørende spørgsmål. Og flertallet var parat til en betydelig nedlukning, hvis det var nødvendigt.
Borgerlige krav om at lukke hurtigere op, prellede af på vælgerflertallet.
Mette F. hårdt trængt
Det var denne politiske succes, som Mette Frederiksen forsøgte at gentage, da hun i onsdags gik ud fra den ophedede debat i folketingssalen og anklagede de borgerlige for at tale for lidt om sundhed.
Noget kunne tyde på, at hun endnu engang vinder på dette.
Mette Frederiksen var ellers alvorligt trængt. Oppositionen gik hårdt til hende. Minkavlerne demonstrerede deres vrede over, hvad de opfattede som regeringens svigt. Og de mødte voksende sympati i befolkningen.
Nogle meningsmålinger tydede på, at vælgerne blev mere kritiske over for Mette Frederiksens håndtering af corona.
Var det et vendepunkt for Mette Frederiksen i slaget om corona-politikken? Vendte vælgerne hende ryggen?
Det kan vi endnu ikke give noget definitivt svar på. Men en ny meningsmåling kunne tyde på, at svaret på begge spørgsmål er nej. Mette Frederiksen stadig står stærkt trods minkskandalen.
Stort forspring til rød blok
Målingen er foretaget af Voxmeter. Den giver igen Socialdemokratiet over 30 procent af stemmerne efter en mindre tilbagegang (det ligger dog inden for den statistiske usikkerhed). Partiet står fortsat til en kraftig fremgang i forhold til sidste valg (plus 4,3 procentpoints).
Samtidig fortsætter rød blok med at have et anseligt forspring i forhold til blå blok (97 mandater mod 78 mandater).
At dømme efter denne måling står Mette Frederiksen altså fortsat stærkt hos vælgerne.
Hvorfor – når der nu har været så megen ballade om regeringens politik?
Mette og minkavlerfamilien
Der er formentlig flere grunde:
Mette Frederiksen trak endnu engang vælgere på at fremhæve sundheden som det afgørende. Det er nu som før det, der ligger vælgerne allermest på sinde.
Men statsministeren har også haft heldet med sig. Der er nu virkelig kommet træk i dansk økonomi igen, og det gør det sværere for blå blok at kritisere regeringen for økonomiske forsømmelser.
Regeringen scorede desuden points, da den om torsdagen lancerede den ny plan for coronavaccinen, netop som de blå partier forsøgte at komme i offensiven under onsdagens debat.
Minkavlerne
Samtidig var Mette Frederiksen blevet klar over, at hun havde et farligt problem i forhold til minkavlerne. De var naturligt nok vrede på regeringen, og de havde fået en betydelig sympati i resten af befolkningen.
Derfor var hun opsat på at få skabt en form afspænding og forsoning i forhold til minkavlerne. Det skete med besøget hos minkavlerfamilien ved Kolding. Statsministeren kneb sågar en tåre ved den lejlighed.
Mette Frederiksens besøg får naturligvis ikke minkavlerne til at acceptere regeringens politik. Men det har gjort atmosfæren mellem parterne mindre giftig. Minkavlerne håber naturligvis, at det kan føre til en hjælpende hånd fra regeringen, når de skal finde en ny fremtid.
De blå partiers brøler
Regeringen begik et fatalt overgreb, da den beordrede minkene aflivet uden det fornødne lovgrundlag. Men nu har den i et mindste fået en lidt bedre kontakt til minkmiljøet.
Samtidig lavede flere af de blå partier noget af en brøler under folketingsdebatten i onsdags og i dagene efter.
Mens Mette Frederiksen talte om befolkningens sundhed og besøgte minkavlerfamilien, fortabte en stribe af de blå politikere plus De Radikales Jens Rohde sig i en indviklet teknisk-juridisk diskussion om, hvilken slags undersøgelse, der skulle sættes i gang af regeringens håndtering.
På trappen til huset
For mange danskere må denne debat have været ren volapyk. Den var meget ufolkelig.
Så tog Mette Frederiksen til Kolding-egnen, drak en god landlig kop kaffe med den yderst sympatiske minkavlerfamilie, stillede sig op med dem på trappen til huset – og græd lidt.
Det var en meget ulige politisk kamp. Resultatet blev derefter. De blå fik en ny dårlig meningsmåling.