Efter valget i Serbien må man spørge: Er et Balkandiktatur på vej?

Valg i Serbien

I søndags, d. 21. juni, fandt parlaments- og kommunevalg sted i Serbien. Det er valg, som en række medier kritiserede og næsten alle oppositionspartier, grupperet omkring partiet Sammenslutningen for Serbien (SZS), boykottede. Grunden er den, at landets præsident, Aleksandar Vuĉić, blev beskyldt for at fremme en diktatorisk regeringsform. Præsidenten kandiderede ganske vist ikke selv, men han dominerede fuldstændigt sit partis, det regerende højrekonservative Serbiske Fremskridtspartis (SNS), valgkamp, selvom han iflg. forfatningen burde forholde sig neutral. Således kunne man læse valgplakater med påskriften: ”Aleksandar Vuĉić – for vore børn!” Samme slogan var også trykt på stemmesedlen i stedet for partiets navn!

 

Meningsmålingerne forudsagde, at SNS fortsat ville være Serbiens største parti, men det var endnu et åbent spørgsmål, hvem der skulle blive den næste premierminister og hvilket parti eller hvilke partier, der eventuel ville indgå i en regeringskoalition. I den sidste regering var koalitionspartneren Det serbiske socialistiske Parti (SPS), der også besatte udenrigsministerposten.

 

Valget skulle oprindeligt have fundet sted d. 26. april, men blev udskudt pga. corona-pandemien, der førte til, at regeringen, dvs. Vuĉić, erklærede Serbien i undtagelsestilstand. Det er regeringspartiets udskrivelse af valget før sommerferien og inden coronakrisen er overstået – oppositionen havde ønsket et efterårsvalg – der førte både til offentlig kritik og  oppositionens beslutningen om boykot.

 

Valgspekulationer

Meningsmålingerne gav SNS et solidt forspring på næsten 60% af stemmerne, mens de andre oppositionspartier kun ville få ca. 12%. Så nyttede det ikke, at der med jævne mellemrum blev demonstreret på gade og stræder mod regeringspartierne. Og protesterne gjaldt netop, hvad oppositionen så som et forsøg især fra SNSs og dermed Vuĉićs’ side på at ændre Serbien i autoritær retning.

 

Favoritten til premierministerposten var under valgkampen den nuværende regeringschef Ana Brnabić, der har været fuldstændig loyal over for præsidenten og blev betragtet som hans talerør. Brnabić anses for at være en militant nationalist, der nægter, at massakren i Srebenica i juli 1995, hvor flere end 8.000 bosniske drenge og mænd blev myrdet, overhovedet havde fundet sted. Desuden angriber hun konstant eventuelle kritiske medier og forsvarer præsidentens søn, Danilo, mod anklager for mafiakontakter. En anden kandidat var landbrugsministeren Branislav Nedimović, som Vuĉić – noget overraskende – havde placeret øverst på SNSs kandidatliste.

 

Hvem er Aleksandar Vuĉić?

I mange år har Vuĉić, født i 1970, præget serbisk politik. Fra 1993 til 2008 var han medlem af det ultranationalistiske Serbiske Radikale Parti (CPC/SRS), hvis leder Vojislav Šešelj, nærede drømme om et genetableret Storserbien, der skulle inkludere Bosnien-Hercegovina, Montenegro og Kosovo. I 2008 blev Vuĉić medlem af Det serbiske Fremskridtsparti, hvis chef han har været siden 2012. Fra 2014-17 var han Serbiens premierminister og d. 2. april 2017 valgtes han med 51% af de afgivne stemmer til landets præsident.

 

Under coronakrisen har Vuĉić forstået at optræde som den allestedsnærværende og effektive krisemanager. Han sørgede for at fremskaffe ansigtsmasker, beskyttelsesdragter og respiratorer fra Kina. Og som toppen på kransekagen organiserede han en coronacheck på 100 euro (ca. 750 kr) til hver voksen indbygger – et ganske stort beløb efter serbiske forhold.

 

Den fødte pragmatiker

Så Vuĉić er populær i den brede befolkning og har skabt sig et image som en landsfader, der bekymrer sig om alt og alle. Men hvem er den virkelige Alexandar Vuĉić? Er han ganske enkelt en politisk pragmatiker, der forstår at lodde stemningen blandt vælgerne, eller er han stadigvæk den radikale nationalist fra 1990erne? Han siges at anvende den tidligere militante retorik, når han taler til befolkningen ude i de mere afsides regioner af Serbien.

 

En sådan optræden røber dog intet om, hvad der skjuler sig bag facaden, for Vuĉić forstår at tilpasse sig enhver situation. Da Kina således leverede coronaudstyr til Serbien, kyssede han skamløst det kinesiske flag og lovpriste ”Broder Xi”, den kinesiske præsident Xi Jinping. I Bruxelles optræder han pro-europæisk, over for Serbiens traditionelle forbundsfælle Rusland som Vladimir Putins bedste ven og selv over for USA gør han sine hoser grønne.

 

Er dette ren opportunisme eller forsøger Vuĉić at balancere mellem stormagterne for at få det bedste ud at de politiske spændinger til fordel for sit eget land? Eller er han ganske enkelt, hvad direktøren for Österreichisches Institut für Internationale Politik i Wien, dr. Vedran Džihić, kalder for en ”magtpragmatiker”. Selv fra den ene dag til den næste skifter han kurs, som det var tilfældet i coronakrisen, hvor han først erklærede landet i undtagelsestilstand og ganske kort tid efter erklærede krisen for overstået. ”For Vuĉić gælder det magten”, udtaler Džihić: ”Hans holdning til magten bærer næsten messianske træk. Han ønsker at gå over i historien som Serbiens store søn.”

 

Autoritære tendenser

Iflg. Džihić ”er det faktisk sådan, at Vuĉić og hans parti egentlig sidder på alle institutioner”. Dette gælder også medielandskabet: ”Der udøves et forsigtigt pres på redaktionerne, der reagerer med en opportunistisk lydighed. Gennem en tilbageholdende nyhedsdækning sikrer man sig således også sin egen eksistens.”

 

En overvældende valgsejr

Valgets udfald oversteg alle forudsigelser. SNS fik således 62,9% af de afgivne stemmer og fik dermed 189 af de ialt 250 pladser i parlamentet. Selv uden en koalitionspartner vil SNS således have et trefjerdedels flertal. Ud over SPS med 10,9% (32 pladser) og nogle andre småpartier (17 pladser), der repræsenterer en række nationale mindretal (albanere, ungarere og bosniakker), kom kun det nye højrepopulistiske parti Spas (Redning) ind i parlamentet med 4,2% (12 pladser). Dog var valgdeltagelsen helt nede på 47,5%, det laveste tal siden flerpartisystemet blev indført i Serbien for 30 år siden. Så boykotten havde trods alt en virkning og man taler allerede om en Pyrrhussejr for SNS, der betyder, at Vuĉić måske alligevel ikke kan regere enevældigt.

 

Beograds tidligere borgmester, Dragan Djilas, valgt af SzS, hævder således, at boykotten har opfyldt sit mål og ”at regimet har (har gjort sig selv til grin. (…) Nu kan alle se, hvad der foregår i Serbien”. Webportalen NOVA S spotter: ”Kun autokraterne i Kasakhstan, Belarus og Nordkorea kunne have fået et bedre resultat end Vuĉić.”

 

Men den, der ler sidst, kan komme til at le bedst. Og om Alexandar Vuĉić nu også er en ulv i fåreklæder, vil kun tiden vise. Nu skal han i første omgang få dannet sin regering. Og at han har placeret den moderate Branislav Nedimović øverst på listen som kandidat til premierministerposten kunne være et interessant signal. Så måske vi er et godt stykke vej fra et Balkandiktatur.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…