Anden september 1945 bøjede Japans sig for de allieredes krav om kapitulation, og freden sænkede sig over verden

Den dag bøjede Japan sig for de allieredes krav om betingelsesløs kapitulation, den japanske sol sank under horisonten, nederlaget var totalt. Søndag den 2. september 1945 var en grå og trist dag efteråret var lige begyndt, dagen var lige så grå som det store slagskib der var opankret i Tokyobugten, skyerne hang lavt over sceneriet. Morgenen var fyldt med blandede følelser over det der skulle til at ske ombord på det kæmpestore slagskib.

 

Lidt før klokken ni om morgenen ankom en lille flok japanske civile i jaket og høj hat, fulgt af personer i japanske uniformer til kajen i Tokyos havn. De gik ombord i den ventende motorbåd, og blev sejlet ud til slagskibet, som bar navnet USS Missouri kaldet ‘Big Mo’. På styrbordsbov var der rigget et faldereb til. Da båden ankom og var blevet fortøjet til slagskibet, begyndte de ombordværende japanere med tunge og langsome slæbende skridt, at bevæge sig op ad falderebet, op til fordækket, og videre derfra til dækket med B-tårnet.

 

På dækket ved B-tårnet var der opstillet en lang række militærpersoner, repræsentanter fra de nationer der havde kæmpet mod japanerne i Stillehavskrigen. På dækket var der anbragt et bord dækket med et grønt klæde, på skottet bag var ophængt det flag som i 1853 vajede fra Commodore Matthew C. Perry skib USS Powhatan. Bag bordet stod General of the Army Douglas McArthur femstjernet general og øverstbefalende for de allierede styrker i Stillehavet. De øvrige repræsenterede USA, Storbritannien, Frankrig, Sovjetunionen, Holland, Australien New Zealand, Canada, Indien, Kina, samt de af Japan besatte lande i stillehavsområdet dertil en lang række højtstående amerikanske officerer fra alle værn inklusive admiralerne Chester Nimitz og William Halsey Jr,.

 

Blandt de tilstedeværende militærpersoner var general Wainwright som havde været i japansk fangenskab siden nederlaget ved Corregidor. Han var helt tydeligt mærket af det lange og brutale fangenskab. De som har set filmen, eller læst bogen, Boren over floden Kwai får et noget poleret indtryk af livet i en japansk krigsfangelejr. Vil man vide mere om de uhyrligheder som de japanske fangevogtere udøvede over fangerne, kan man læse Lord Russel af Liverpool’s bog om Bushido ridderne. Den japanske flåde var ikke meget bedre, blev man samlet op af et japansk krigsskib blev de personer som man der mente kunne give vitale oplysninger udskilt fra resten og tortureret, og bagefter halshugget. De der blevet ‘reddet’ ombord på ubåde blev anbragt på bådens fordæk, hvorfra de blev ført ud til agterstavnen, og der halshugget og smidt i vandet, en efter en. De japanske soldater ligefrem kappedes om at få lov til at halshugge fangerne med et samuraisværd. (”Slaughter at Sea”)

 

Hele besætningen på USS Missouri var samlet på dækkene ovenover og nedenfor B-tårnets dæk, og på kanontårnene, hvis 40 cm kanoner var rejst og pegede truende ind mod land. Alle ønskede at overvære det japanske nederlag på nærmeste hold. 450 B29 bombemaskiner overfløj sceneriet som overture. MacArthur indledte skuespillet med en lille tale. Udenrigsminister Namoro Shigomitsu blev kaldt frem til det grønne bord, og med sirlige japanske tegn underskrev han kapitulationsdokumentet på vegne af den japanske civile regering, derefter blev chefen for det japanske militære hovedkvarter kaldt frem til bordet også han underskrev dokumentet med sirlige japanske skrifttegn, derefter underskrev MacArthur dokumentet. General Wainwright og generalløjtnant Sir Arthur Percival (Percival var chef for de britiske tropper på Malaya halvøen, han og 130.000 britiske soldater overgav sig til japanerne den 15. februar 1942, Englands største nederlag siden 1781. Det blev indledningen til ufattelige lidelser for de engelske krigsfanger. Dødsraten i japanske fangelejre var ca. 23%.), fik hver overrakt en fyldepen, som MacArthur anvendte ved underskrivelsen af dokumentet. Hver der påfølgende underskrev dokumentet gjorde det med en ny fyldepen, som så blev givet til minde om dagen.

 

Klokken var da 09.04. den 2. september 1945. Krigen i Stillehavet havde fundet sin afslutning og dermed også anden verdenskrig. Hele ceremonien tog 23 minutter, Den kopi af dokumentet som var beregnet på de allierede var indbundet i læder med både det amerikanske og det japanske segl i guld, den kopi som japanerne fik var indbundet i groft lærredsbind uden nogen segl printet på den. (se filmen med overgivelses ceremonien, samt andre billeder her, https://thenewdaily.com.au/news/world/2019/09/01/japanese-surrender-world-war-2/ )

Foto af underskrift af den japanske hær, se foto her, https://s3.amazonaws.com/ogden_images/www.lockhaven.com/images/2020/05/24190419/MacArthur1.jpg

Foto af ceremonien på USS Missouri 03.09.2945, https://i.redd.it/w3mcbhu10gm41.png

Der opstod en del forvirring efter at USA, England, Sovjetunionen og Kina havde underskrevet dokumentet. Canadierne underskrev på franskmændenes linje, franskmændene skrev på hollændernes linje, hvilket tvang den New Zealandske delegerede til at skrive på en tom plads. General Sutherland opdagede fadæsen og skynd sig at tegne pile på papirerne.

 

MacArthur erklærede derpå kapitulations ceremonien for afsluttet, før det endelige tæppefald og som det store punktum fløj 400 B29 bombemaskiner og 1.500 jagere fra hangarskibene i Tokyo Bugten, fra Nord mod Fujijama. USA havde da været i krig i 1.365 dage. (”The Last Great Victory”)

 

Men hvad var der gået forud for denne ret formelle korte ceremoni?

 

Det store spørgsmål er, hvornår startede den anden verdenskrig egentlig, var det den 18. september 1931, ved Japans indledning på anneksion af Manchuriet, Mukden episoden, en jernbanesabotage foretaget af japanske officerer. Japan tillagde Kina ansvaret for denne. Eller var det den 7. juli 1937 ved Japans indmarch i Kina efter Marco Polo bro episoden, som var en egentlig krigshandling.

 

Alle ved at det japanske kejserrige overfaldt den amerikanske flådestation Pearl Harbor om morgenen den 7. december 1941. Hvad de nok ikke ved er, at dette angreb var et ufuldstændigt angreb. Admiral Nagumo afbrød angrebet, og vendte om for at sejle hjem til Japan, i strid med Isoroku Yamamoto’s plan, Yamamoto var øverste chef for den Imperiale Japanske Flåde. Japanerne sænkede nogle få amerikanske slagskibe deriblandt USS Arizona i hvilket 1.102 amerikanske officerer og menige sømænd omkom. Hun ligger stadig på bunden af havnen til minde om angrebet. Andre slagskibe blev kun beskadidet. I det store hele forblev Pearl Harbor næsten uskadt, hovedparten af landinstallationerne var intakte efter angrebet. Det var en fatal fejl af Admiral Nagumo at returnere, i stedet for at gøre arbejdet færdigt. Det blev starten på den mest brutale del af anden verdenskrig.

 

Det er blevet anført at det skyldes at Nagumo var slagskibs admiral og ikke hangarskibs admiral, men faktum er, at målet som Yamamoto havde sat sig og dermed også den japanske regering, at USA ville blive lammet og ønske en fred med Japan, ikke blev opnået. Angrebet fik den stik modsatte virkning på det amerikanske folk, det blev beslutsomt, og fik viljen til at kæmpe.

 

Et andet forhold der gik galt for japanerne den 7. december var at ‘krigserklæringen’ blev afleveret for sent, altså efter iværksættelsen af angrebet. Ord som ‘sneak attack’ ‘infamy’ blev nøgle ordene for angrebet på amerikansk side, og bidrog til amerikanernes vrede og vilje til at kæmpe, stik imod Yamamoto’s forventning.

 

Yamamoto forudsagde, at japan havde seks måneder til at erobre den vestlige halvdel af Stillehavet, hvis det ikke lykkedes havde Japan tabt krigen. Han forudsigelse kom til at holde stik. Den 4. juni 1942 stævnede admiral Nagumo igen ud fra Japan dennegang med kurs mod en lille øgruppe ved navn Midway, navnet indikerer deres placering mellem USA og Japan.

 

Slaget om Midway varede fra den 4. juni til de 7. juni, det var præcis 7 måneder efter Pearl Harbor. Nagumo mistede fire hangarskibe i dette slag. Men på lang sigt var tabet endnu større skulle det vise sig, det gik som Yamamoto havde spået, Japan fik ikke herredømmet over den vestlig del af Stillehavet, og tabte dermed krigen.

 

Dette erkendte den japanske regering og ønskede følgelig at slutte krigen efter dette nederlag. Man tilbød at trække sig tilbage fra dele af de erobringer man havde tilkæmpet sig, men lige lidt hjalp det. Både præsident Roosevelt og kejser Hirohito ville ikke freden, derfor blev den udkæmpet til det sidste. Krigen fortsatte frem til den 9. august 1945 efter sprængningen af den anden atombombe over Nagasaki.

 

Efter lange og drøje forhandlinger i Japans øverste ledelse, skar kejseren igennem og erklærede at krigen skulle stoppe, han meddelte følgende til politikerne og militæret:

 

Jeg har lyttet opmærksomt til alle de argumenter, som taler imod, at Japan skal acceptere det allierede svar, som det foreligger og uden yderligere tydeliggørelser og modifikationer, men mine egne tanker har ikke ændret sig. … For at folket kan kende min beslutning beder jeg jer om straks at udarbejde en kejserlig proklamation, som jeg læser op i radioen.

Endelig opfordrer jeg jer alle til at gøre jeres yderste for at vi kan møde de prøvelser, som

ligger forude.

 

Regeringen trådte sammen, vedtog kejserens ønske, det blev samtidig også vedtaget at man skulle destruere alt materiale der omhandlede de horrible forbrydelser der var foregået under krigen, samt dokumenter der kunne bruges til placering af ansvaret for denne.

 

Det blev også gjort i tidsrummet mellem den 15. og 29. august den dag hvor de amerikanske besættelsestropper ankom til Japan. Sløringen var meget effektiv. Japanske skrifttegen er meget nemme at ændre, en sløjfe her en prik der, etc. ændre betydningen totalt, det benyttede mange sig af, for at skjule deres rigtige identitet og undgå retsforfølgelse. Generaler blev flyttet rundt, således at ingen vidste noget om den nye general og derfor ikke bekendt med noget om dennes fortid. Alt i alt var sløringen meget effektiv da amerikanerne skulle til at finde frem til dem der havde begået krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

 

Onsdag den 15. august 1945 kl. 12.00, hørte den menige japaner for første gang sin kejsers stemme. Det var en meget skrattende optagelse som var foretaget dagen i forvejen af den japanske radio. Dertil kom at Hirohito talte et japansk som meget få forstod fuldt ud. I oversættelse er her hvad han meddelte sine undersåtter:

 

… Trods det at alle har gjort deres bedste – den tapre indsats fra hæren og flåden, den omhyggelige og ihærdige indsats fra statens embedsmænd og den hengivne indsats fra de hundrede millioner i folket – har krigen udviklet sig noget som ikke nødvendigvis er til Japans fordel, mens den generelle udvikling i verden er gået imod vore interesser.

Hertil kommer, at fjenden er begyndt at bruge en ny og mere grusom bombe, hvis ødelæggelseskraft ikke lader sig måle og dræber mange uskyldige. Skulle vi fortsætte med at kæmpe ville resultatet ikke blot blive et sammenbrud og ødelæggelse af den japanske nation men ville også føre til total udryddelse af menneskelig civilisation.

Da dette er situationen, skal vi da redde millioner af vore undersåtter eller sone os overfor de hellige ånder fra vore kejserlige forfædre? Dette er årsagen til at Vi har givet ordre til at acceptere betingelserne i stormagternes fælles deklaration….

De prøvelser og lidelser, som vor nation vil blive underkastet herefter, vil bestemt blive store. Vi er meget opmærksom på de inderste følelser blandt alle jer, vore undersåtter; men det er som følge af tidens krav og skæbnen, at vi har besluttet at rydde vejen for en stor fred for alle fremtidige generationer ved at udholde det uudholdelige og tåle det utålelige.

 

Japan blev ikke som Tyskland opdelt i besættelseszoner, USA besatte hele Japan, og indsatte General Douglas MacArthur som øverste myndighed i Japan. Militarismen skulle ikke kunne komme til orde igen. Den første handling som MacArthur foretog sig var, at fritage kejser Hirohito for enhver skyld, det til trods for at intet gennem hele krigen blev foretaget uden hans godkendelse, dermed blev han ikke retsforfulgt, Hideki Tojo påtog sig hele skylden for krigen i stedet. Kejseren forblev på sin trone og er der stadig, i dag er det tredje generation af efterkrigstids kejsere der beklæder denne post. Kejser Akihito abdicerede til fordel for sin søn Naruhito. Japan fik en forfatning der svarer til den amerikanske, en tredeling af magten (Montesquieu).

 

I 1949 kunne Mao erklære at Kina var blevet til en kommunistisk folkerepublik, Chang Kai Check flygtede til Formosa, det nuværende Taiwan. Den kolde krig var i gang, og Japan blev en brik i den amerikanske inddæmningspolitik overfor kommunismen. Det medførte at besættelsen af Japan ophørte i 1952. De amerikanske tropper i forblev i Japan nu som forsvar for landet, Japan måtte kun have hvad der blev betegnet som ”selvforsvars styrker” (Selfdefence forces, JSF), der kun måtte arbejde indenfor Japans grænser. Først for nylig har japanske tropper været udstationeret udenfor landets egne grænser, i andre lande gennem FN.

 

I Potsdam havde de allierede bestemt, at der skulle gennemføres retsforfølgelse af medlemmer af den tyske og japanske regering og militær, for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

 

The International Military Tribunal for the Far East (IMTFE) blev nedsat den 3. maj 1946, og opløstes den 4. november 1948. Australieren William Weeb blev præsident for domstolen, de øvrige dommere, elleve i alt, kom fra Australien, Canada, Filippinerne, Frankrig, Holland, Indien, Republikken Kina, New Zealand, Sovjetunionen, Storbritannien og USA.

 

Anklagepunkterne var:

Som ledere, organisatorer, anstiftere eller medskyldig i planlægning og udførelse af en samlet plan eller påbegynde aggressive krigshandlinger mod andre, i modstrid mod international lov.

Uprovokeret krig mod Kina.

Uprovokeret krig mod USA.

Uprovokeret krig mod det engelske Commonwealth.

Uprovokeret krig mod Holland.

Uprovokeret krig Frankrig (Indokina) .

Uprovokeret krig mod USSR.

Beordret, autoriseret og tilladt umenneskelig behandling af krigsfanger og andre personer.

Bevidst og ubesindigt at ignorere deres pligt til af forhindre grusomheder.

 

 

De syv hovedanklagede var:

General Kenji Doihar – spion (senere chef for den japanske hærs flystyrker).

Baron Koki Hirota – udenrigsminister.

General Seishiro Itgaki – krigsminister.

General Heitaro Kimura – øverstkommanderende, Burmas Ekspeditionsstyrker.

General Iwane MatsuiI – øverstkommanderende, Shanghai Ekspeditionsstyrker og chef for de japanske styrker i Kina, central-området.

General Akira Muto – øverstkommanderende, Filippinernes Ekspeditionsstyrker.

General Hideki Tōjō, øverstkommanderende for Kwantung-hæren, senere premierminister.

Alle syv blev kendt skyldig og den 23 december 1948 hængt i et fængsel i Tokyo.

 

Domstolen er siden blevet draget i tvivl grundet dommerene, der alle kom fra nationer der var deltagere eller ofre i krigen mod Japan. Et almindelig retsprincip er, at forurettede ikke kan optræde som dommer i sin egen sag, den eller de er inhabile. Har nationen været en del af krigen mod den anklagede nation må de således kunne anses for at være inhabile i en evt. domstol mod denne nation. Derudaf kan man udlede at samtlige dommere i Tokyo domstolen var inhabile, og det gælder også for Nürnberg processen, hvilket Herman Göring anførte under sin afhøring i retten der.

 

Det er ikke fordi dommene kan siges at være uretfærdige langtfra set på baggrund af de grusomheder japanerne udviste overfor de civile såvel som de militære fanger, men dommernes habilitet kan drages i tvivl med hensyn til upartiskhed, og det er en grov fejl i et retssystem. Implicerede kan være anklager eller forsvare, men ikke dommer i egne sager.

 

Edwin P. Hoyt gør i sin bog ”Japans War, the Great Pacific Conflict” opmærksom på, at mange af de hovedanklagede i Tokyo processen blev anklaget, dømt og henrettet på falske grundlag. USA og de andre allierede ønskede simpelthen hævn, og fik det.

 

Samme forfatter har en meget detaljeret beskrivelse af begivenhederne der førte til Japans kapitulation i bogens sidste kapitel. Bogen er afgjort værd at læse.

 

USS Missouri havde en lang aktiv karriere i den amerikanske flåde, som sin sidste opgave deltog hun i Golfkrigen. I 1945 var hun et blandt flere af verdens største slagskibe af Iowa klassen, alle amerikanske. Verdens største slagskibe var de to japanske slagskibe Yamato og Musahi begge sænket af den amerikanske flåde med stort besvær. Efter endt tjeneste i US Navy blev Big Mo omdannet til museumsskib, hun ligger på Hawaii i Pearl Harbor nær vraget af USS Arizona, stedet for starten på stillehavskrigen for USA’s vedkommende.

 

  1. Det varede 60 år før Japan undskyldte de forbrydelser og uhyrligheder de havde begået under anden verdenskrig. Det skete på 60 års dagen for kapitulationen. Den japanske statsminister Junichiro Koizumi udtalte:

 

“Gennem kolonialstyre og aggression forårsagede vort land enorme ødelæggelser og lidelser hos folk i mange lande, især i Asien, Vi accepterer ydmygt disse historiske kendsgerninger og udtrykker igen vor dybe anger og vor oprigtige undskyldning,”

Det officielle Japan har aldrig vedgået sig de uhyrligheder der overgik de allierede tropper i krigsfangenskab. Mitsubishi Materials har som firma undskyldt deres medvirken, overfor de allierede krigsfanger.

 

PPS. Krigen var ikke ovre i 1945 for alle i den japanske hær, nogle få opholdt sig på så øde steder at meddelelsen om kapitulationen ikke blev bekendt.

De sidste to der holdt ud helt frem til 1974, var en efterretningsofficer ved navn Hiroo Onoda, der havde gemt sig på Philippinerne, han blev fundet i maj måned 1974. Onoda skulle overbevises om kapitulationen af sin forhenværende chef, der måtte flyve til Philippinerne for at gøre det klart for ham at han kunne nedlægge sine våben, der bestod af hans samurai sværd, en dolk hans moder havde givet ham, så han kunne tage livet af sif selv, et gevær, der fungerede, 500 patroner, og flere håndgranater. Onoda døde i 2014 i Japan. Den anden var en Taiwanesisk soldat i den japanske hær, Teruo Nakamura, født Attun Palalin alias Suniuo, han blev fundet i Indonesien, i december måned 1974, han døde i 1979 på Taiwan. For disse to stoppede verdenskrigen først i 1974, 29 år efter alle andre, det kan man vist kalde loyalitet og pligtfølelse.

Der er brugt materiale fra følgende:

https://www.archivesfoundation.org/documents/japanese-instrument-surrender-1945/

https://da.wikipedia.org/wiki/Japans_kapitulation#Kejserens_opl%C3%B8sning_af_overgivelsesproklamationen

Her kan man høre Kejser Hirohito’s tale til folket de. 15 august 1945, og præsident Harry S. Trumann’s erklæring om kapitulationen i amerikansk radio, m.m.

https://www.information.dk/2007/07/japan-undskylder-atter-verdenskrig

https://en.wikipedia.org/wiki/Hiroo_Onoda

https://en.wikipedia.org/wiki/Teruo_Nakamura

Lord Russel’s bog om Bushido Ridderne.

Slaughter at Sea, Mark Felton.

Killing the Rising Sun, Bill O.Reilly.

Why Japan Lost the War, Bryan Perrett.

Japans War, Edwin Palmer Hoyt.

Japan’s Imperial Conspiracy, David Bergamini.

The Last Great Victory, The end of World War II. July/August 1945, Standley Weintraub.

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…